De kom til Danmark fra Kenya sammen i begyndelsen af 90erne. Wilson Kipketer og Robert Kiplagat.

To store knægte blev hentet hertil fra den berømte St. Patrick’s High School af erhvervsmanden Ove Bjørn Kraft.

De udviklede sig, og den ene blev en verdensstjerne, der i en årrække dominerede 800 meter-distancen og slettede en ellers ubrydelig verdensrekord.

Den anden fik en lovende karriere spoleret af skader. BT har talt med de to dansk-kenyanere om mødet med Danmark, livet efter løbekarrieren, og de erfaringer, som de har høstet.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs de store interviews med Wilson Kipketer og Robert K. Andersen, der fortæller om deres tanker omkring flytningen til Danmark, livet som løber og deres liv i Danmark er i dag.


De kom til Danmark fra Kenya sammen i begyndelsen af 90erne. Wilson Kipketer og Robert Kiplagat.

To store knægte blev hentet hertil fra den berømte St. Patrick’s High School af erhvervsmanden Ove Bjørn Kraft.

De udviklede sig, og den ene blev en verdensstjerne, der i en årrække dominerede 800 meter-distancen og slettede en ellers ubrydelig verdensrekord.

Den anden fik en lovende karriere spoleret af skader. BT har talt med de to dansk-kenyanere om mødet med Danmark, livet efter løbekarrieren, og de erfaringer, som de har høstet.

’Jeg har aldrig fortrudt Danmark’

Klimaet var noget af en omvæltning for Wilson Kipketer, men han er retur på danske breddegrader efter at have boet flere år i Monaco

Wilson Kipketer flyttede i løbet af sin aktive karriere til Monaco. Et sted med lempeligere skatteforhold og et klima, der gav ham optimale forudsætninger for træningen.

Først nu er han vendt tilbage til Danmark for at bo sammen med sin danske kone og deres to drenge. Samtidig skal han også hjælpe med at udvikle talenterne i sin gamle klub, Københavns IF.

I et af den meget private tidligere verdensstjernes sjældne interview fortæller han om, hvordan han glæder sig til at være far på fuldtid og om den største udfordring ved at bytte Kenya ud med Danmark, da han kom hertil i begyndelsen af 90erne.

»Jeg er flyttet tilbage til Danmark. Det skete for en måned siden, jeg er flyttet hjem. Når jeg kommer hjem, begynder jeg også at lave noget. Det er ikke så sjovt bare at komme og så ikke lave så meget,« fortæller han en eftermiddag i den københavnske vinterkulde.

Vi har søgt tilflugt i KIFs klubhus, hvor han fortæller om sin mission som talentchef. Men det meget private menneske løfter også lidt på klem til sit eget liv og fortæller om, hvordan det var at lande i Kastrup en kølig decemberdag for godt 26 år siden.

Lidt af et chok

»Det er mange år siden, jeg kom til Danmark. Jeg startede i december ’90. Vi kom op, hvor det var rigtig koldt, så det var lidt af et chok. Der var kulde og sne. I Kenya er der næsten den samme temperatur hele vejen, og man altid kan gå rundt i en T-shirt. Kulturen og mentaliteten var også anderledes, men det værste var klimaet. Alt det andet kan man leve med og tilpasse sig, men klimaet er svært at tilpasse sig. Det var alt for koldt, for gråt og for mørkt.«

Wilson Kipketer, tidligere verdensrekordholder på 800 meter. er vendt hjem til dk og skal være talentchef i KIF.
Wilson Kipketer, tidligere verdensrekordholder på 800 meter. er vendt hjem til dk og skal være talentchef i KIF.
Vis mere

Han kom sammen med sin jævnaldrende landsmand Robert Kiplagat. Overtalt til at bo i Danmark og løbe for KIF af den danske erhvervsmand Ove Bjørn Kraft, som fire måneder forinden havde engageret de to 17-årige kenyanere til KIFs internationale gadeløb på Frederiksberg. Kipketer havde dog ingen planer om at blive i Danmark, men det ændrede sig.

»Det var meningen, at jeg bare skulle være i Danmark et år og så tilbage til Kenya eller til USA, eller hvor det nu måtte blive. Det blev forlænget hvert år og så med alle de stævner for klubben – jeg løb danske mesterskaber og vandt næsten alt fra 400 meter op til 1500 meter.«

Stærk tilknytning

På et tidspunkt besluttede Kipketer sig for, at tilknytningen til Danmark var blevet så stærk, at han ville blive her og løbe i rødt og hvidt. Men det var ikke så nemt at blive dansker – heller ikke dengang.

