Søndag morgen, da mange aarhusianere vågnede op med tømmermænd efter dette års NorthSide Festival, tikkede en besked ind på telefonerne.

»Early Bird-partoutbilletter til NorthSide 2023 den 1.–3. juni er i salg nu. Der er et begrænset antal, så vent ikke for længe!,« stod der.

Bare fem dage senere er de billetter blevet udsolgt på rekordtid, oplyser NorthSide Festival. Det sker på trods af, at årets festival har været udsat for massiv kritik.

»Vi er glade for alle jeres positive tilbagemeldinger på Eskelunden. I har taget rigtig godt imod den nye plads og udforsket alle kroge. Vi kan slet ikke vente til at samles igen næste år, og at gøre NS23 endnu bedre,« skriver festivalen i en mail.

Men det er ikke lutter positive tilbagemeldinger om den nye festivalplads Eskelunden, der har fyldt mest den seneste uges tid.

Værst stod det til, da tusindvis af mennesker natten til søndag skulle hjem fra festivalpladsen, efter Minds of 99 havde lukket og slukket.

Her fortalte flere festivalgængere om utrygge situationer, fordi pladsen var for smal på stierne, så folk måtte vælte hegnet for at gå ud på motorvejen.

Østjyllands Politi måtte derfor spærre vejen.

Derudover har både musik- og madprogrammet været i vælten. Musikken har ifølge nogle været for poppet og ikke international nok, mens NorthSide også er blevet kritiseret, fordi festivalen kun ville servere plantebaseret mad.

Men det har altså tilsyneladende ikke afholdt folk fra at købe en partoutbillet til næste års festival med det samme og dermed spare et par hundrede kroner.

NorthSide 2023 afholdes den 1.–3. juni. Billetsalget starter rigtigt til efteråret.