En guldstjerne.

Det er, hvad swingerklubben Tucan Club i Almind nær Kolding har modtaget. Med stjernen følger titlen 'en af Europas bedste swingerklubber'.

En anerkendelse som ejerne og ægteparret Mie og Torben Nielsen er meget taknemmelige for:

»Det er vi utrolig stolte af. Vi har arbejdet på vores virksomhed i 14 år, så vi er glade,« siger Torben Nielsen.

Det er den uafhængige swingerklub-organisation 'Secret Swingerlust', der står bag bedømmelsen, og i processen undlod de at tilkendegive, hvem de var, for at få den autentiske kundeoplevelse.

Og selvom det er ved at være et stykke tid siden besøget fra bedømmelseskomiteen, er det først nu, at Mie og Torben Nielsen har fået beskeden om deres fortjeneste, der sætter lige netop deres swingerklub på Europa-kortet.

Men hvis man spørger Torben Nielsen, er det med god grund, at klubben er blevet kåret:

»Vi giver folk nogle gode oplevelser og tilbyder faciliteter, der ikke findes andre steder i Nordeuropa.«

Her er det famøse Fifty Shades of Grey-inspirerede rum. Foto: Tucanclub.dk
Her er det famøse Fifty Shades of Grey-inspirerede rum. Foto: Tucanclub.dk
Vis mere

Klubben kan blandt andet tilbyde spabad, svømmebassin og et tantratempel inspireret af filmen og bøgerne Fifty Shades of Grey.

»The Red Room hedder det. Det er et eksklusivt BDSM-rum, som minder meget om det fra filmen. Vi er det eneste sted i verden, der har sådan et,« forklarer Torben Nielsen.

Og det er noget, der tiltrækker kunder fra hele Europa.

»Folk vil gerne køre til os for at få en god oplevelse, og så kommer de gerne og besøger os i et par dage.«

Torben og Mie Nielsen står bag swingerklubben Tucan Club i Kolding. Foto: Tucanclub.dk
Torben og Mie Nielsen står bag swingerklubben Tucan Club i Kolding. Foto: Tucanclub.dk
Vis mere

Klubben tæller i øjeblikket 5.000 medlemmer fra hele Danmark, hvor mange er kommet til siden genåbningen af swingerklubberne i maj og som et alternativ til det manglende byliv i foråret og sommeren.

»Det er både singler og par, der besøger os. Nogle vil prøve fantasier af, andre vil ikke. Der er plads til alle.«

Udover at nyde deres nyvundne guldstjerne vil parret arbejde videre på at gøre deres sted attraktivt for de besøgende, og ellers er der rigeligt at se til efter genåbningen af bylivet her 1. september.

Derfor bliver fejringen af guldet også udskudt på ubestemt tid:

»Der er stadig corona, så hvor vi kan fejre og holde fest med livemusik og mange mennesker, det ved vi ikke,« siger Mie Nielsen.