»I ’92 eller ’93 udfyldte jeg en ansøgning om at blive dansk statsborger, og så fik jeg et svar ’vi har modtaget din ansøgning bla, bla, bla, og du skal være i Danmark i syv år’. Så tænkte jeg: hvorfor ikke. Så gik der et par år, og så er syv år altså mange år,« siger han med et grin, der afslører hans begejstring for de danske krav til nye statsborgere.

Kipketer var fast besluttet på at blive dansk, også selvom det kostede ham en af karrierens største muligheder.

»I 1995 stillede jeg op for Danmark ved VM i Göteborg, men regler er regler – jeg skulle være her i syv år. Jeg vandt guld i ’95 for Danmark, men jeg kom ikke med til OL i Atlanta i ’96. Kenya sagde ’okay, du kan stille op for Kenya’, eller jeg kunne vælge et andet land, som ville give mig pas hurtigt. Men jeg tog min beslutning. Det skulle være Danmark.«

»Jeg vidste ikke, at jeg ville blive så god. Man vælger en gang imellem nogle ting, og så betaler man prisen bagefter. Så det kostede mig OL, men sådan er livet – life goes on,« siger Kipketer og griner igen.

Han har svært ved selv at pege på sin største præstation gennem karrieren.

En lang proces

»Jeg kan ikke sætte ord på min største præstation. Det har været en lang proces, og det hele har været en rigtig god tur. Medaljer, rekorder, at være med på toppen i så mange år. At komme fra Kenya til Danmark. At få malaria og så være i stand til at komme tilbage på højt plan igen. Det handler alt sammen om, hvordan du kæmper og kommer videre i livet, og det er en gave i sig selv. Og at få dansk statsborgerskab, det var en succes i sig selv.«

»Jeg var med ved OL to gange, og hvis man kan sige, at jeg planlagde at gå hele vejen fra nul til 100, så nåede jeg måske til 99. Men man ved ikke, hvad livet bringer. Det er som en ret, hvor der nogle gange kommer lidt salt i og nogle lidt karry i.«

Selvom han har boet mange år siden i Monaco, er han stadig glad for at være dansk.

»Nej, jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte Danmark. Man skal bare tilpasse sig. Det er lige meget, hvor man er, så er der bare nogle andre problemer. Man kan ikke kalde klimaet et problem. Det er ikke den værste ting, der kan ske i livet. Når over fem millioner kan bo her, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne gøre det?«

»Jeg har også boet i Monaco siden ’98 og indtil nu. Det er mange år. Da jeg løb, rejste jeg så meget, så jeg næsten var ’on the road all the time’. Det er et andet klima dernede. Det var lidt bedre klima til træning, når man skal træne optimalt. Det er svært at træne i Danmark på højt niveau, når der ikke er nogen indendørs hal, når det er mørkt så tidligt, og klimaet er rigtig koldt, og det er glat. Nu rejser jeg ikke så meget, og så ville det være noget andet at være dernede alene.«

Mens han boede i fyrstendømmet, var han far for sine to drenge på afstand en stor del af tiden. Nu er han også en del af deres hverdag, og det er han glad for.

»Jeg boede alene i Monaco, og så kom jeg hjem til Danmark noget af året. Men det er dejligt at være hjemme og være sammen med familien. Jeg kan være far på en anden måde, og jeg kan hjælpe til, for eksempel med at støvsuge.«

Tilbage i 1990 kom Kipketer til Danmark sammen med Robert Kiplagat Andersen, som også blev dansk gift og har to børn.

»Jeg har ikke set ham længe. Vi kom her op sammen, og bagefter gik vi hvert til sidst. Vi fik også meget travlt med hver vores karriere, og der kom arbejde og familie, som også tager meget tid. Robert løb også rigtig godt,« husker Kipketer.

Men mens Kiplagats søn og datter allerede viser et tydeligt talent for at løbe med hurtige tider, er Kipketer mere tilbageholdende på sine børns vegne. De løber ikke.

»Jeg har to sønner. De er 10 og 13 år. De laver alt muligt sport, fodbold, tennis, parkour.«

I det hele taget tilskynder KIFs nye talentchef en forsigtig udvikling, når det gælder unge talenter.

