For to runder siden havde FC København vundet alt i Superligaen. Hver og en af de syv første kampe.

Men nu er spotlightet skubbet over på FC Midtjylland inden de to guldduellanters første indbyrdes opgør i denne sæson. Midtjyderne har vundet otte og spillet en uafgjort, mens Ståle Solbakkens mandskab nu har tabt to kampe i træk.

Derfor er der ekstra pres på de danske mestre, som skal hale ind på midtjydernes fire point store forspring.

»Det bliver en rigtig, rigtig svær kamp. Vi skal spille imod det lige nu stærkeste hold i Superligaen, hvis vi skal være helt ærlige. De kommer og vil have nok i en uafgjort, men kan også vinde. Det spiller de helt sikkert også efter,« siger Viktor Fischer.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er de seneste to sæsoners mestre, der mødes. Det er forhåndsfavoritterne til mesterskabet i år – og så er det et hjemmehold med en lidt mere hakkende motor end FC Midtjylland, der har nydt godt af trænerskiftet fra Kenneth Andersen til Brian Priske.

Det får Viktor Fischer til at kalde midtjyderne det stærkeste hold i Superligaen lige nu, men han og holdkammeraterne vil gerne ændre på det søndag.

»De har deres måde at spille på. Vi skal være maksimalt klar til at møde FC Midtjylland. Det er et godt hold og en klub, der tror på sig selv. Jeg tror, det bliver en rigtig fed kamp.«

FC København har siden skaderne til Dame N'Doye og Jonas Wind ikke helt været på samme niveau, som københavnerne startede sæsonen på. Og med en skuffelse mod Røde Stjerne oven i hatten har den seneste måneds tid været hård.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Torsdag blev det dog til en sejr for FC København over Lugano i Europa League og et spillemæssigt skridt i en bedre retning, og den håber Viktor Fischer nu at bygge videre på.

»Jeg håber, at vi går ud og spiller noget rigtig god fodbold for at slå FC Midtjylland på søndag,« siger Fischer og fortsætter.

»Vi skal være lidt skarpere oppe foran kassen, når vi får vores chancer. Så skal vi tro endnu mere på, at vi kan spille godt. Vores relationer skal blive stærkere og stærkere hele tiden. Vi skal tro på hinanden.«

FC København og FC Midtjylland støder sammen søndag klokken 18.00 i Telia Parken.