Grønne vinmarker, klippesider med knejsende borge, hyggelige småbyer med bindingsværkshuse og prægtige kulturbyer. En tur ad Rhinen fra Strasbourg til Amsterdam med stop i blandt andre Rüdesheim, Koblenz og Køln er samtidig en tur gennem Tysklands historie på godt og ondt.
Kvadratisk. Praktisk. God.
Selv om det kendte Ritter Sport-slogan ikke har noget som helst med Mannheim at gøre, kommer man uværgerligt til at tænke på det, når man går rundt i den centrale del af den mærkværdige sydvesttyske by, der ligger som kilet ind mellem de to floder Rhinen og Neckar.
Mannheim, der blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet af kurfyrste Friedrich IV af Pfalz er det rationelles triumf, idet byplanen simpelthen er et netværk af kvadrater – ikke ulig Manhattan i New York, blot skabt 200 år tidligere.
Her er lige linjer over – ja, hele linjen. Baggrunden for den usædvanlige byplan er, at kurfyrsten skabte Mannheim som én stor soldaterlejr og eksercitsplads, hvor fjenden ville kunne ses på lang afstand gennem de lige gader, hvorefter det bare var at lade rytteri og fodfolk storme frem mod ham.
Tilsyneladende virkede strategien dog ikke alt for godt, for Mannheim blev stort set jævnet med jorden i den efterfølgende Trediveårskrigen mellem protestanter og katolikker. Ligesom den senere blev det i Niårskrigen mod franskmændene samt i Anden Verdenskrig, hvor den blev sønderbombet, da byen på grund af sin placering ved Rhinen havde stor militærindustriel betydning.
Vi – min hustru og jeg – er blevet anbefalet at se byens vartegn, det 60 meter høje vandtårn fra 1886 på Friedrichsplatz, men dropper det og går i stedet tilbage mod vores flodkrydstogtsskib, »Switzerland II«, der ligger fortøjret ved promenaden langs Neckars bred.
Her hyggesnakker vi over et glas vin på soldækket om, hvordan det mon påvirker én at vokse op i en by som Mannheim? Det kan da ikke være godt for fantasien at bo i opgang 4 i kvadrat H6 og så sige til sin mor: »Jeg smutter lige over til Heinz i Q2.«
Når naturen tager kontrollen
Er Mannheim en småtrist oplevelse, var vi til gengæld begejstrede for franske Strasbourg, hvorfra vi var kommet med bus tidligere.
Vores rejsegruppe skulle have påmønstret »Switzerland II« i Basel i Schweiz, men på grund af kraftigt regnvejr i bjergene var vandstanden i Rhinen steget så meget, at krydstogsskibene ikke kunne komme ind under broerne over floden. Derfor måtte vi fragtes med bus fra Zürich, hvor vi landede med flyet fra København, til Strasbourg, og så overnatte dér, inden vi kørte videre til Mannheim, hvor vores skib ventede på os.
Det er selvfølgelig brandærgerligt at miste en fjerdedel af sejlturen mod endemålet Amsterdam i Holland, men på denne type rejse må man acceptere, at naturen kan kuldkaste éns planer.
På busturen kom vi forbi det vildt brusende Rheinfall – Europas største vandfald, hvor man i tidligere tider måtte trække skibene og fragtprammene i land, skille dem ad og bære dem forbi vandfaldet og samle dem igen, inden man kunne sejle videre på Rhinen. Og så mod vest gennem det bakkede, grønne skovområde Schwarzwald og ind til Strasbourg.
En afslappende måde at besøge byer på
Og nu sidder vi så endelig på soldækket på »Switzerland II«, der lægger Mannheim bag sig.
Tempoet er adstadigt, men vi har heller ikke travlt. Nu skal vi nyde livet til søs.
Vi har tidligere været på flodkrydstogt – på Donau – og er glade for kombinationen af det afslappede liv ombord, de interessante byer, man lægger til ved undervejs, samt ikke mindst naturscenerierne, der udfolder sig foran én, efterhånden som man kommer frem.
Denne gang foregår krydstogtet på den 1.320 kilometer lange Rhinen, der er Europas tredjelængste flod efter Donau og Volga.
Vi er nu ikke med hele vejen fra udspringet i Schweiz til udløbet i Nordsøen, men på en ugelang tur (der altså blev en del forkortet i denne omgang) fra Basel med landgang i Strasbourg, Mannheim, Rüdesheim, Koblenz, Køln og Amsterdam.
