For mange danskere kan det med at skulle give drikkepenge være lidt akavet. For hvor meget skal man give? Og til hvem? Se her, hvad du skal give i en række lande, på krydstogtet og på rundrejsen.

I Quentin Tarantinos klassiske gangsterfilm »Reservoir Dogs« er der en scene, hvor en gruppe hårdkogte mænd, lige inden de skal ud og lave et bankrøveri, diskuterer drikkepengene til servitricen på den bar, hvor de mødes for at få aftalerne på plads: Er drikkepenge en måde at motivere servitricen til at yde en god service, og dermed kundens måde at udtrykke, at man værdsætter hende? Eller er det en måde for arbejdsgiveren at skubbe en del af lønnen over på kunderne, hvor man så er skyld i, at servitricen ikke kan forsørge sig selv og sin familie, hvis man ikke giver hende drikkepenge?

Se hele scenen her

Uanset hvilken holdning, man har, kommer man ikke uden om, at drikkepenge er en vigtig del af lønnen i mange af de lande, hvor vi danskere holder ferie. Her forventes det, at man uden at kny lægger et beløb oven i regningen.

Men hvor meget skal man give? Og til hvem?

Det er spørgsmål, som også rejseselskabet Spies ofte bliver stillet af sine gæster, og derfor har selskabet bedt sine guider ude på destinationerne lavet retningslinjer for at give drikkepenge i 20 populære rejselande.

»Svarene er bestemt ikke entydige. I visse lande uden for EU er drikkepenge en del af lønnen og derfor næsten obligatorisk, mens det i andre lande er et nærmest ukendt begreb,« siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen, i en pressemeddelelse, hvor han også peger på, at drikkepengene skal tilpasses den lokale økonomi.

»En tjener på en god restaurant på Phuket i Thailand tjener ca. 300 bath (ca. 65 kr., red.) om dagen. Han vil blive noget overrasket, hvis han modtog drikkepenge i samme størrelsesorden som tjeneren på Waldorf Astoria i New York, der forventer mindst 10-15 pct. af regningens størrelse og 25 pct., når der er flere end seks personer i selskabet,« siger Torben Andersen.

Her er Spies’ drikkepenge-guide til 20 lande med de lokale guiders egne kommentarer (alle beløb er rundet op):

BULGARIEN
Stuepigen: 20 BGN (ca. 80 kr.) pr. uge.
Piccoloen: Ca. 1 BGN (ca. 4 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: 10 pct. hvis ikke drikkepenge er inkluderet – ellers runder man op.
Taxi: Ingenting, man skal i stedet »prutte« ihærdigt. Chaufførerne er blevet nemmere at handle med; de mangler kunder.
Kommentar: Bulgariens varemærke har ikke hidtil været service, men man er ved at komme efter det. Ikke mindst med udsigten til drikkepenge som drivkraft.

CUBA
Stuepigen: 1 CUC/peso (ca. 7 kr.) pr. person pr. dag.
Piccoloen: 1 CUC (ca. 7 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: 5 pct. af beløbet på regningen (er der ikke lagt »service-skat« på 5-10 pct. på regningen, så 10 pct.).
Taxi: 1 CUC (ca. 7 kr.) eller oprund beløbet på kortere ture – mere hvis taxichaufføren har kørt en udflugt.
Kommentar: Drikkepenge – og helst i USD – forventes af alle, der arbejder i turistbranchen: hoteller, restauranter, chauffører og lokale guider.

CYPERN
Stuepigen: 5-10 euro (ca. 37-75 kr.) pr. uge. Generelt er rengøringen god, men ekstra drikkepenge kan godt udløse ekstra håndklæder og en blomst på værelset. 1-2 euro (ca. 7,50-15 kr.) om dagen.
Piccoloen: Findes han, så 1-2 euro (ca. 7,50-15 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: Ca. 10 pct. af regningen, men kun hvis man er tilfreds med servicen.
Taxi: Rejselivs-brugeren Morten Madsen, der bor på Cypern, gør her opmærksom på, at det ofte sker for turister, at chaufføren har sit visitkort liggende over taxameteret, så kunden ikke kan se, hvad taxameteret starter på. Derfor skal man sikre sig, at man kan se, at taxameteret starter korrekt eller alternativt aftale en pris på forhånd. Han anbefaler, at man aftaler en pris på forhånd, da man så også sikrer sig mod at blive kørt i ring. Læs evt. mere på hans blog.
Kommentar: De ansatte i servicebranchen er ikke længere afhængige af drikkepenge, men hvem siger nej tak til en ekstra skilling?

DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK
Stuepigen: Lønniveauet er lavt, 1.300-1.500 kr./md., så læg gerne 1-2 USD (ca. 7-14 kr.) pr. dag pr. person.
Piccoloen: 1-2 USD (ca. 7-14 kr.) pr. stk. bagage .
Tjeneren: Ved en buffet forventes 1 USD (ca. 7 kr.) om dagen; lidt mere på en restaurant med servering.
Taxi: Ingen drikkepenge; de har »turistpriser«.
Kommentar: Punta Cana er præget af eksklusive all inclusive-hoteller. Ofte er der mange barer på hotellet. Når du at drikke et par drinks på en bar, så følg gerne op med 1-2 USD (ca. 7-14 kr.) – eventuelt med nogle dages mellemrum.

EGYPTEN
Stuepigen: Ca. 25-50 EGP (ca. 25-50 kr.) pr. uge pr. person.
Piccoloen: Ca. 10 EGP (ca. 10 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: 10 pct. hvis ikke drikkepenge er inkluderet, ellers runder man op. I landet findes mange all inclusive-hoteller, hvor 10-15 EGP (ca. 10-15 kr.) i ny og næ er stærkt fremmende for servicen.
Taxi: Ingenting, man skal i stedet »prutte« energisk om prisen.
Kommentar: Drikkepenge er udbredt i Egypten - også lokalbefolkningen »tipper«, når de har fået god service. Buschaufføren forventer 10-20 EGP (ca. 10-20 kr.).

STORBRITANNIEN
Stuepige: Ingenting på en weekendrejse – derefter 1 pund (ca. 10 kr.) pr. dag.
Piccoloen: 2 pund (ca. 20 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: Hvis der ikke allerede er inkluderet »service-skat« på 12,5 pct. i regningsbeløbet, gives ca. 10 pct.
Taxi: 10 pct.
Kommentar: I storbyer er man mere tilbageholdende med drikkepenge. F.eks. er begrebet nærmest ukendt på pubberne. Men lidt drikkepenge fremmer ekspeditionstiden ved baren.

FRANKRIG
Stuepigen: I dag bruger franskmændene ikke at lægge drikkepenge på værelset, men får man en ekstra god service, er det velset.
Piccoloen: Får man bragt sin kuffert til værelset eller receptionen, giver man som regel 2 euro (ca. 15 kr.) pr. stk. bagage, alt efter hotellets standard.
Tjeneren: Som regel er der inkluderet 15 pct. på regningen. 1-2 euro (ca. 7,50-15 kr.) ekstra, hvis man har været to personer på restaurant og ellers er tilfreds.
Taxi: maksimalt en euro (ca. 7,50 kr.); alternativt runder man op til nærmeste euro.
Kommentar: Al service er som regel inkluderet i priserne.

GRÆKENLAND
Stuepigen: Typisk 2,50 euro (ca. 20 kr.) pr. person pr. uge.
Piccoloen: 1 euro (ca. 7,50 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: Der forventes ca. 10 pct. af regningen; også selv om der er inkluderet »service-skat«.
Taxi: Ingen kører efter taxameter. Prisen aftales på forhånd. På længere strækninger lyder prisudspillet som regel på f.eks. 57, 68 eller 69 euro – en prissætning, der frister kunden til at runde op til nærmeste 10 euro.
Kommentar: Drikkepenge er ikke længere et spørgsmål om overlevelse på Kreta og Rhodos. Selv om arbejdsløsheden er stor, er lønningerne nu så gode, at man sjældent ser en fremstrakt servicehånd. Grækerne selv giver ikke drikkepenge. Det giver nogle sure miner, når tyskere og franskmænd mener, at de heller ikke skal give noget.

INDIEN (GOA)
Stuepigen: 200 INR (ca. 20 kr.) pr. uge.
Piccoloen: 50 INR (ca. 4 kr.).
Tjeneren: Ca. 10 pct. af det samlede beløb.
Taxi: Behøves ikke, da chaufføren allerede har medregnet dem i den aftalte pris.
Kommentar: USD og euro er mere attraktive end den lokale indiske rupee.

ITALIEN
Stuepigen: 1-2 euro (ca. 7,50-15 kr.) pr. dag.
Piccoloen: 1-2 euro (ca. 7,50-15 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: »Service-skat« på 20 pct. er som regel tillagt regningen. Er man godt tilfreds, kan man lægge et par euro – 10 euro (ca. 75 kr.) , hvis det går højt.
Taxi: Behøves ikke.
Kommentar: På tankstationerne giver man 1-2 euro (ca. 7,50-15 kr.), hvis man får ekstra service som vinduesvask eller hjælp til pumpning af dæk.

KROATIEN
Stuepigen: Hvis du er tilfreds, kan du betale ca. 100 HRK (ca. 100 kr.) pr. uge pr. værelse.
Piccoloen: Ca. 10-20 HRK (ca. 10-20 kr.).
Tjeneren: Ca. 10 pct. af regningen.
Taxi: Behøves ikke.
Kommentar: Kroaterne selv giver som grundregel ikke drikkepenge.

