Mikkel Rygaard er fortid i Lyngby, efter at han onsdag valgte at bede om at få ophævet sin kontrakt.

Den fine midtbanetekniker beskriver den seneste tid i klubben som 'en kaotisk og underlig tid' - bl.a. fordi man ikke kunne føle sig sikker på lønudbetalingen.

»Det var begrænset, hvad vi ansatte i Lyngby Boldklub fik at vide. Det var bare, at der var forhandlinger, og at det var tæt på. Så troede vi, at det var på plads, men så kom der en ny bejler på banen, og så følte jeg bare, at det fortsatte lidt for meget. Jeg ved godt, de ville have også til at vente til fredag igen, men så skulle vi vente endnu engang, og blev det så til noget denne gang? Det kunne jeg ikke bare stå og vente på,« siger Mikkel Rygvaard ifølge DRs hjemmeside som begrundelse for, at han valgte at forlade klubben.

Lyngby skulle have udbetalt løn for januar for en uge siden. Det skete ikke, og fredag sendte Spillerforeningen så et påkrav til klubben om at få lønnen udbetalt. Det havde Lyngby indtil tirsdag kl. 23.59 til at gøre, men Lyngby kunne ikke imødekomme påkravet, fordi klubben ikke havde pengene.

Derefter var spillerne frie til at søge andre græsgange. Spillerforeningen anbefalede, at spillerne ventede til fredag, fordi der stadig er mulighed for, at klubben kan reddes. Men Mikkel Rygaard valgte altså sammen med Bror Blume, Casper Højer Nielsen og Simon Strand at sige farvel onsdag.

Mikkel Rygaard soger selv. at han har fået blandede reaktioner på sit farvel til klubben, som i sidste sæson erobrede bronzemedaljer, men som nu er i nedrykningsfare (DU KAN SE EN VIDEO MED FIRE AF MIKKEL RYGAARDS MÅL ØVERST PÅ SIDEN).

Han ved endnu ikke, hvilken klub han fremover skal spille for, og han siger også, at han håber 100 procent på, at Lyngby klarer sig.

Ledelsen i Lyngby skal ifølge TV2 News sammen med en række mindre investorer torsdag til møde med en lokal storinvestor, som de håber, de kan overtale til at skyde penge i klubben, så den ikke går komkurs.

Ifølge klubbens ejer, Torben Jensen, skal der 10 millioner til her og nu. Dertil kommer fem millioner til sommer og yderligere fem millioner næste sommer.