»Hvis du er 18 år, kan du begynde at træne seriøst, så forstår du, hvad der er nødvendigt. Indtil da så tænker man på at have det sjovt. Og hvis man som træner ikke forstår, hvad der gør det sjovt, så mister du talenterne. Vi skal åbne dørene, vi skal åbne deres hjerner og vise dem, at sport er en del af livet. Og hvis du engang har talentet, så har du det også senere. Se bare Michael Laudrup, selv om han er blevet ældre, så har han stadig talentet.«

»Når man er under 18, kan man heller ikke tænke logisk. Jeg løb junior-VM i 1988 og blev diskvalificeret i mit indledende heat. I 1990 blev jeg nummer fire ved junior-VM i Bulgarien. Jeg blev 20 år, før jeg forstod, hvad det er, at det drejer sig om.«

Nem adgang

»Hvis man skal forblive i toppen i mange år, skal man lære det ordentligt. Man skal få den rigtige teknik, og man skal løbe i mange år. Når du planter et æbletræ, går der også mange år, før du kan plukke æbler. Alting kommer lidt senere, du kan ikke presse det frem.«

Med bopæl i Charlottenlund har Wilson Kipketer nem adgang til grønne områder som Bernstorffsparken og Charlottenlund Park. Og han løber også stadig, selvom det selvfølgelig ikke kan sammenlignes med dengang, det var alvor.

»Efter jeg har stoppet, har jeg prøvet både at løbe halvmaraton og maraton. Og det vil jeg gøre igen. Jeg har nogle andre tanker, om hvordan det skal gøres. Man behøver ikke at løbe ture på to timer for at træne til maraton,« fastslår han efter to gennemførte maratonløb og en deltagelse i VM halvmaraton i København for to år siden.

»Nu skal jeg nok til at løbe lidt mere, når jeg skal undervise i KIF, og når jeg skal vise, hvordan man gør. Det handler både om koordination og balance, det er ikke bare at løbe derudad.«

Wilsons plan for de danske talenter

Wilson Kipketer er fortsat ambassadør for det internationale atletikforbund, og han har en erhvervskarriere som sales manager i Norden og i Frankrig for Puma.

Men nu vil han også gøre noget for ungdommen i den klub, hvor han selv fik chancen, da han kom til Danmark.

KIFs nye talentchef vil gerne lære fra sig af de erfaringer, han selv gjorde gennem en lang karriere. De ting, han giver videre, skal de unge talenter også kunne bruge uden for sporten. Og først og fremmest vil han bygge et træningsmiljø, som det er sjovt at være en del af.

»Alle kan blive bedre. Mit mål er at bygge et miljø, hvor folk kan lide at være og synes, at det er sjovt at komme. Det er her, man lærer noget. Det handler ikke kun om dem, der er på topniveau.«

Han håber, at han kan hjælpe med, at talenterne får styr på deres prioriteter og bliver bedre til at planlægge træningen som en del af deres hverdag.

»Danmark er på vej, men der er så mange talenter, som går tabt hvert år. Dengang jeg løb, kunne jeg se, at der også var nogle, der var gode blandt de folk, som jeg løb og trænede sammen med. Men de giver hurtigt op.«

»Måske jeg kan motivere dem til at indfri deres potentiale. Jeg kan vise dem vejen til at blive bedre. Det er en værktøjskasse, som man også kan bruge senere. Både i sport og i det normale liv, hvordan man planlægger det, er alt arbejde det samme som at løbe.«

’Vi var altid konkurrenter’

Robert K. Andersen fik sin karriere ødelagt af skader. Men han er stadig glad for, at han greb chancen og flyttede til Danmark, hvor han i dag bor med sin danske familie

En varm sommerdag i august 1990 var to meget unge kenyanske løbere med i et internationalt felt, der i et højt tempo løb op og ned ad Frederiksberg Allé i København. De kom begge fra den berømte St. Patrick’s High School i det kenyanske højland. Ingen af dem var med i kampen om topplaceringerne. Men i december samme år stod de igen i Danmark, og 26 år senere bor de her fortsat.