MAROKKO
Stuepigen: Ca. 5 euro (ca. 37,50 kr.) pr. uge pr. værelse.
Piccoloen: ca. 1 euro (ca. 7,50 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: Rund op eller giv 10 pct. oveni.
Taxi: Rund op svarende til en halv euro (ca. 3,75 kr.).
Kommentar: Alle, der yder service, forventer drikkepenge. Også buschaufføren på udflugter - ca. 1 euro (ca, 7,50 kr.) pr. person for en halvdagsudflugt og det dobbelte for en hel dag.

MEXICO
Stuepigen: ca. 1 USD (ca. 7 kr.) pr. dag. Størst beløb gives, hvis stuepigen også skal klare f.eks. opvasken i en lejlighed.
Piccoloen: 1 USD (ca. 7 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: Ca. 10-15 pct., hvis »service-skat« ikke allerede er indregnet. Stadig flere steder forventer man ca. 15-20 pct. ved særdeles god service.
Taxi: Ingen drikkepenge.
Kommentar: Mexico får besøg af mange amerikanere, og det har været med til at gøre drikkepenge udbredt i hele landet. Selv det mexicanske orkester på restauranten forventer drikkepenge - 5 USD (ca. 35 kr.) pr. bord pr. aften.

PORTUGAL/MADEIRA
Stuepigen: Ca. 5 euro (ca. 37,50 kr.) pr. uge.
Piccoloen: 0,5 euro (ca. 3,75 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: 5-10 pct. af den samlede regning.
Taxi: Rund op.
Kommentar: Alle, der yder service, forventer drikkepenge.

SPANIEN OG DE KANARISKE ØER
Stuepigen: Ca. 5 euro (ca. 37,50 kr.) pr. person pr. uge.
Piccoloen: Ca. 1 euro (ca. 7,50 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: Se kommentar.
Taxi: Ingenting – også selv om det er forholdsvis billigt at køre i taxi i Spanien.
Kommentar: Spanierne selv giver meget få eller slet inden drikkepenge. Har man blot drukket en kop kaffe, giver man ingenting, men på større restaurationsregninger giver man nogle euro alt efter regningens størrelse og kvalitet af betjening og mad.

THAILAND
Stuepigen: 40 baht (ca. 8,50 kr.) pr. dag.
Piccoloen: 50 baht (ca. 10 kr.) pr. stk. bagage, alt efter hotellets standard.
Tjeneren: På de fleste større steder indregnes »service-skat« på 10 pct., rund evt. op til nærmeste 100 baht (ca. 20 kr.). Er »service-skat« ikke indregnet, forventes der 10 pct. af regningsbeløbet.
Taxi: Når der køres uden taxameter i f.eks. en tuk-tuk, har chaufføren indregnet drikkepenge i sin pris. Ved taxameter kan gives 5-10 pct. af prisen.
Kommentar: Undlad at give drikkepenge i form af mønter – det opfattes som uforskammet. Får du en mønt tilbage efter at have betalt med en seddel, er det dog okay at give mønten som drikkepenge.

TYRKIET
Stuepigen: Ca. 10 TRY (ca. 30 kr.) pr. uge pr. person.
Piccoloen: En piccolo er en sjælden vare, men hvis han findes, så ca. 2-3 TRY (ca. 6-9 kr.).
Tjeneren: Ca. 10 pct. af regningen.
Taxi: Fast pris.
Kommentar: Drikkepenge gives ikke pr. automatik, men kan gives på restauranter, hvis maden og betjeningen er god.

USA
Stuepigen: 2-3 USD (ca. 7-20 kr.) pr. dag og op til 5 USD (ca. 35 kr.) på et luksushotel.
Piccoloen: 1-2 USD (ca. 7-14 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: Ansatte på restauranter forventer drikkepenge. Giver du 10 pct. af regningsbeløbet, udtrykker du utilfredshed med servering/mad. Med 15 pct. viser du, at alt var okay, 20 pct. betyder fremragende, og 25 pct. er takken for en enestående serviceoplevelse.
Taxi: 10-15 pct. af beløbet, alt efter service.
Kommentar: I visse stater er det tilladt at betale tjenere en timeløn på mindre end 3 USD (ca. 21 kr.). Derfor er drikkepenge en væsentlig del af lønnen. Ofte lægges der automatisk et tillæg på 25 pct. på regningen, hvis der er flere end seks personer i selskabet. På fastfoodrestauranter, hvor der er selvbetjening, gives der normalt ikke drikkepenge - selvom de unge bag disken gerne tager imod »tips«.

