Enhedslisten havde alle muligheder for at indgå en skatteaftale med regeringen, men partiet forpassede den, siger Thor Möger Pedersen.

Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller i Enhedslisten havde muligheden for at lave et skatteforlig med regeringen, men partiet kom hele tiden med nye krav til aftalen, og derfor endte regeringen med at skrive under på en aftale med Venstre og Konservative.

Det forklarer skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), der har måttet lægge øre til sønderlemmende kritik fra Enhedslisten af den aftale, som regeringen sammen med de to borgerlige partier fredag aften nåede til enighed om.

- I den sidste uge har Enhedslisten haft mulighed for at indgå en aftale med regeringen. Det betød, at vi tog en langsommere stigning for kontanthjælp og dagpenge ud. Men Enhedslisten har hele tiden rejst yderligere krav, siger Thor Möger Pedersen til Ritzau ifølge Politiken.

Han understreger, at regeringen gerne ville have skrevet under på en aftale med sit parlamentariske grundlag.

- Regeringen har forsøgt konstruktivt at imødekomme dem. Desværre har Enhedslisten på intet tidspunkt bidt til bolle og lukket. Det er ærgerligt. Jeg havde gerne set en aftale med Enhedslisten, ssiger skatteministeren.

Skatteaftalen mellem de tre regeringspartier samt Venstre og Konservative kom bag på de fleste politiske eksperter, der for længst havde meldt de borgerlige partier ude.

Kort efter aftalen sagde Enhedslisten, at partiet ikke længere betragter sig som støtteparti for regeringen.

- Vi er i opposition, sagde Johanne Schmidt-Nielsen til den fremmødte presse på Christiansborg.

Selv om skatteministeren altså gerne havde set en aftale med det nu forhenværende støtteparti, så mener han, at slutresultatet er det, man skal fokusere på.

- Det er vigtigere, hvad en aftale er, end hvem vi laver den med. Det havde været godt med en aftale med Enhedslisten, men jeg er rigtig tilfreds med den aftale, som ligger nu, siger Thor Möger Pedersen til Ritzau.

Det er ikke kun i Enhedslisten, at utilfredsheden har bredt sig efter aftalen. Også i regeringspartiet SF har flere kritikere meldt ud, at partiet er inde på en forkert kurs.