Indånding af kulilte gennem et apparat kan potentielt være præstationsfremmende, meddeler Wada.
Det Internationale Antidopingagentur (Wada) vil også sætte en stopper for brug af den såkaldte kuliltemetode, og fra nytår karakteriseres det som en antidopingovertrædelse, såfremt man benytter sig af den.
Det meddeler antidopingagenturet ifølge Reuters.
Dermed følger Wada efter cykelsporten, som i februar i år bandlyste metoden.
Indånding af kulilte gennem et apparat er blevet brugt af professionelle atleter som en metode til at undersøge effekten af eksempelvis en højdetræningslejr.
Det er fortsat tilladt at brugte metoden til eksempelvis at måle hæmoglobinværdi, hvis det gøres kontrolleret "i medicinske omgivelser" af kvalificeret personale.
Men gentagne indåndinger af kulilte kan muligvis være med til at fremskynde dannelsen af røde blodlegemer og dermed være præstationsfremmende. Derfor må metoden ikke bruges som supplement til atleters træning, skriver Wada.
Da cykelsporten bandlyste metoden blev der lagt vægt på, at indånding af kulilte kunne være farlig for atleterne. De kunne opleve hovedpine, kvalme, opkast og potentiel tab af bevidsthed.
Inden metoden blev ulovlig i cykling, har blandt andre Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard fortalt, at de har afprøvet metoden.
/ritzau/