Helle Thorning-Schmidt har erkendt, at hun ved en sløset fejl har givet forkerte oplysninger om sin mands ophold i Danmark i en mail til Justitsministeriet. Men også selv om hun ikke bevidst gav disse forkerte oplysninger, kan hun sagtens risikere en straffesag. En tidligere dom viser nemlig, at sløseri med oplysninger til myndighederne ikke nødvendigvis behøver være med fortsæt for at være strafbart. Det skriver B.T. - Fra retspraksis kendes eksempelvis en sag, hvor en advokat blev dømt ti dagbøder af 1000 kroner for at have erklæret, at en kvinde var myndig. Det lå i sagen fast, at hun så myndig ud. Men trods sin umiddelbart gode tro blev advokaten altså alligevel dømt efter straffelovens 163, siger lektor i strafferet Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet. Socialdemokraternes formand skrev i mailen Justitsministeriet, at manden Stephen Kinnock er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag. Men til Skat har hun oplyst, at hun har talt det sammen til blot at være 33 weekender. - Det er en sløset fejl. Men det der selvfølgelig er vigtigt for mig at få sagt er, at det ikke er en bevidst fejl som vi har gjort for at snyde, sagde Helle Thorning-Schmidt til B.T. den 30. juli. Lasse Lund Madsen vil ikke udtale sig om Thornings konkrete sag, men slår fast, at den tidligere dom er et eksempel på en domfældelse, hvor den dømte ikke har handlet forsætligt, men bliver dømt for ikke at have undersøgt sagen ordentligt. Politiadvokaturen hos Københavns Politi er lige nu ved at vurdere om der er grundlag for at rejse en sigtelse mod Helle Thorning-Schmidt for at give urigtige oplysninger til en offentlig myndighed. - Vi vurderer stadig sagen og derfor har vi ingen kommentarer overhovedet, siger kommunikationsmedarbejder Lars Borg fra Københavns Politi.