»Jeg tror, at når folk ikke vil have Botox, er det, fordi de har hørt, at det er pølsegift. Men jeg har fået det i 20 år, og jeg er her stadig.«

Fordommene omkring Botox er mange. Men dem er 63-årige Vivi Jensen ligeglad med, hun vil nemlig ikke leve uden behandlingerne.

Vivi har sunget i bilen hele vejen fra hjemmet i Fredericia til klinikken i Rødovre. I dag er en god dag. Hun skal nemlig have »opfrisket sit ansigt«, og det er, ifølge Vivi selv, meget tiltrængt:

»Jeg er så glad, fordi jeg ved, at om 14 dage så har jeg det look i ansigtet, jeg gerne vil have. Det har været en lang, træls tid under corona,« fortæller Vivi.

63-årig Vivi Jensen har fået Botox i 20 år.
63-årig Vivi Jensen har fået Botox i 20 år. Foto: Julie Øjerson Frederiksen
Vis mere

Hun startede med Botox som 43-årig, og nu er hun 63. Antallet af behandlinger er derfor så mange, at hun er stoppet med at tælle. Og i de 20 år har hun mødt en del fordomme omkring sit valg.

»'Vil du ikke ældes med ynde?', 'Vil du ikke være dig selv?', 'Du bliver ikke yngre, fordi du får Botox',« siger Vivi.

Men hun køber ikke præmissen om, at hun glædeligt betaler for et skud 'held i sprøjten' med henblik på at strutte af evig ungdom.

»Det er ikke det, det handler om. Men derimod om at have det godt med mig selv, når jeg kigger i spejlet. Og ja, huden bliver slappere med alderen, men derfor behøver det hele ikke hænge nedad.«

Foto: Julie Øjerson Frederiksen
Vis mere

Vivi er bevidst om, at hun ikke bliver yngre af at få Botox – også selvom det godt kunne ligne det. Men hun medgiver, at det gør hende glad at høre, at hun ikke ligner en på 63 år.

»Jeg kan ikke lide udtrykket, at man skal ældes med ynde. Jeg har ikke noget imod at blive ældre, men det betyder noget for mig, at jeg ser frisk ud, når jeg kigger mig selv i spejlet om morgenen. Det er ikke, fordi jeg forsøger at ligne mine døtre i 20erne,« siger Vivi.

Og apropos døtre. En af Vivis tre piger er også blevet behandlet med Botox. For som Vivi siger: »Jo før du starter, jo bedre.«

»Min datter begyndte at få streger i panden. Og hun ved, at jeg får det, og vi har sammen talt om, at jo tidligere man starter med Botox, jo længere tid kan der gå mellem behandlingerne.«

Er du ikke bange for, at du har givet din datter et forskruet syn på skønhedsidealet?

»Om det er mig, der præsenterer hende for det, eller om det er på Facebook, kan være ligegyldigt. Jeg er ikke bekymret, så længe jeg kan kende hende – og hun kan kende mig – og at hun gør det for sin egen skyld,« siger Vivi og understreger:

»Botox er at gøre noget for sig selv. Det er min holdning.«

Og ifølge Vivi synes hendes kæreste af den grund, at det er »dejligt«, at hun gør det.

»Jeg har spurgt ham, om jeg skal lade være. Han svarer, at jeg selv bestemmer, og spørger, hvad jeg har det bedst med. Og jeg har det bedst med Botox,« fortæller Vivi.

Men ville du stoppe, hvis han sagde, at du skal lade være?

»Nej. Jeg ville gøre det alligevel. Det kommer han ikke til at bestemme. Så ville jeg bare gøre det skjult,« griner hun.

Dagens behandling bestod af Botox i pande, siderne af ansigtet, mellem øjne og bryn og ved mundvigene. Vivi har fået fjernet 'vrederynker' og 'kragetæer', som hun kalder det, og er tilfreds med resultatet.

Hvornår Vivi skal have sin sidste behandling, har hun endnu ikke tænkt over.

»Jeg ved det ikke. Jeg tror måske på min 80-års fødselsdag. Ej, men så længe jeg mener, at Botox kan gøre mig lidt kønnere, så gør jeg det. Og så kan det godt være, at andre tænker, at det er for meget. Men er det, fordi de ikke tør selv og er fordømmende,« afslutter Vivi.

Du kan læse mere om Botox, herunder behandling og bivirkninger, her.