Pia Kjærsgaard har nu fået styr på, hvem der er med i Schengen-aftalen. Det internationale samarbejde, der giver 400 mio. europæiske borgere fri bevægelighed henover grænserne.
Tirsdag skrev bt.dk, at lederen af Dansk Folkeparti fastslog i sit ugebrev, at Rumænien og Bulgarien allerede var fuldgyldige medlemmer af Schengen og Kjærsgaard udtrykte derfor bekymring over, at EUs ydre grænser blev bevogtet af "givetvis korrupte" toldere.
Men Kjærgaards ugebrev blev til et ups-brev, fordi de to lande endnu ikke er fuldgyldige medlemmer.
Det fik EU-politikeren Jens Rohde til håne DF'eren på Facebook. Venstre-manden fandt det dybt pinligt, at Kjærsgaard, der går så meget op i grænsekontrol, ikke vidste mere om Schengen.
- Flot Pia. Fantastisk viden, du her demonstrerer, lød det sarkastisk fra Rohde.
I Kjærsgaards feriefravær erkendte udenrigsordfører Søren Espersen straks, at der var tale om en fejl, og den er nu blevet rettet i ugebrevet. Den oprindelige tekst lød: 'EU har desuden indlemmet en serie østeuropæiske lande i Schengen-samarbejdet - senest Bulgarien og Rumænien'.
Men den er nu ændret til: 'EU har desuden indlemmet en serie østeuropæiske lande i Schengen-samarbejdet - Bulgarien og Rumænien bliver de næste'.
Jens Rohde revser også DF for, at være så meget imod Rumænien og Bulgarien indtræden i Schengen, uden reelt at gøre noget ved det.
- Danmark kan fint nå at veto den optagelse endnu. Pia skal bare stille kravet til regeringen. Jeg har anmodet om det for længe siden - til stor moro for Messerschmidt, skriver Rohde på Facebook og hentyder til, at Messerschmidt i januar latterliggjorde, at Venstre-manden opfordrede Danmark til at gå imod Rumænien og Bulgariens optagelse.
Men nu siger udenrigsordfører Søren Espersen, at Dansk Folkeparti jo dybest set er enige med Jens Rohde og gerne vil støtte op om et veto.
- Vi vil gerne foreslå, at Danmark skal nedlægge veto, men vi kommer ingen vegne, når EU-flertallet er, som det er, i Folketinget.