»Switzerland II« har plads til 108 passagerer, og en del sidder i dækstolene heroppe i solskinnet eller står ved rælingen og kigger ind på de småbyer, vi passerer. Andre slapper af i de bløde lænestole og sofaerne i loungen på dækket nedenunder, og mon ikke der også er nogle, som får sig en eftermiddagslur i de rummelige kahytter, der alle har panoramavinduer?
Skuffelsen skal ikke ødelægge turen
Det er tydeligt at se, at vandstanden i Rhinen ér højere end normalt. Flere steder står vandet helt oppe under kronerne på træer, som plejer at stå langs bredden.
Vi passerer hvide kirker med koksgrå tage og spir, grønne skovstrækninger og klynger af små huse med blomsterfyldte haver. Det er som at sejle gennem et postkort.
Forplejningen ombord er mere prosaisk. Det opdager vi ved aftensmaden i skibets restaurant. Maden, der er med i prisen for krydstogtet, er på det jævne, selv om det bliver anrettet og serveret med en mine, som er man på en fin restaurant: Småbitte skiver stegt andebryst, oksekødssuppe uden smag, supermarkeds-tortellini, ostetallerken med tre små forkølede stykker brie og roquefort samt en mislykket creme brûlee.
Vinen er ikke bedre. Vi har – som de fleste andre passagerer – ladet os lokke til at købe en såkaldt drinkspakke med al den sodavand, frugtjuice, kaffe, te, øl og husets vine, som man lyster, for 17.50 euro pr. person om dagen. Det er cirka 130 kr. og virker billigt, når man sådan lige går sine forbrugsvaner igennem i hovedet.
Men det viser sig, at juicen er blandet op med vand, øllet noget tyndt sjask og vinen helt uden karakter.
Vi er skuffede, men humøret er ikke helt ødelagt. Vi tager hver en cappuccino fra loungens bar med op på soldækket og nyder aftenlivet inde på bredden – folk lufter hunde, løber motionsture på stierne langs floden eller sidder og hyggesnakker nede ved vandet.
Et charmerende stop
Den lille by Rüdesheim er et af Tysklands største turistmål og stort set det modsatte af golde Mannheim.
På den modsatte side af Rhinen ligger Bingen, hvor den berømte Hildegard af Bingen (1098-1179) grundlagde sit første kloster. Hildegard, der regnes for en af Middelalderens mest betydningsfulde kvinder, var teologisk tænker, pioner indenfor lægekunsten og komponist, og allerede i sin samtid fik hun en stor skare følgere. Så mange, at der blev bygget et nyt, større kloster på Rüdesheim-siden, som trækker de mange besøgende til.
Vi vælger dog at blive i selve byen, der blev forskånet for ødelæggelser under Anden Verdenskrig, så her er charmerende med udsmykkede bindingsværks-købmandsgårde fra 1500- og 1600-tallet i små, krogede gader med niveauforskelle, der kræver benmuskler. Udover at være religiøst og vidensmæssigt kraftcenter var Rüdesheim også gennem generationer en vigtig handels- og vinby, og endnu i dag har mange hoteller og restauranter egen vinproduktion.
Den kan man smage på i en af de mange vinhaver, der ligger i den idylliske Drosselgasse, der dog er på grænsen til at være en turistfælde, spækket med souvenirbutikker som den er. Vi smutter ind på det gamle gæstgiveri Breuers Rüdesheimer Schloss, der har et gammelt klokkespil, som spiller traditionelle tyske melodier hver anden time. Her serverer man også byens specialitet, den lokale weinbrand Asbach Uralt (en slags cognac), der hældes op i en særlig kop, hvorpå man hælder sukker i og antænder det, så alkoholen forbrændes. Herefter fylder man kaffe på.
Efter en kop helt almindelig kaffe tager jeg svævebanen op over vinmarkerne til byens anden store attraktion; det 38 meter høje Niederwald-mindesmærke fra 1883, hvor den 11 meter høje Germania-statue hæver sig over et stort relief med kejser Wilhelm I til hest omgivet af adel og soldater. Kejseren lod det opføre til erindring om samlingen af Tyskland, da man efter sejren i Den Fransk-Prøjsiske Krig (1870-71) indlemmede Rhinlandet i det kejserlige tyske imperium.
