Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg har ifølge Ekstra Bladet beslutte at forkorte coronapassets gyldighed.

Coronapassets gyldighed forkortes med fem måneder. Dermed gælder det i syv måneder efter vaccination.

Det har et flertal i Folketingets Epidemiudvalg besluttet, erfarer Ekstra Bladet fra tre mødedeltagere.

Et mindretal i udvalget stemte imod ændringen, lyder det.

På nuværende tidspunkt gælder coronapasset i 12 måneder for vaccinerede efter andet eller tredje stik. Det gælder seks måneder for tidligere smittede, skriver mediet.

Dermed håber myndighederne og politikerne at kunne bremse spredning af coronavirus.

Folketingets Epidemiudvalg har ifølge Ritzaus oplysninger tidligere på dagen besluttet at forlænge kategoriseringen af coronavirus som samfundskritisk. Det forlænges med otte uger.

Dermed kan der med kort varsel indføres tiltag, der skal begrænse smitten.

Mødet i epidemiudvalget er i gang onsdag eftermiddag. Politikerne skal tage stilling til de anbefalinger, som Epidemikommissionen fremlagde tidligere onsdag.

I forvejen har kommissionen indstillet, at politikerne anbefaler at droppe julefrokoster og udskyde sociale arrangementer. Det erfarer Ritzau.

For at begrænse smitten anbefaler Epidemikommissionen videre, at folkeskoleelever bliver sendt hjem fra skole. Det bør gælde fra 15. december til og med 4. januar.

Derudover anbefaler kommissionen, at store begivenheder med over 50 stående gæster bliver droppet. Også nattelivet i form af diskoteker bør lukkes.

Det anbefales, at der lukkes for servering mellem klokken 24 og 05. Desuden anbefales det, at der igen indføres krav om mundbind på restauranter, medmindre man sidder ned.

Onsdag har smittetallet slået rekord i Danmark. Der er fundet 6629 nye coronatilfælde. Det er det højeste på et døgn under epidemien herhjemme.

Derudover er antallet af tilfælde med den nye coronavariant Omikron steget yderligere. Tirsdag var der registreret 398 tilfælde, mens det onsdag lyder på i alt 577.

/ritzau/