Frankrigs næststørste by har smidt sit blakkede ry som voldsom og kriminel, men har bevaret sin egen rå charme.

Det er fra toppen af Marseille, man får den bedste udsigt over byen ved Middelhavet.

Læs også: Guide: Toulouse i farver

Fra katedralen Notre-Dame de la Garde, hvor den forgyldte dame allerøverst breder sine arme beskyttende ud mod sejlerne og byens indbyggere i øvrigt.

Kirken er vildt smuk i sig selv og absolut den korte køretur værd, udsigten er formidabel og god til at danne sig et indtryk af Marseille.

Man kan se ud over den enorme lystbådehavn, der huser flere tusind sejlbåde, dele af den 50 kilometer lange kyst omkring Marseilles, den gamle bydel Le Panier og ø-gruppen Le Frioul med øen If, som forfatteren Alexandre Dumas gjorde berømt. 

Det var her, i øens fængsel, han i sin berømte roman placerede Greven af Monte Cristo. Og her fra toppen af byen kan man også se de nordlige kvarterer og de omgivende bjerge.

Vi triller igen ned mod den gamle havn.

Havnen er omdrejningspunkt for de fleste turist-oplevelser i Marseille, og på en lun forårs- eller efterårsdag et fint sted at opholde sig. Naturhavnen er som nævnt enorm, og helt inde i bunden, på Quai des Belges, lægger fiskerne hver morgen til med deres fangster, og fiskemarkedet varer det meste af formiddagen og gentages nogle gange om eftermiddagen.

Her er masser af liv, til gengæld ikke ret mange turister, men mange lokale slentrer rundt. De fleste, af uransagelige årsager, med en lille hund i snor ved deres side. 

Bag kajerne ligger Marseilles klassiske og gamle huse. Og langs kajerne byder de mange restauranter og barer sig til. 

Vi går indenfor i baren Localanque på rue de La Loge og op på 1. sal. Her kan man sidde udenfor på en smal terrasse, nyde solen og kaffen med udsigt over havnen, byen og katedralen. 

Marseille er en ældgammel by – det var grækerne, der grundlagde byen her for 2.600 år siden. 

Og hvis man vil opleve hvordan Marseille så ud i 1700-tallet, så gå en tur i byens historiske hjerte, bydelen Le Panier, der folder sig ud bag rådhuset.

Her er smalle gyder, stejle trapper, små cafeer og beskidte bygninger. Men også denne lidt rå charme, hvor man i ny og næ kigger sig en ekstra gang over skulderen. Undervejs møder man Musée de Vieille Charité.

Det er det gamle fattighus og senere hospice for børn og ældre, der er et smukt, rektankulært bygningsværk med fine søjlegange og et barokt kapel i gården. I dag huser byggeriet flere museer og restaurant, men bare en tur rundt i gangene er fint.

Nede ved den gamle industrihavn, der nu lægger kajplads til masser af krydstogtskibe, er man ved at skabe en helt ny bydel i Marseille. En by i byen. Man starter ikke med at rive alt ned – næh, det gamle restaureres på smukkeste vis.

Således med de gamle varehuse på dokkerne, der er et glimrende eksempel: Varehusene er nu bygget sammen til en 365 meter lang bygning, som huser 250 virksomheder. Gå en tur ned gennem det spændende byggeri og tænk på aktiviteten her for 150 år siden, hvor skibenes laster blev opmagasineret netop her.

Vil man shoppe, mens man er på vej tilbage mod havnen, så find vej til gaderne Rue Saint-Ferreol, Rue Paradis og Rue de la Republique. Det er her, alverdens modehuse og luksusmærker er samlet. Men gaderne huser også mange små butikker, hvor lokale designere udstiller deres ting.

Vi er tilbage i den gamle havn, hvor de lokale sidder uden for cafeerne og nyder livet. Det er oplagt at smide sig i en stol og bare nyde livet, men det er også oplagt at opleve Marseille fra sø-siden. Der er mange, som tilbyder korte sejlture i de traditionelle små fiskerbåde, hvor der er plads til seks-otte turister.

Vi tøffer ud gennem den langstrakte havn, hvor de tusindvis af sejlbåde ligger fortøjet.