Germania, der vist er et tysk forsøg på at lave et modsvar til den franske Marianne, skuer mod Frankrig med egeløvskrans på hovedet og er iført romersk brynje med den tyske ørn. Hun har sænket sit sværd for at signalere fred – men ér klar til at kæmpe – og har Forsynets engle ved sin side.
Det underspillede har aldrig været tyskernes stærke side.
Omkring monumentet er der skov, som tydeligvis er populært hundeluftnings-område. Man kan købe vin ved en bod – og selvfølgelig souvenirs. Mange har taget frokostkurve med og dækker op ved bænke og borde med udsigt ned over Rüdesheim og Rhinen.
At flyde med naturen ved skibets sider
Efter frokost ombord på »Switzerland II« sejler vi gennem en del af flodlandskabet – det med den berømte Loreley-klippe – der er UNESCO-beskyttet på grund af sin store skønhed.
Og turen ér meget smuk, som Rhinen slynger sig mellem høje klippesider med slotte og borge. Indimellem er der kig til skovklædte bakker, grønne vinmarker og småbyer.
Vi passeres jævnligt af andre flodkrydstogtskibe og mindre udflugtsbåde, der sejler turister ud til Loreley-klippen, der for mig dog er lidt af en skuffelse. Det er bare en høj klippevæg med et tysk flag og et EU-flag på toppen.
Tidligere var dette den farligste del af Rhinen. Sejlrenden var lavvandet og smal med forræderiske undersøiske klippeskær, så mange skibe forliste her, og derfor blev stedet nærmest mytisk. Man sagde, at der var en smuk sirene, Loreley, som lokkede sømændene i døden. Hende er der en statue af nedenfor klippen. I dag er sejlrenden både dybere og bredere, og man har forlængst sprængt klippeskærene væk.
Nede i loungen er der kaffe med kage og orgelmusikunderholdning med tyske schlagere, men denne del af Rhinen er alt det, man forestiller sig af turen på forhånd, så vi foretrækker at sidde på soldækket med et glas kølig Riesling – ikke fra drinkspakken, men fra baren – og nyde det smukke natursceneri i fred og ro.
Længere fremme, ved Koblenz, sejler vi et lille stykke op ad Mosel, der løber ud i Rhinen her. Vi lægger til midt i byen, hvoraf mere end 80 procent blev ødelagt under Anden Verdenskrig. Men i modsætning til Mannheim er her både charmerende og hyggeligt.
Vi går en lang tur gennem byen. Først forbi Deutsches Eck, hvor Rhinen og Mosel mødes. Her troner en genskabt kæmpe rytterstatue af Wilhelm I ledsaget af engel, der bærer hans kejserkrone.
Et symbol på genforening
Statuen, der er udført i samme bombastiske stil som Germania, har en historie, der er tæt forbundet med Tysklands. Den oprindelige statue, der blev rejst i 1897, blev i 1945 svært skadet af en artillerigranat og fjernet. I 1949, hvor Tyskland blev delt i to, besluttede man at udtrykke håbet om igen en dag at blive forenet ved på området at have de tyskes delstaters våbenskjolde (inklusiv de tre for evigt tabte: Schlesien, Østprøjsen og Pommern) med et tysk flag vajende over sig. Da Berlinmuren faldt i 1989, fragtede man tre stumper af muren her til Koblenz og satte dem op på Deutsches Eck som symbol på ofrene for delingen. Og efter genforeningen i 1990 kom de tidligere østtyske delstaters våbenskjolde til.
Da de to Tysklande nu atter var blevet til ét, begyndte man at diskutere, om man skulle rekonstruere pladsen og opstille en kopi af den gamle statue. Sagen var politisk betændt, men endte med, at den gamle kejser i 1993 atter kunne sidde til hest og skue ud over de to floder.
Vi fortsætter ad promenaden langs Rhinen til Kurfyrstepaladset – gigantisk, hvidt og med store klassicistiske søjler – og går en tur i den tilhørende park med lyserøde og gule blomster, træer med lilla blomsterkroner og bænke udsmykket med tre kejserlige ørne.
Vi slutter inde i den moderne bykerne med gågader, kirker og små pladser med et gevaldigt leben ved isboderne og udendørscaféerne.
