Jeppe Hansen har haft problemer med tempoet i Superligaen, men søndag var det nok til at blive matchvinder mod FCN.

En solstrålehistorie i varmen på Tre-For Park. 

Det var, hvad OB-spilleren Jeppe Hansen kunne kaldes, efter hans mål mod FC Nordsjælland blev kampens eneste.

For kun en måned siden trissede han rundt i 2. divisionsklubben Næsby Boldklub, men så købte OB ham fra samarbejdsklubben, og søndag blev han så matchvinder i en Superliga-kamp. 

Derfor lyste glæden da også ud af den 24-årige angriber, da han blev interviewet af Canal 8 efter kampen.

- Det var en vanvittig oplevelse. Det var ikke lige noget, jeg havde troet på for en måned siden, sagde Jeppe Hansen, der lige har skullet vænne sig til det noget højere tempo i landets bedste række. 

- Det har virkelig været hårdt at skifte til Superliga-fodbold, men det har givet mål, så det er ikke det værste. Og så var det et flot og fint et af slagsen, så det var bare fedt. Sindssygt fedt, tilføjede Jeppe Hansen, som kort før tid bankede bolden op i nettaget bag FCN-målmanden Martin Hansen.

Jeppe Hansen føler trods luft og overskud nok til at afgøre kampen i de sidste minutter endnu ikke, at han er, hvor han skal være.

- Jeg skal arbejde på tempoet i spillet, og mine lunger er endnu ikke store nok til det her niveau, konstaterede den nye OB-bomber.

Foreløbig var det nok til at slå de danske sølvvindere fra Farum, og så har han næsten en hel uge til at få mere tempo i kroppen, inden AGF fredag kommer på besøg inden landskampspausen.