Med et mirakuløst comeback sikrede Horsens sig et point, de ikke havde fortjent, indrømmer cheftræner Bo Henriksen.

JAAAAA! JAAAAA! JAAAAA!

Enhver, der set Horsens spille i Superligaen, kender Bo Henriksens jubelbrøl og de tilhørende Ulrik Wilbek-hop.

I går gjaldede det igen og om muligt endnu højere end normalt.

Hans mandskab var helt nede i sækken i udekampen mod Sønderjyske, bagud 2-0 med et kvarter igen, men endte alligevel med 2-2 og et enkelt point, da Tobias Arndal dybt inde i overtiden scorede på et af Horsens karakteristiske indkast.

Ufortjent, på grænsen til rent tyveri. Det ville Bo Henriksen gerne indrømme efter kampen.

»Vi spiller en forfærdelig fodboldkamp. De spiller bedre og klogere end os. Specielt i første halvleg. Vi sætter bolden på spil for at gøre dem farlige og ikke os selv farlige. I sidste ende er vi rigtig lykkelige for det her point, for det er absolut ikke fortjent. Men vi tager alt med, hvad vi kan få.« siger han til TV3 Sport.

»Vi kommer tilbage fra 2-0. Det er cadeau til drengene. De sidste 25 minutter er det mandfolk, der løber rundt derinde. Indtil da havde de været hunde i et spil kegler«

Den taktiske ændring, der gjorde forskellen var, at Bo Henriksen med 25 minutter igen overraskende skiftede anfører Kjartan Finnbogason ud og sendte den hovedstødsstærke midterforsvarer, Bubacarr Sanneh, på toppen sammen med en masse lange bolde. Det gav pote. Sanneh scorede og skabte den fornødne panik i Sønderjyskes forsvar.

Horsens mirakuløse comeback var et ubehageligt dejavu for hjemmeholdet. I de sidste fem kampe forinden har Sønderjyske nu tabt i alt syv point i de sidste tyve minutter af kampene. Til stor frustration for anfører og målscorer, Simon Poulsen.

»Vi smider det igen til sidst i kampen. Vi gjorde det i sidste uge mod Hobro, og nu smider vi to. Det er slet ikke til at bære,« siger han til TV3 Sport og fortsætter:

»Vi taber en duel og så får vi ikke dækket op og så scorer de. Det er anden gang, at det sker, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved. Vi formår ikke at stå imod fysisk i anden halvleg. De begynder at pumpe bolde op rimelig tidligt. Det får vi ikke afvist godt nok, og det koster os to point.«

Med det uafgjorte resultat har hverken Sønderjyske eller Horsens vundet i fem kampe.