»Det kan jeg godt løfte sløret for,« lød det fra kongehuskommentatoren fra Berlingske, Jakob Steen Olsen.

I B.T.-podcasten 'Kongehuset bag kulissen' afslørede han således torsdag, at der i hans medie var en ny måling på vej af Kongehusets popularitet, som var »virkelig, virkelig flot«.

Og nu er Berlingskes meningsmåling – om ikke mindst hvordan kong Frederik har klaret sit første år på tronen – landet.

Den viser, at 80 procent af danskerne synes, at kong Frederik er »en god konge« efter sit første år som regent.

Kun 2 procent mener, at kong Frederik ikke er en god konge, mens 17 procent ikke ved det.

Både kong Frederik og dronning Margrethe var i højt humør, da tronskiftet skulle markeres i Folketinget.
Både kong Frederik og dronning Margrethe var i højt humør, da tronskiftet skulle markeres i Folketinget. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det er altså omtrent lige så skyhøj en popularitet, som Kongehuset har nydt de sidste mange år, hvor dronning Margrethe reagerede.

Både Jakob Steen Olsen og hans medpanelist, kongehushistoriker og rigsarkivar Emma Paaske, siger da også i 'Kongehuset bag kulissen', at kong Frederik og dronning Mary har klaret deres første år på tronen med bravur. 

»Hvis man kigger på det med historiske briller, så er det altid en usikker tid, lige når man har fået en ny konge eller dronning, fordi man ved ikke helt, hvad fremtiden bringer. Det er traditionelt set det tidspunkt, hvor det er sværrest at være konge eller dronning. Og det har de klaret ret flot indtil videre,« lyder det fra Emma Paaske.

Madrid-sagen spøger stadig
Da dronning Margrethe abdicerede i midten af januar og overlod tronen til kong Frederik, kom det ellers midt i en af Kongehusets største skandaler i nyere tid, da kong Frederik gik verden rundt efter at have overnattet hos den mexicanske model Genoveva Casanova på en hemmelig tur til Madrid i oktober sidste år uden dronning Mary.

Og det har nok været indvirkende på den mangel på interviews og den generelle afstand til Kongeparret, som kongehuskommentatoren Jakob Steen Olsen alligevel bemærker som en faldgruppe for populariteten.

»Vi kan roligt sige, at Casanova-historien nok også har spøgt en lille smule i forhold til tilgængeligheden, fordi man vil ikke have tronbestigelsen ødelagt af spørgsmål om den affære,« siger Jakob Steen Olsen.

Men kong Frederik har derudover haft det let i sit første år som konge, mener de to kongehuseksperter i B.T.-podcasten.

Kong Frederik og dronning Mary nyder stadig høj popularitet, efter de i januar overtog tronen for dronning Margrethe. Også kronprins Christians popularitet er fin i Berlingskes måling. På billedet ses også prinsesse Josephine på balkonen hos Kronprinsparret på Amalienborg Slot.
Kong Frederik og dronning Mary nyder stadig høj popularitet, efter de i januar overtog tronen for dronning Margrethe. Også kronprins Christians popularitet er fin i Berlingskes måling. På billedet ses også prinsesse Josephine på balkonen hos Kronprinsparret på Amalienborg Slot. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kongen har nemlig ikke skulle træffe nogen ubehagelige beslutninger, men i stedet skulle holde Royal Run og på statsbesøg for første gang som konge.

»Der har ikke været den store ballade. De forandringer, man har lavet, har været nænsomme, og det har folk godt kunne forstå, har man indtryk af. Kongeparret har ikke sat en fod forkert, og de har ikke på den måde været så meget i offentligheden, at de har kunnet sige et eller andet i kontroversielle sager, der har kunnet belaste dem og sende dem ude af kurs,« siger Jakob Steen Olsen.

Skal man se fremad, så lover det da også godt for det nye kongepar, mener eksperterne.

»Overgangen er gået fuldstændig efter bogen. De gør en god figur. Frederiks største problem er, at populariteten er så skyhøj, at det næsten kun kan gå den anden vej, så udfordringen er jo at blive ved med at bevare det, også når nyhedsinteressen går af,« slutter Jacob Steen Olsen.

Hør det nye afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder – 
eller find det der, hvor du hører podcasts.

Andre læser også