Robert K. Andersen, eller Robert Kiplagat Kiptanui, som han hed dengang, var den af de to kenyanere, som rejste til Danmark med færreste forventninger hvilende på sine skuldre. Modsat sin landsmand Wilson Kipketer, der flere gange havde været til junior-VM, havde han kun begrænsede løbemeritter med i bagagen. Han havde spillet basketball i skolen og håbede på at komme til USA takket være sine talenter foran kurven.

Robert Kiplagat Andersen, den ene af de to kenyanske løbere, som blev danskere tilbage i 90erne. Fotograferet i Marselisborghallen med konen Pernille Kondrup og datter Emma Kiplagat Kondrup på 12 som er for ung til at deltage i talenttræning med Victor Kiplagat Andersen på 14. Foto: Asbjørn Sand
Robert Kiplagat Andersen, den ene af de to kenyanske løbere, som blev danskere tilbage i 90erne. Fotograferet i Marselisborghallen med konen Pernille Kondrup og datter Emma Kiplagat Kondrup på 12 som er for ung til at deltage i talenttræning med Victor Kiplagat Andersen på 14. Foto: Asbjørn Sand
Vis mere

Den danske erhvervsmand Ove Bjørn Kraft arrangerede to gadeløb på Frederiksberg med internationale topløbere. Og da han var i Kenya, fik han øje på den ranglede basketspiller, som også kunne løbe stærkt, og han insisterede på, at Kiplagat skulle til København og være med i det ene løb.

»Så besluttede Bjørn, at han ville tage mig herop for at løbe det der gadeløb på Frederiksberg. Det var i august, det var kanonvarmt, og alting blomstrede. Alting var bare vauw… Så spurgte han, hvad med at komme tilbage i december når I er færdige med jeres skole? Da vi var der, var alting jo luksus. Vi blev kørt rundt i limousiner, det hele blev serveret – og han sagde ordret ’det er det liv, som I kommer til at leve, når I kommer tilbage’. Og det kan man ikke sige nej til.«

Det var koldt

Men det var et noget andet Danmark, der ventede kenyanerne. I mellemtiden var det blevet vinter, og limousinen var kørt i garagen.

»Da vi landede i lufthavnen i december, kom vi ud i ankomsthallen, og så kommer de med nogle jakker. Jeg tænker, hvad fanden skal vi bruge jakker til? Det er jo varmt. De siger, at vi skal tage jakker på, det er koldt. Så tager vi jakker på, og da vi kommer ud, og glasdørene åbner, bliver det bare – rigtig koldt! Jeg løb tilbage ind i hallen. Så måtte de starte bilen og køre den helt op til døren, så jeg kunne hoppe ind.«

Det var bare det første af de mange kulturchok, der ventede de to drenge, der var vant til varme, tyndt tøj og fællesskabet på skolen.

»Da vi kørte hjem, kunne vi se folk, der løber rundt i København, det hele er mørkt og sne, det hele er hvidt. Vi bliver indlogeret i vores lejlighed på Godthåbsvej på Frederiksberg. Næste morgen kommer Bjørn og banker på. Han er selv nøgen, hans kontor er lige ved siden af. Så åbner han døren klokken seks om morgenen, og så er det ud at løbe. Jeg tror, jeg havde 10-15 lag på. Vi lignede sådan to eskimoer, når vi løb. Og så skal du forestille dig danskeren, der løber foran os, løber baglæns og råber ’kom så, drenge’, og vi kan ikke følge med. Det må have været et meget mærkeligt syn,«

Robert Kiplagat Andersen, den ene af de to kenyanske løbere, som blev danskere tilbage i 90erne. Fotograferet i Marselisborghallen med konen Pernille Kondrup og datter Emma Kiplagat Kondrup på 12 som er for ung til at deltage i talenttræning med Victor Kiplagat Andersen på 14. Foto: Asbjørn Sand
Robert Kiplagat Andersen, den ene af de to kenyanske løbere, som blev danskere tilbage i 90erne. Fotograferet i Marselisborghallen med konen Pernille Kondrup og datter Emma Kiplagat Kondrup på 12 som er for ung til at deltage i talenttræning med Victor Kiplagat Andersen på 14. Foto: Asbjørn Sand
Vis mere

Udsigten til luksus blev forvandlet til et noget mere beskedent liv i lejligheden på Frederiksberg.

»Vi fik lejligheden, og han (Ove Bjørn Kraft, red.)hentede mad til os. Og så fik vi lommepenge – ligesom alle andre børn, 50 kroner om ugen,« husker Robert K. med et bredt grin.

