Sex er almengyldigt og noget, alle har lyst til. Og hvis ikke, må der være noget galt med dig.

Den indforståethed oplever Martin Spangsbro-Pedersen. Han har aldrig mærket en seksuel tiltrækning og betegner derfor sig selv som værende 'aseksuel'.

»Det føles ligegyldigt at have sex. Jeg tænker: 'Nu har det stået på et par minutter, så kan vi lige få det overstået.' Det er, som om der bare er blankt heroppe,« siger Martin og peger på sit hoved.

»Før jeg vidste, at jeg er aseksuel, havde jeg forventet festfyrværkeri, når man havde sex. Men når jeg havde det, var det en fuser.«

41-årige Martin Spangsbro-Pedersen har ikke noget imod sex. Han afskyer det ikke. Men det siger ham lige så meget – eller lidt – som at tage opvasken. Og det faktum har gennem mange år givet ham en følelse af forkerthed.

»Uanset hvem jeg hang ud sammen med, kunne jeg ikke spejle mig i dem eller sætte ord på, hvad der gjorde, at jeg følte mig anderledes.«

Men da han bliver præsenteret for aseksualitet, en seksuel orientering på lige fod med eksempelvis homo-, hetero-, bi- og panseksualitet, falder brikkerne på plads. Martin får et ord, et begreb og dermed noget, han kan forklare sin følelse med og identificere sig som.

Og siden har han mødt mange fordomme og stor uvidenhed omkring sin seksualitet. To spørgsmål er næsten altid sikre: 'Hvad betyder det at være aseksuel?' og 'onanerer du?'.

»Det er åbenbart meget vigtigt for folk at vide, om en person, der ikke oplever seksuel tiltrækning, onanerer,« fortæller han og svarer på onani-spørgsmålet, som også jeg allerede har stillet:

»Jeg har ikke den højeste sexlyst, men det skal tilfredsstilles en gang imellem, og så er det måden at få det løst på.«

Men hvorfor er det mon vigtigt for folk, heriblandt mig selv, at vide, om Martin onanerer?

»Jeg tror, det er, fordi folk skal have det til at give mening i deres hoveder. 'Er du ikke til sex med andre, må du være til sex med dig selv'-teorien. For hvis du slet ikke er til sex, er der noget galt med dig,« svarer Martin fra København.

Eksempelvis oplever han, at mange kun kan få aseksualitet til at give mening, hvis det skyldes, at ens seksuelle udvikling er blevet 'slået ud af banen'.

Og Martin er da også flere gange blevet spurgt, om han nogensinde er blevet misbrugt som barn eller har været udsat for et seksuelt traume.

»Men det er en fejl at tro, at alle aseksuelle har været udsat for et seksuelt overgreb, og at det er grunden til, at de ikke tænder på sex,« fastslår Martin.

Han betegner sig selv som 'biromantisk'. Det betyder, at man har en romantisk tiltrækning af personer af begge køn.

Martin kan nemlig godt lide romantik og oplever ikke samme ligegyldighed ved at kysse og kramme som ved sex.

»Jeg har nogle gange set folk i byen og mærket en lyst til at kysse eller kramme dem. Men jeg har aldrig set på et andet menneske og tænkt: 'Dig vil jeg gerne i bukserne på',« siger han.

Har du oplevet, at nogle er blevet skuffet over, at du ikke var seksuelt tiltrukket af dem, men 'kun' ville kysse og kramme?

»Der har nok været nogle skuffelser hen ad vejen. Det er ikke lige i byen efter fem øl, at man siger: 'Jeg er aseksuel', og så tager snakken om, hvad det betyder.«

Men hvad bliver du tiltrukket af?

»Det har jeg tænkt over mange gange, og jeg har ikke et klart svar endnu. Når jeg kigger tilbage, er der ikke rigtig nogen rød tråd.«

Martin er single i dag, men har tidligere haft kærester. Og netop hans seksualitet har været årsag til, at forholdene måtte slutte.

»Det med sex kunne vi ikke få til at fungere. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne leve op til det, min partner gerne ville. Og for ikke at blive ved med at skuffe hinanden endte jeg forholdet,« fortæller han.

Martin til Pride i 2017.
Martin til Pride i 2017. Foto: Privat
Vis mere

Heldigvis føler Martin sig ikke længere alene eller forkert. Gennem Foreningen for Aseksuelle i Danmark, som han er forperson for, har han fået et stort netværk af ligesindede.

»Jeg står ikke længere alene med mine tanker og følelser. Hvis man er i tvivl om noget, kan man spørge i miljøet, hvad andre har gjort sig af tanker omkring det. Det er rart,« siger han.