Nikolaj Jacobsens svage knæ koster spilletid for det danske håndbold-es i Tyskland.

For to år siden ville han bestemt ikke have været tilfreds med at skulle tilbringe halvdelen af spilletiden på udskiftningsbænken.

»Jeg er jo blevet ældre,« kommer det med det smil, som Nikolaj Jacobsen har så let til.

Selv om de seneste to år sportsligt bestemt ikke har været nogen dans på roser for den 31-årige verdensklassefløj.

Knæ-operationer, masser af genoptræning og alt for lidt håndboldspil for danskeren med de mange imponerende skudformer.

I de seneste måneder har det dårlige knæ holdt, og Nikolaj Jacobsen er kommet tilbage til landsholdet.

»Men jeg skal passe på ikke at overanstrenge knæet. Derfor er det fint, at klubben har hentet en så dygtig fløj som Adrian Wagner,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han er blot en af de fem stjernespillere, som Kiel har forstærket sig med efter den seneste skuffende sæson.

Marcus Ahlm og Martin Boquist er hentet i Sverige, Roman Pungartnik i Wilhelmshaven og Christian Zeitz i Kronau. Dertil kommer til næste sommer svenske Kim Andersson.

»Vi bliver ikke mestre. Det tager tid at spille et nyt hold sammen. Samtidig har vi vores vigtigste spiller Stefan Lövgren på skadeslisten med en infektion i foden. Det kan tage to uger, men også to måneder, før han er klar. Lemgo eller Flensborg vinder mesterskabet,« siger Nikolaj Jacobsen.

Søde ord hos den dansk-tyske grænseklub, hvis nye svenske træner Kent-Harry Andersson til gengæld holder på Kiel. Men på den måde tager han jo også presset fra sine egne spillere, der indleder turneringen i aften hos Pfullingen, mens Kiel venter en uge, før turen går til Grosswallstadt.

Flensborg har hentet norske Jonny Jensen i Eisenach, Dan Beutler i Sverige, Damian Moszczynski i Polen og fået Maik Makowka tilbage fra Altea i Spanien.

Søren Stryger afløser Jan Fegter som kaptajn hos Flensborg, der har et budget på ca. 26,5 mi.o kr.. Kiel har Bundesligaens største budget med ca. 36 mio. kr.

Morten Bjerre er blevet hentet til HSV Hamborg, hvor der også virkelig bliver satset med et budget på ca 34 mill kr. Klubben kvalificerede sig ikke til Europa Cupen, men det er et klart mål i den kommende sæson.

HSV har til den anden backplads hentet det tyske landsholds topscorer Pascal Hens. Torsten Janssen skal afløse Adrian Wagner på fløjpladsen.

»Desværre er vi slet ikke spillet sammen. Selv har jeg haft store problemer med læggen og kun spillet et par kampe i optræningsfasen. Den fysiske form er dog god nok. Jeg er helt nede på 98,5 kilo, selv om jeg i flere år har vejet over 100,« fortæller den 31-årige venstrehåndsspiller.

Ian Marko Fog har i Nordhorn fået dansk selskab af fløjspiller Michael Hoffmann, der i forsvaret skal bruges til at dække back for svenske Ljubomir Vranjes. Foruden Hoffmann har den nye træner Ola Lindgren hentet 209 cm høje Ljubomir Pavlovic i Kiel og svenske Robert Arrhenius i spanske Santander.

»Robert og jeg dækker midten, når vi spiller 6-0,« siger Ian Marko Fog, der af den nye træner er blevet bedt om at overtage anførerhvervet.

Efter mange dønninger i sidste sæson er økonomien i klubben igen i orden.

»Jeg er glad for klubben og synes, det er gået godt. Det er klart, jeg har fået lysten til håndbold tilbage,« siger Michael Hoffmann efter et par la-la sæsoner først i Danmark og derefter i Spanien og Italien.

TDC-ligaens topscorer i sidste sæson Lars Rasmussen udgør i denne sæson det danske islæt i Minden.

»Vi har en rigtig god startopstilling, men kan desværre ikke tåle mange skader,« siger Lars Rasmussen, der har taget hvervet som straffekastskytte fra svenske Axner.

Den tidligere Ajax-spiller nyder godt af at have et navn i Bundesligaen, efter han for to år siden scorede 180 mål for Willstätt under træner Ole Andersen.

Wilhelmshaven står allerede klar med en ny tre års kontrakt til stregspiller Allan Rasmussen, mens hans agent Stefan Bögel har bedt ham vente lidt med at skrive under.

»Klubbens mål er en niendeplads, men jeg mener i føste omgang, vi skal sikre os fra nedrykning. Derefter kan vi tage den derfra,« siger Allan Rasmussen, der bl.a. har fået den kroatiske landsholdsmålmand Valter Masorevic, jugoslaviske Zvonimir Bilic, græske Alexandros Vasilakis og Flensborgs tidligere anfører Jan Fegter som nye holdkammerater.

Wilhelmshaven starter i dag med hjemmekamp mod Essen.

Ny dansker i Bundesligaen er den 30-årige Tino Mogensen hos oprykker Stralsund. Mogensen spillede i Danmark først for Fredericia og senest for Aalborg HSH.

»Vores mål er klart. Det vil være en stor succes, om vi redder os fra nedrykning. Vi mangler klart en højre bagspiller,« kommer det fra den 199 cm høje venstre bagspiller, der ved siden af håndboldspillet læser idræt på byens universitet.

I Stralsund er der 20 procent arbejdsløshed, men hele byen går op i håndboldholdet.

»Der er kun plads til 1050 tilskuere i den lille hal, men netop hallens størrelse med publikum tæt på banen kan blive vores fordel,« siger Tino Mogensen, der får den værst mulige start med udekamp i aften hos mestrene Lemgo.

Blot ca. 8,2 mio. kr. er klubbens budget, men fra næste sæson bliver muligheden for større indtjening bedre. Man er netop gået i gang med at bygge en hal med plads til 5.000 tilskuere. ora@bt.dk