Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, blev onsdag for tredje gang på mindre end en måned ramt af et rysteanfald. Ingen ved præcist, hvad hun fejler, men ifølge en professor kan det være tegn på en ubalance i kroppen.

»Når det ikke er et forbigående tilfælde, så tyder det på, at der er en ubalance i kroppen,« siger professor på Neurokirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Jens Christian H. Sørensen.

Han understreger, at han ikke kan udtale sig om, hvad Angela Merkel helt konkret fejler, men at han generelt kan sige, at kroppen ikke er i balance, når rystelser sker gentagne gange.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gæstede torsdag Berlin for at drøfte europapolitik og forholdet mellem Danmark og Tyskland med Angela Merkel.

Angela Merkel valgte at sidde ned under besøget i Danmark.
Angela Merkel valgte at sidde ned under besøget i Danmark. Foto: TOBIAS SCHWARZ
Vis mere

Her var der ingen synlige rystelser, men til gengæld valgte kansleren at sidde ned under afspilningen af nationalmelodien, som ellers ikke er kutyme.

Formentlig for at undgå de synlige rystelser, som skete senest onsdag i Berlin under et besøg af den finske statsminister.

Ifølge den danske professor er vi ikke vant til, at folk ryster, og derfor er det noget, man bemærker, når det sker:

»Det er ikke normativt, at folk går og ryster. Så når nogen falder udenfor, så kigger folk. Det gælder også handicappede. Man bemærker jo, når der står en statschef og opfører sig anderledes, end hvad man umiddelbart forventer,« siger Jens Christian H. Sørensen.

Angela Merkel bød den finske statsminister velkommen i Berlin onsdag. Her begyndte hun at ryste igen.
Angela Merkel bød den finske statsminister velkommen i Berlin onsdag. Her begyndte hun at ryste igen. Foto: HAYOUNG JEON
Vis mere

Rystelser kan skyldes en lang række sygdomme. Det kan skyldes dehydrering, som får kroppen til at ryste. Sker det gentagne gange, er der dog formentlig ikke tale om dehydrering. Rystelserne kan også være tegn på, at der er noget galt med nervesystemet.

»Når man holder på sin rystende hånd med sin raske hånd, så kan det pege i retning af Parkinson. Det, der taler imod, er, hvis rystelserne fordeler sig i hele kroppen, som vi ser hos Angela Merkel,« siger professoren.

Parkinsons syge er en kronisk sygdom, ligesom rystesygen tremor, som kunne være et bud på en mulig diagnose.

Angela Merkel udtalte efter det første rysteanfald i juni, at hun dengang ikke havde fået nok at drikke. Anden gang lød forklaringen, at Merkel havde et psykologisk problem – hun havde været så nervøs for, at hun ville få endnu et anfald, at det kom.

Merkel så ud til at have det godt, da hun torsdag gæstede Danmark.
Merkel så ud til at have det godt, da hun torsdag gæstede Danmark. Foto: WOLFGANG KUMM
Vis mere

Onsdag – efter den tredje rystetur – sagde hun på et pressemøde, at der ikke var grund til at være bekymret for hendes helbred. Hun fortalte dog, at hun var i gang med en proces, hvor hun skulle bearbejde det første rysteanfald, og at det gik fremad.

»Jeg tror, de (rystelserne, red.) vil gå væk en dag, helt ligesom de pludselig kom,« sagde kansleren, der også forsikrede, at hun var i stand til at udføre sit job.

Jens Christian H. Sørensen bekræfter, at det ikke er umuligt at passe et job, trods rysteture.

»Det forringer folks livskvalitet, og i de svære tilfælde kan det være svært invaliderende, fordi man ikke kan koordinere sine bevægelser. Men vi gør meget ud af at sørge for, at vores patienter kan leve et liv, hvor de har et job. Heldigvis lyder det jo til, at hun er i behandling,« siger han.