VIETNAM
Stuepigen: 10.000 dong (ca. 3 kr.) pr. dag pr. person.
Piccoloen: 10.000 dong (ca. 3 kr.) pr. værelse.
Tjeneren: 10 pct. af beløbet – ved mindre regninger (en kop kaffe eller lignende) runder man op.
Taxi: Man betaler efter taxameter. Vælg en bil fra Vinasun, der er det statsejede taxiselskab, eller fra Mai Linh. Her løber taxametrene som grundregel ikke for stærkt. Drikkepenge 2.000-5.000 dong (ca. 0,60-1,60 kr.) ved tung bagage.
Kommentar: Tidligere var USD mere attraktive end den lokale dong, men sådan er det ikke mere.

ØSTRIG
Stuepigen: 1 euro (ca. 7,50 kr.) pr. dag pr. person.
Piccoloen: 1 euro (ca. 7,50 kr.) pr. stk. bagage.
Tjeneren: »Service-skat« er med på regningen. Er servicen i orden, kan man runde op.
Taxi: 10 pct. oven i prisen.
Kommentar: På motorvejsrestauranter er servicecharge inkluderet, og kassedamen er ikke for forventningsfuld, når det gælder drikkepenge. Derimod forventer personalet på de bemandede toiletter mindst en halv euro pr. besøg.

DRIKKEPENGE PÅ KRYDSTOGTER

Stadig flere danskere tager på krydstogter, og her kan der være stor forskel på, hvordan der gives drikkepenge. I nogle tilfælde er de obligatoriske. I andre helt op til gæsten. Rejseliv har spurgt Jesper Boas Smith, koncerndirektør i Travel House, der bl.a. omfatter krydstogtspecialisten Bella Vista, hvordan det oftest forholder sig.

»Hos langt de fleste af »standard-rederierne« bliver drikkepenge tilskrevet regningen ombord med et fast beløb pr. person i kahytten pr. dag. Den sidste dag trækkes saldoen så på dit kreditkort som med en hotelregning. Det normale beløb er ca. 380-500 kr. pr. uge pr. person. Det er svært at være mere nøjagtig, da nogle fakturerer i euro, andre i amerikanske dollars, der er steget voldsomt de seneste otte måneder. Er skibene også indrettet med en klasse af større og bedre kahytter, opkræver man typisk yderligere 25-30 pct. i drikkepenge for de dyre kahytter,« siger Jesper Boas Smith.

Han fortæller videre, at udover de almindelige drikkepenge, der bliver fordelt til restauranttjenere og kahytspersonale, opkræver de fleste rederier 15-18 pct. i »service-skat« ved køb af drikkevarer, vin m.v. De penge går til vintjenerne og barpersonalet.

Hos nogle rederier opkræver man drikkepenge på forhånd som en del af prisen, så det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan man bliver opkrævet.

DRIKKEPENGE PÅ RUNDREJSER

Hvad så med gruppe-rundrejser, hvor man ofte har lokalguider og en fast buschauffør med på turen, og hvor en del af måltiderne på restauranter på forhånd er med i rejsens pris? Skal man også give drikkepenge her?

Som udgangspunkt ja, men der er flere måder at gribe det an på.

I nogle tilfælde er det op til én selv at give fra gang til gang, i andre samler rejselederen i begyndelsen af rundturen et fast beløb ind pr. gæst (det er dog frivilligt, om man vil være med), og han/hun fordeler så drikkepengene til de forskellige folk, der servicerer gruppen i løbet af turen. Fordelen er, at man ikke skal bruge tid på, at 20-30 gæster hver især skal finde drikkepenge frem og måske bøvle med, hvor meget den lokale valuta i eksempelvis Myanmar eller Peru er værd. Ulempen er, at det at give drikkepenge bliver upersonligt, og at man ikke får det element af, hvordan arbejdsmarkedet i netop det land fungerer, med.

»Service er altid er forhold mellem den, der giver, og den, som modtager – og vi skal huske på, hvor vigtigt det er for disse mennesker og så bare nyde at kunne hjælpe på den måde,« siger pressechef Steen Albrechtsen fra Albatros Travel, der sælger rundrejser i hele verden:

»Men det er korrekt, at mange af vores rejseledere indsamler drikkepenge til de »fælles services« som buschauffør, lokalguider og lignende, og her anbefaler vi:

Europa: 1 euro (ca. 7,50 kr.) til chaufføren pr. dag pr. gæst, og eventuelt 1 euro (ca. 7,50 kr.) pr. gæst, hvis man føler, man har haft en GOD lokalguide en hel dag.
USA: Beregn ca. 3 USD (ca. 20 kr.) pr. dag pr. gæst til chaufføren, og så kommer der ca. 2 USD (ca. 14 kr.) pr. gæst på til andre services.
Cuba: Beregn ca. totalt 3 USD (ca. 20 kr.) pr. gæst pr. dag.
Indien: På en ni-dages rejse ca. 40 USD (ca. 280 kr.) - her har man både lokalguider, »busboy«, chauffør og flere andre, der aflønnes.«