Den københavnske beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) har en udfordring. 

Han ved, at ti familier koster kommunen op mod 25 millioner kroner om året i offentlige overførsler og sociale foranstaltninger.

Det viser en beregning foretaget af kommunens økonomiforvaltning, som borgmesteren har bestilt, skriver Berlingske

Jens-Kristian Lütken er dog stødt på en forhindring. Han må ikke få udleveret navnene på de i alt 36 medlemmer af Københavns ti mest kriminelle familier. De er mørkelagt af forvaltningen. 

Indvandrer-klaner koster dyrt i de større danske kommuner (arkiv) 
Indvandrer-klaner koster dyrt i de større danske kommuner (arkiv)  Foto: Lea Meilandt Mathiesen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det skyldes, at der er tale om personfølsomme oplysninger. Borgmesteren må end ikke få det oplyst i fortrolighed. 

»I dag må vi ikke få navnene på familierne, som koster kommunen mange penge, og så er det altså svært at gøre noget ved problemet – navnlig at undgå at flere børn og unge i de familier bliver involveret i kriminalitet,« siger Jens-Kristian Lütken til Berlingske.

Berlingske har gennem længere tid beskrevet, hvordan myndigheder og politi har udfordringer med store klaner, hvor kriminaliteten går i arv.

Som begrebet 'klaner' antyder, er der tale om storfamilier af anden etnisk herkomst end dansk.

Der har også været undersøgelser i andre større danske byer af, hvad de mest kriminelle familier koster. 

Odenses beskæftigelses- og socialforvaltning regnede sig eksempelvis frem til, at otte familier gennem 15 år har kostet byen mere end 250 millioner kroner

Borgmester Peter Rahbek-Juul (S) har ikke lagt skjul på, at der er tale om familier med indvandrerbaggrund.  

I 2023 kom det frem, at én familie i Aarhus på under ti personer har kostet 64 millioner kroner fra 2009 og frem til i dag. 

I beregningen fra København står det ikke helt klart, om de 25 millioner kroner går til familieklaner. Dog fremgår det ifølge Berlingske af beregningen fra økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, at mere end halvdelen af familierne har anden etnisk herkomst end dansk.