Hvis vi maler med den meget brede pensel, så er det 20 år siden, at Silkeborg sidst var noget særligt.

Sæsonen 2000/2001 var kulminationen på det, man i klubben kalder for 'de syv fede år'. I 1994 vandt Silkeborg Superligaen. I 2001 vandt Silkeborg pokalen og blev nummer tre. To sæsoner senere rykkede den jyske klub ned efter 13 sæsoner i træk i den bedste række.

Siden har den været dansk fodbolds elevatorklub med utallige op- og nedrykninger. Som de siger på den lokale avis: Vi laver et oprykningstillæg hvert andet år.

Jeg har selv spillet 424 kampe for Silkeborg IF, så det er i den grad min klub. I tykt og tyndt. Sådan må det være. Men derfor har jeg jo godt kunnet kigge på klubben udefra, hvilket ofte har gjort lidt ondt.

Fordi den var så ligegyldig i den store sammenhæng. Det værste spørgsmål, folk i mange år kunne stille mig var: Hvad skal vi med Silkeborg i Superligaen? Jeg blev dem svar skyldig.

I mange år var der intet, der adskilte Silkeborg fra alle de øvrige håbefulde provinsklubber. Jo, der har da været et par gode halvsæsoner med Troels Bech og Peter Sørensen som trænere, der har også været enkelte dramatiske kampe i bestræbelserne på at rykke op/undgå nedrykning, og der var en tabt pokalfinale i 2018. Men det er jo ikke meget på 20 år.

Spillestilen skiftede med den til enhver tid siddende træner, spillere kom og gik. End ikke det splinternye stadion, der blev åbnet i 2017, ændrede på billedet af Silkeborg IF som en anonym størrelse i det danske fodboldlandskab.

Men tingene har ændret sig. Hvis jeg skal sætte dato på, vil jeg pege på udekampen 25. juli mod FC København. Her blev storfavoritterne fra FCK i perioder spillet ud af banen.

Kampen endte 0-0, men pointen var, at her kom et oprykkerhold, bestående af lutter ukendte spillere, og udfordrede det københavnske storhold med en selvsikker, distinkt spillestil. Går I op og presser os? Jamen, så spiller vi da bare forbi jer! Da jeg sad og så kampen, tog jeg for første gang i 20 år mig selv i at være decideret stolt af at være SIFer.

Efter fire spillerunder er Silkeborg med afstand det hold i Superligaen, der har haft flest vellykkede afleveringer. De ligger milevidt foran de øvrige hold. Det er fuldkommen uhørt, at der kommer en oprykker op og lykkes med den slags.

Normalt vil nye hold i en liga være kraftigt udfordret på det tekniske niveau og vil følgelig have et stort fokus på at forsvare sig. Efter fire spillerunder har Silkeborg i alt haft 2.409 afleveringer med Brøndby på andenpladsen med 1.895.

Man kan sagtens argumentere for, at det er for meget med den slags boldmassage, og kritikere har lov til at pege på, at Silkeborgs rekordmange afleveringer (808) i premierekampen mod Sønderjyske ikke førte til meget mere end et par halve chancer. Men ingen har lov til at mene, at Silkeborg IF bare spiller ligesom alle de andre.

Holdet er kommet op med en ganske særlig spillestil. Holdet klæder Superligaen og er helt anderledes godt rustet end for to år siden, da Silkeborg efter fire spillerunder stod med nul point og en målscore på 3-12. Den tilsvarende status er lige nu seks point og en målscore på 4-1.

Succesen og stilskiftet er i alt væsentligt træner Kent Nielsens fortjeneste. Den rutinerede træner har selv gennemgået noget af en transformation fra dagene med AC Horsens, som i begyndelsen af 00erne blev kendt og berygtet for deres betondefensiv. Det blev for alvor synligt, da han gjorde AaB til danske mestre i 2013/14 med masser af shortpassing langs græsset.

Nielsen forsøgte at gøre det samme med OB, men det blev aldrig rigtig godt. I OB er der tradition for et meget fysisk udtryk, som Nielsen aldrig for alvor fik gjort op med. Men i Silkeborg er det hele klikket.

Klubben havde tålmodighed til at sluge nedrykningen i 2020 uden at skifte træner Kent Nielsen ud, og det er den blevet belønnet for. I løbet af to år Kent Nielsen nemlig transformeret Silkeborg, som han transformerede sig selv: til et hold, der insisterer på at spille bolden frem langs græsset op midt i banen.

Javel, Silkeborg kan også spille over fløjene og med mere direkte afleveringer, men udgangspunktet er altid, at man forsøger at spille op gennem midten.

Det kostede dyrt i forrige sæson i Superligaen, hvor Silkeborg forærede utallige mål væk med kostbare boldtab i egen forsvarszone, men øvelse gør åbenbart mester.

I hvert fald fremstår Silkeborg lige nu som Superligaens mest teknisk betonede hold. De spiller med en frækhed og en risikovillighed, der gør, at klubben lige pludselig igen er noget særligt.

Ikke kun for folk som mig, der har spillet i klubben. Men for alle, som følger med i Superligaen.