Det kan godt være, at navnet på Randers FCs træner ligger faretruende tæt på rigor mortis. Men kronjyderne var sprællevende søndag.

Randers FC har været den helt store historie i år. Resultaterne har været svigtende, Olafur Kristjánsson fyret og angriberne helt væk. Men i går havde Randers igen fundet formlen.

I hvert fald hvis man kiggede på tavlen efter kampen. 3-1 lyder overbevisende. Specielt på udebane i Lyngby, hvor både FC København og FC Midtjylland har smidt point. Men Randers kunne også mere end at vinde kampen.

Spillerne viste noget af den mentalitet, der efterhånden er blevet efterlyst en del gange i det kronjyske omklædningsrum. Der var en vilje til at vinde – og offensivt lykkedes tingene endelig for Randers.

Træner Ricardo Moniz havde sendt Bashkim Kadrii alene på toppen, og herfra kunne han endelig vise, hvorfor FC København i sin tid hentede ham i OB. Hele tiden var han udfordrende og lignede en, der har fået spilleglæden tilbage. Han blev også noteret for både mål og assist – hans første mål i halvandet år.

Manglende kreatør
Omvendt så Lyngby mangelfulde ud i offensiven i fraværet af deres evige trussel Mikkel Rygaard, der sad ude med karantæne. Angrebsspillet flød ikke som normalt, og til tider så det fuldstændigt statisk ud.

Den eneste trussel Lyngby reelt havde, var Mayron George, der alt for sjældent fik bolden spillet, som han skal – nemlig i dybden. Og en af de få gange, det lykkedes George at komme igennem, endte det med et mål. Den anden gang med et muligt straffespark.

Det var på ingen måde til at se, at Lyngby har truet Superligaens tophold, og derfor var det også naturligt, at kampen endte med Thomas Nørgaards første nederlag som cheftræner.

Omvendt lykkedes det Randers at færdiggøre det, de længe har sukket efter. Køre en sejr hjem. Og hvilken. For den kom ikke på et selvmål som sidst mod AGF. Den kom, fordi Randers var det bedste hold – og derfor er det fortjent, at klubben rykker væk fra sidstepladsen i Superligaen.