For en uge siden overraskede hertuginde Meghan med at lancere et nyt livsstilsbrand, American Riviera Orchard.
Det har nu fået rygterne til at svirre.
Rygter om, at hertuginden også vil ind på det britiske marked med American Riviera Orchard – og ikke nok med det.
En royal ekspert tror, prins Harry og hertuginde Meghan vil bruge lanceringen af livsstils- og madvarebrandet til måske endda selv at flytte tilbage til Storbritannien og forsøge at klinke skårene til resten af den britiske kongefamilie og landets befolkning.
Det skriver The Mirror.
Ifølge det britiske medie er der allerede et klart tegn på, at der skulle være noget om snakken.
Prins Harry og hertuginde Meghan skulle således være på udkig efter PR-folk, som kan repræsentere dem i Storbritannien.
»Jeg har mistanke om, at det har noget at gøre med de store planer, vi hører om, som handler om, at Meghan vil lancere dette store kommercielle projekt. Jeg formoder, at dette kommercielle projekt vil få en form for tilstedeværelse her i landet,« siger Daily Mails kongehusredaktør, Rebecca English, i podcasten 'Palace Confidential' ifølge The Mirror.
Hertuginde Meghan lancerede American Riviera Orchard på Instagram sidste uge, og ifølge flere medier er meningen med firmaet, at det skal sælge forskellige livsstilsprodukter, der kommer til at udspringe af det nye madprogram, som Meghan Markle skal lave med Netflix.
Lanceringen har fået en flyvende start på det sociale medie, hvor over 550.000 allerede følger American Riviera Orchard.
Derimod står det sløjt til med hendes og prins Harrys popularitet blandt briterne.
I en meningsmåling svarede blot 11 procent af briterne for nylig, at prins Harry var det medlem af kongehuset, de bedst kan lide. For hertuginde Meghan gjaldt det blot for syv procent af de adspurgte.
Også Sussex-parrets forhold til resten af kongefamilien ser ud til være noget anstrengt, ikke mindst efter at prins Harry kom med flere voldsomme angreb mod sin storebror prins William i selvbiografien 'Reserven'.
Senest vakte det nogen opsigt, da hertuginde Meghan valgte at lancere sit nye firma midt under hendes svoger, prins Williams, optræden ved Diana Legacy Awards i London.
Netop som prinsen ankom, ramte meldingen om firmaet nemlig Instagram, hvor man kunne se en video af hertuginden, der står i et køkken.
Forfatter og England-korrespondent Lone Theils tror ikke, at der er tale om bevidst chikane mod prins William fra hertuginde Meghans side, men understreger, at det lidt pudsige tidspunkt for lanceringen kan have haft det formål at vise, at hun og prins Harry har deres egen agenda – som ikke er underlagt kongehusets.
»De er ikke gode venner, og der er ikke en forsoning på vej. Så man skal ikke forvente, at Harry og Meghan tager hensyn,« sagde hun til B.T. i sidste uge.
Lyt til seneste episode af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'.