Tilbage på »Switzerland II« er der pirattema ved aftensmaden. Restauranten er pyntet op, og personalet klædt ud. Tjenerne spiller fulde og begynder halvhjertet at fægte med hinanden. Retterne på menukortet har skøre navne – »kokken rydder op« er salat med revet rødkål, gulerod, tomat og julesalat, og »Sømændsfingre med maddiker« er paneret kalkunschnitzel med kartoffelsalat. Stemningen er noget anstrengt, for det virker ærligt talt som en dårlig børnefødselsdag, men den bliver bedre, da nogle af de tyske gæster går med på spøgen og banker i bordet med glassene og råber på mad og øl. Personalet er tydeligvis lettede over, at nogle leger med.
Et ønsker, der gik i opfyldelse
Jeg burde have sagt mig selv det.
Køln er en af de byer, jeg i årevis har haft på listen over europæiske kulturbyer, som jeg bare må besøge. Der er selvfølgelig den berømte domkirke, men der måtte være masser af andet historisk interessant at se. Vi taler trods alt om en 2.000 år gammel by (navnet Køln er en videreudvikling af det romerske »colonia« – en legionærlejr, som romerne byggede her ved Rhinens bred i år 16 e.Kr.) og det rige Rhinlandets hovedstad.
Men da »Switzerland II« passerer store områder med industri og anonyme beboelsesejendomme, efterhånden som vi nærmer os Kølns centrum, og den forventede mangfoldighed af kirketårne, storslåede klassiske hoteller langs vandet, overdådige adels-domiciler og imposante teatre udebliver, går det op for mig, at det Køln, jeg så mange år har set for mit indre, forlængst er borte.
95 procent af byen blev ødelagt under Royal Air Forces luftbombardementer i Anden Verdenskrig. Byen blev bombet på 262 togter, hvori der alene i det ene – natten mellem 30. og 31. maj 1942 – deltog flere end 1.000 fly. Til sidst rejste kun domkirken sig over ruinerne. Ikke at man var gået udenom den. Kirken blev ramt af 14 bomber, men blev stående.
»Switzerland II« lægger til ganske tæt på domkirken, der ligger klemt inde mellem moderne bygninger og den virkelig grimme hovedbanegård, og vi beslutter at gå en tur ind for at se på byen og finde et sted at spise frokost.
Fordi jeg havde så store forventninger, bliver jeg meget skuffet. Jeg skal ikke kunne afvise, at man sagtens kan tilbringe nogle spændende og hyggelige dage i byen, men for mig er den et underligt og ucharmerende sammensurium af bygninger i alverdens stilarter, hvoraf nogle stammer tilbage til 1950erne, hvor man hastigt genopbyggede det af byen, man nu kunne, andre er i en ikke ret heldigt 1960- og 1970-stil, og andre igen er senere lappeløsninger.
Jeg ved, at der nede langs Rhinen er opført spændende moderne arkitektur de seneste år, men desillusionerede vælger vi at blive ved domkirken, hvor vi får en rigtig god frokost på Café Funkhaus, der hedder sådan, fordi den ligger i stueetager af tv- og radiostationen Westdeutscher Rundfunks bygning.
Og udsigten skuffer ikke. Domkirken – eller Dom St. Peter und Marie, som den hedder – er en af verdens største kirker og et imponerende skue, som den med sine dobbelttårne stræber mod himlen. Den er på én gang meget gammel og forholdsvis ny. Koret blev opført fra 1248-1322, og man arbejdede på tværskibet og skibet frem til 1560. Men som set så ofte før, løb man tør for penge, og arbejdet stoppede nogle hundrede år.
I begyndelsen af 1800-tallet genfandt man de oprindelige byggetegninger, og grebet af den romantiske fascination af Middelalderen og nationens historie, der løb gennem mange lande i de år, besluttede man at fuldføre bygningen (dog med anvendelse af moderne byggeteknik) og satte en stor indsamling i gang.. I 1880 – flere end 600 år efter, at byggeriet var begyndt – stor domkirken færdig med sine 157 meter høje tårne.
Tilbage på »Switzerland II« glæder jeg mig over, at der trods alt ikke er pirattema igen i aften. Og i sikker forvisning om, at turens sidste stop, hollandske Amsterdam, hvor vi har et helt døgn, inden turen atter går hjemad, altid er skøn at besøge, konkluderer vi, at dette krydstogt, skønt enkelte småskuffelser og skønhedspletter, er særdeles anbefalelsesværdigt over for dem, der gerne vil kombinere interessante byoplevelser med smuk natur og daseri.
Rejseliv var inviteret af Albatros Rejser.
