Intet må lækkes. Telefoner skal afleveres uden for et lukket rum. Og den længe ventede advokatrapport udleveres nummereret på et hemmeligt sted og tidspunkt, så ingen kan tage et eksemplar med uden at blive opdaget. 

Så stort er hemmelighedskræmmeriet, når den længe ventede advokatundersøgelse af anklagerne mod den tidligere fagboss Lizette Risgaard om upassende adfærd bliver fremlagt torsdag for forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. 

Det fortæller Gitte Redder, faglig kommentator, journalist og vært på podcasten 'Fagbevægelsen uden filter' i P1 Morgen.

»Det sker for at beskytte de personer, som er stået frem via whistleblowerordninger og lade sig interviewe,« udtaler Gitte Redder, der også har beskrevet forløbet i mediet A4. 

Undersøgelsen skal kortlægge episoderne og ikke mindst, hvordan episoderne blev håndteret i FH.

Konklusionerne kan derfor også få afgørende betydning for, hvem der kan stille op som ny fagboss til stormøde i fagbevægelsen i september. 

Der er altså meget på spil for ledelsen i FH, hvor Lizette Risgaard var formand, indtil en række mænd fortalte om uvelkomne berøringer fra formanden, og hun efterfølgende trak sig fra den magtfulde post. 

Lizette Risgaard slår nu igen efter flere måneders tavshed, og meget er på spil, når konklusionerne i advokatundersøgelsen om anklagerne fremlægges torsdag. 
Lizette Risgaard slår nu igen efter flere måneders tavshed, og meget er på spil, når konklusionerne i advokatundersøgelsen om anklagerne fremlægges torsdag.  Foto: Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Hun skrev dengang på sin Facebook-profil, at hun erkendte at have udvist 'upassende adfærd' og handlet 'uprofessionelt som leder'. 

Men i et interview tirsdag gik hun efter tre måneders tavshed i modoffensiv og afviser nu blankt at have »gramset« på nogen.

Lizette Risgaard føler sig uretfærdigt behandlet af både medier og af de forbund, der trak støtten til hende i april i stedet for at afvente konklusionerne i advokatundersøgelsen. 

Hun varsler, at sagen kan få et efterspil.

Der er altså for alvor lagt op til et opgør, når undersøgelsen torsdag bliver lagt frem.

Det er advokatfirmaet Kromann Reumert, der står bag undersøgelsen, der allerede inden sommeren blev udskudt og omdiskuteret. 

Her kom Mona Striib, formand for FOA, for skade at kalde det en 'uvildig' undersøgelse, hvilket det ikke er. 

Fagboss indrømmer: Undersøgelse af Lizette Risgaard er ikke uvildig

Når de 24 medlemmer af forretningsudvalget skal mødes torsdag, skal de først læse rapporten, og efterfølgende diskutere den.

Hverken Kromann Reumert eller FH har ønsket et kommentere forløbet, eller hvor mødet skal finde sted. 

FH har indkaldt til ekstraordinær kongres 7. september, hvor en ny formand skal vælges. Endnu har ingen meldt sig som officiel kandidat.