»Det var bedre end ingenting. Og så begyndte vi selv at bygge vores eget liv. Sådan opfattede jeg det.«

Fornufts-ægteskab

Det begyndte som et fornufts-ægteskab med gnidninger, hvor de to drenge både var konkurrenter og hinandens nærmeste.

»Vi har været konkurrenter hele tiden. Men sådan er det altid, når man løber, sådan er sport. Da vi kom herop, var aftalen, at han var 800 meter-løberen, og jeg skulle ikke pille ved det. Jeg skulle finde ud af noget andet. Jeg havde ikke selv en distance, og så blev jeg sat til at løbe 1500 meter – og sådan var det bare. Jeg havde ikke noget valg. Det var ham, der var hovedpersonen, som skulle herop og løbe for Danmark.«

»Det venskab, vi havde – jeg kendte ham ikke så godt, inden vi kom til Danmark. Vi gik bare i skole sammen. Jeg vidste, han løb, og jeg spillede basket. Vi var forskellige og kom fra to forskellige vennekredse. Jeg var sådan en åben person, og han var en lukket person. Man kan godt sige, at jeg var et bymenneske, og det var han ikke. Derfor havde jeg også nemmere ved at lære sproget og kunne kommunikere med folk og være udadvendt.«

Robert Kiplagat Andersen, den ene af de to kenyanske løbere, som blev danskere tilbage i 90erne. Fotograferet i Marselisborghallen med konen Pernille Kondrup og søn Victor Kiplagat Andersen på 14, som er til talenttræning. Foto: Asbjørn Sand
Robert Kiplagat Andersen, den ene af de to kenyanske løbere, som blev danskere tilbage i 90erne. Fotograferet i Marselisborghallen med konen Pernille Kondrup og søn Victor Kiplagat Andersen på 14, som er til talenttræning. Foto: Asbjørn Sand
Vis mere

I dag kan de stadig tale sammen som venner, når de mødes, men de opsøger ikke hinandens selskab.

»Vi har ikke rigtigt haft en tæt venskabskontakt siden, og så rejser han også meget. Når vi mødes på stadion, så er der ikke noget problem. Så er det som om, vi har set hinanden i går.«

Fra KIF til Sparta

Et par år efter ankomsten til Danmark væltede Ove Bjørn Krafts projekt med de to kenyanske knægte, som han havde så store forventninger til. Hovedsponsoren opsagde kontrakten efter en episode, hvor Kipketer troppede op på hans kontor sammen med en ven og spurgte, hvor mange penge de lagde i projektet.

Wilson Kipketer skiftede til den større og økonomisk bedre funderede rival, Sparta.

Efter Kipketers exit fortsatte Robert K. Andersen alene i KIF, men der manglede penge, og han måtte gå nye veje, hvis han skulle få løbekarrieren finansieret.

»Jeg var der i et år eller halvandet, så kunne de heller ikke sponsorere mig, og så måtte jeg også søge til Sparta. Her fik jeg min egen træner og blev sendt til Tenerife i tre måneder for at fokusere 100 procent på træningen. Jeg havde lovet Niels Jørgen (Holdt, Sparta-formand, red.), at hvis jeg ikke gjorde det, betalte jeg pengene tilbage. Så jeg var nødt til at lave noget, da jeg kom derned.«

Og det var åbenbart, det der skulle til. Kniven for struben og et fornyet fokus på træningen skabte resultater.

”Så skete der noget, men det gik så stærkt, at jeg ikke selv kunne følge med. Når jeg trænede intervaller på banen på Tenerife, var der nogen, der skulle løbe konkurrencer. Og da de skulle løbe 800 meter, løb jeg med som interval og vandt løbet på 1.52, efter jeg havde løbet fire gange 800 meter. De stod bare der med åben mund – jeg tænkte ikke, at jeg var i god form, jeg gjorde det bare.«

»Så kom jeg hjem og i den første konkurrence, de arrangerer for mig med en hare fra Malmø og alting, da løber jeg 3.36. Jeg troede, at uret var gået i stå. Jeg troede ikke selv på, at jeg kunne løbe så stærkt. Hele den sæson blev jeg overrasket gang på gang, og jeg anede ikke selv, at jeg havde det der kick – det kom bag på mig.«

Da kroppen sagde fra

I 1997 fik den nu 25-årige løber et internationalt gennembrud. Han kom til VM og blev nummer otte i finalen, satte dansk rekord med verdensklassetiden 3.31,17 og vandt sensationelt IAAFs Grand Prix-finale foran tidens største stjerne på distancen, marokkaneren Hicham El-Guerrouj.

