Muligheden for at kunne donere sin nyre anonymt vil have stor betydning for nyresyge patienter.

København. Flere nyresyge vil få et bedre liv, efter at et flertal i Folketinget har gjort det muligt, at også anonyme donorer kan give deres nyre væk.

Det er forventningen hos Jan Rishave, landsformand i Nyreforeningen.

- Vi har set i udlandet, at det virker. Englænderne startede for nogle år siden, og i dag er de oppe på omkring 60 nyrer om året, der gives anonymt. Så vi tror da, det bliver til noget, siger han.

Med aftalen, som alle partier bakker op om, behøver nyredonorer ikke at være ven eller familie til den patient, som har behov for en nyre. I stedet kan man vælge at give sin nyre væk, hvis man ønsker at gøre en god gerning.

Nyreforeningen forventer at igangsætte en oplysningskampagne, som skal informere potentielle donorer om den nye mulighed.

Etisk Råd blev sidste år bedt om at se på fordele og ulemper ved anonym donation af nyrer. Rådet besluttede at anbefale, at det skulle være muligt.

Etisk Råd peger på, at anonym donation vil forkorte ventelister og redde liv. Men samtidig påpeger rådet, at det er vanskeligt at opretholde anonymiteten.

Nyreforeningen har dog nogle konkrete forslag til løsninger. Foreningen foreslår, at man ligesom med afdøde donorer samler organerne og derfra sender dem videre til de patienter, som skal have dem.

Jan Rishave nævner også, at man kan kan sætte kæder i gang - eventuelt på tværs af Norden - så en nyre fra Sverige bliver sendt til Danmark, og Danmark til gengæld sender én retur.

Ved anonym organdonation bliver det selvsagt ikke muligt at møde donoren og viderebringe sin taknemmelighed. Men det er ifølge Jan Rishave heller ikke altid nødvendigt for den patient, som har modtaget en ny nyre.

- Jeg er selv transplanteret tre gange, og jeg har aldrig følt, at jeg skulle ud og sige tak. Men jeg tænker ofte over, at det er godt, at der er nogle, der har sagt ja til at afgive deres organer, så jeg har fået det liv, jeg har, og ikke har skullet være i dialyse i alle de år, siger han.

/ritzau/