Da campingpladsejeren Lars Christensen gik ud for at se, hvorfor ingen af gæsterne havde lyst til at bo på to helt bestemte pladser, blev han mødt af et noget usædvanligt syn.

For gennem det normalt grønne græs snoede en lang, lys stribe sig – og på den vrimlede det med myrer, skriver TV Midtvest.

Til lokalmediet forklarer han, at der er »fuld drøn« på aktiviteten på strækningen i græsset ved DCU Camping Lyngvig Strand nær ved Hvide Sande, som en myrekoloni dermed ser ud til at bruge som en form for pulserende trafikåre, lyder det.

TV Midtvest har rakt ud til Joachim Offenberg, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet og myreekspert, for at høre, om man kan finde en forklaring på myremotorvejen.

»Det ser meget mystisk ud,« forklarer han til mediet, før han dog tilføjer, det blandt andet er set i skove, hvordan myrer fjerner vegetation med gift for at lave 'motorveje' for at komme hurtigst muligt fra et sted til et andet.