Anders Bircow har lagt stemme til mange animationsfilm, lige nu er han aktuel som den frygtsomme dinosaurus Rex i "Toy Story 3". Læs om komikerens første rejse.

Hvad er den første ferie, du husker?
»Den første ferie var på et krydstogtskib, »MS Stefan Batory«, fra København til Madeira... Husker mest, at det var stort – meget stort - og noget, man talte meget om.«

Hvem rejste du med?
»Jeg rejste med min far og mor – jeg var en lille purk, der nok ikke helt forstod at værdsætte turen.«

Hvordan var stedet?
»Batory« var et moderne krydstogtskib – fra Polen tror jeg. Og Madeira var jo forunderligt og farverigt.«

Hvad husker du særligt fra turen?
»Jeg kan huske, at jeg syntes, det var en katastrofe, når jeg så folk spille bordtennis på dækket og de mistede bolden, fordi blæsten tog den ud over rælingen, og den forsvandt i havet. Sikken et gys...«

Hvor går din næste rejse hen?
»Min næste rejse er en forretningsrejse til Bosnien – og min næste ferie bliver nok med Kolding Dykkercenter til et eller andet lækkert sted. Jeg er nemlig dykker.«