Maries mor er kommet til Danmark for at være hos sin højgravide datter.

Maven er stor og kuglerund og det synlige bevis på, at der ikke mere er lang tid, før prinsesse Marie skal føde.

Nu er en af dem, der glæder sig mest til den forestående begivenhed, kommet på besøg.

Ifølge Billed-Bladet har Maries mor taget flyet fra Genève til Danmark for at være hos sin datter.

De to har altid haft et tæt forhold til hinanden, og Marie nyder sikkert at dele de tanker og følelser, hun har som gravid, medsin mor.

Som førstegangsfødende gør prins Joachims hustru sig nok, helt naturligt, mange forestillinger om både den forestående fødsel og sin kommende forældre-rolle. Francoise Grassiot, der til daglig bor i Schweiz, ser allerede ud til at nyde at følge sin datter rundt.

Da Marie og Joachim i søndags var til koncert med kammerkoret Euphonia i Christiansborg Slotskirke var det med en storsmilende Francoise Grassiot ved deres side.

Officielt er prinsesse Marie sat til at føde i begyndelsen af maj, mens Billed-Bladet skriver, at den præcise termin er den 16. maj.

Om prinsessen føder tidligere, er ikke til at sige, men meget tyder på, at det sker.

Hendes plukveer bliver i øjeblikket hyppigere og kraftigere. Fødselsholdet står ihvertfald allerede klar, hvis det skulle ske.

Jordemoder Birgitte Hillerup og fødselslæge Morten Hedegaard holder sig hele tiden tæt på Rigshospitalet, hvor Marie skal føde på samme stue, hvor kronprinsesse Mary tidligere har født to gange.

Joachim og Marie har deres hverdag på Schackenborg Slot i Sønderjylland, men flytter på et tidspunkt ind på Amalienborg, så de kan være tættere på Rigshospitalet.