Men måske var det netop den voldsomme forcering af træningen og de hurtige fremskridt, der endte med at ødelægge karrieren for den ellers så lovende løber. Kroppen sagde fra.

»Året efter, da jeg skulle til at vise, at jeg kunne løbe, kom der skader. Det var ærgerligt, for nu var jeg klar og vidste, at jeg kunne løbe hurtigt.«

»Allerede fra januar i 1998 fik jeg problemer, achillessenen hævede, og jeg kunne ikke løbe. Jeg var i USA og alle mulige steder. Jeg trænede i to dage, så skulle jeg holde pause, det duede jo bare ikke. Sådan gik det, indtil vi kom hjem og ud hos Eilif Larsen (specialist og ortopædkirurg, red.). Først scannede de den og sagde, at der ikke var noget. Jeg skulle bare have noget medicin, så skulle det gå væk. Det gjorde det ikke.«

»Til sidst sagde jeg til ham, ’vil du ikke nok være sød at åbne den og hvis der så ikke er noget, lukker du bare igen’. Det gjorde han så, og der gik kun et kvarter, så siger han ’shit’, og når en læge siger ’shit’, er det ikke så godt. ’Du kommer aldrig til at løbe igen’ – det var hans ord… Så jeg er bare glad for, at jeg stadig kan motionere lidt i dag.«

Trods lægens dom forsøgte Robert K. Andersen at komme tilbage på højt plan. Efter en operation og flere års pause forsøgte han at kvalificere sig til OL i 2004.

»Jeg nåede kun at løbe en 5000 meter, så var det galt igen. Det var små skavanker, men jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville løbe med smerter mere, så det duede ikke.«

I stedet måtte Robert K. Andersen, der var blevet gift med klubkammeraten Pernille Kondrup, nu finde et almindeligt arbejde hos United Parcel Service, der også havde været hans personlige sponsor i en årrække.

Siden har familien boet i Fredericia og Kolding, og den består i dag af Robert, Pernille og deres to børn, Viktor og Emma. Børnene løber også stærkt, og det er medvirkende til, at de overvejer at flytte tilbage til København.

Drømmen for børnene

»Når vi kommer til København, kan Niels Jørgen og alle dem, der er i Sparta, se mine børns talent, og de vil meget gerne have dem ind i klubben. Men der er også det med at få et arbejde, og tingene er dyrere i København end i Jylland.«

Udover at flytte tilbage til København, drømmer Robert K. Andersen også om at vise sine børn, hvor han kommer fra og give dem mulighed for at møde deres onkler og faster.

»Jeg mistede min mor for nogle år tilbage. Men jeg har tre brødre og en søster, der bor i Kenya. Jeg snakker med dem og hjælper dem selvfølgelig med lidt af hvert.«

»Det er min største drøm, at børnene kommer derned og ser, hvor jeg kommer fra. Det skal de opleve. Jeg er født i Nairobi, men mine forældre kommer fra Eldoret. Mine brødre og søster bor i Iten, hvor jeg gik i skole. Jeg vil gerne vise mine børn det, men de skal også selv være interesserede.«

Når regnskabet skal gøres op, har der både været plusser og minusser ved at flytte til Danmark, men i sidste ende er han ikke i tvivl om, at han har valgt rigtigt. Heller ikke selvom der måske havde været bedre muligheder for at tjene penge på at løbe andre steder i verden.

»Jeg har ikke fortrudt, at jeg blev dansker. Jeg tænker bare, at hvis man er atletikmand, er det ikke optimalt. Hvis du sammenligner med de løbere, der bliver købt til Dubai. Når jeg snakker med dem, fortæller de, at de får 50.000 kroner – også når de går på pension. De får penge i kassen hver måned.«

»Men ellers er Danmark et drømmeland. Hvis du er syg, kommer du på sygehuset og bliver behandlet. Det er et godt valg. Hvis jeg ikke havde valgt det, ved jeg ikke, hvor jeg havde været nu. Jeg fik muligheden for at komme her og satse det hele – det er bare uheldigt, at jeg var skadet meget af tiden.«

 

Andre læser også