Det er et statussymbol at eje en båd i Marseille, men de færreste har tid til at sejle i dem, så de ligger her bare, siger vores guide. Og vi møder da også kun to-tre sejlskibe på vores færd.

Dagen er perfekt til vores udflugt i Marseille-bugten, og vi sejler en tur langs kysten med de forrevne klipper. Her er vidunderligt, og i ny og næ dukker små strande og kanaler op.

Vi sejler ind i en af kanalerne og her dukker en restaurant op på en klippehylde. Længere inde i kanalen klynger de maleriske huse sig til hinanden og speedbådene ligger trukket op. 

Vi sejler ud igen. Og sætter kurs mod øen If, som ligger bare et kvarters sejltur i magelig fart fra havnen.

Som vi nærmer os, tårner forsvarsværkerne og de gamle fængselsmure sig op, og man kommer uværgerligt til at tænke på fængsels-øen Alcatraz ud for San Francisco. 

Fængslet blev opført i 1600-tallet, flugt var umulig og tusinder har henslæbt år i de trange celler, hvis de da ikke blev vanvittige og døde. Kun hvis man var rig og selv kunne betale for ekstra forplejning, havde man en god mulighed for at overleve.

Så vidt vides, er det kun lykkedes en eneste at flygte – det var en sømand, der undslap 14 års fængsel ved at svømme ind til Marseille.

Hårdt straffet blev også Monsieur de Niozelles, der blev idømt seks års fængsel, fordi han glemte at tage sin hat af i selskab med kong Louis XIV.

Den allermest berømte fange – selv om det kun var i fantasien – var dog Greven Af Monte Cristo, som den berømte forfatter Alexandre Dumas som tidligere nævnt placerede i Ifs fangekældre i romanen af samme navn. Han slap selvfølgelig væk ved at svømme i land, men det går også lettere i fantasiens verden.

Hvis man gerne vil bade og drive, er her fine muligheder på den 42 kilometer lange kyststrækning, som runder Marseille.

Før 1975 var der kun adgang til de mange småstrande mellem klipperne, men i dag findes der syd for havnen en meget stor standpark – Prado – med to kilometer strand, som hvert år besøges af 3,5 millioner gæster.

Her er flere restauranter, skaterbane, omklædning, toiletter og brusere, og her er gratis adgang.

Hvis man ønsker mere fred og ro, findes der mellem Prado og den gamle havn to smalle strande, Prophete og Catalans, som specielt tiltrækker lokale familier.

Hvis man bliver mæt af den moderne storby Marseille, så brug en dag eller to i Provences romantiske nabo: Aix-en-Provence.

Det tager kun en halv times at køre fra Marseille til Aix-en-Provence, men det er som at komme til en anden verden. 

Aix-en-Provence er den tilbagelænede by med små hundrede pladser og torve, gågader, musik i gaderne, markeder, blomster og liv overalt.

Her er en rigtig god stemning, og man kan fornemme, at byen er universitetsby med masser af unge.

Og Aix-en-Provence har selvfølgelig sin egen berømte kunster: Den verdensberømte maler Paul Cézanne, der både blev født og døde i Aix-en-Provence.

Byen har lavet sit eget stunt ud af det berømte bysbarn: Man har lavet en i-fodsporene-på Paul Cézanne-rute gennem Aix-en-Provence.

På fortovene er nedstøbt små gyldne Cézanne-mærker med passende mellemrum, som turisten kan følge. Så kan man opleve de steder, hvor Paul Cézanne blev født, gik i skole, boede, havde sit atelier og hvor han døde. 

Og det samtidig med, at man kan nyde byen med de typiske Provencalske huse i de karakteristiske jordfarver.

Her er kvarterer med mindre paladser og undervejs kommer man forbi indkøbsgader, spillemænd, blomstermarkeder og det meget store marked ved katedralen.

Det er en rigtig god måde at opleve Aix-en-Provence på, og turen starter lige ved det gamle turistkontor i rundkørslen ved gågaden, så det er let at finde. 

Snup en overnatning eller to i de hyggelige hoteller i sidegaderne til gågaden, så er man tæt på alle oplevelserne her i det tilbagelænede liv. 

Læs også: Den trendy fattigmands-suppe

Rejseliv var inviteret til Marseille af Atout France og Air France