En opkvikkende morgenkaffe, nem takeaway til aftensmad eller en indkøbspose, når du er ude at handle.

Alt sammen noget, de fleste af os bruger penge på i løbet af ugen, men de små udgifter lagt sammen bliver store beløb, som du kunne have brugt på noget sjovere.

Herunder kan du se en oversigt over de mest almindelige, daglige og unødige udgifter, som danskerne har, og hvor der kan spares store penge ved små ændringer.

Kaffe

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Mange har svært ved at klare sig uden morgenkaffen for at få en ordentlig start på dagen. Men i løbet af en travl morgen er det ikke altid, alle lige når at brygge den hjemmefra, og derfor køber de den i stedet på vejen.

Dagligt: 30 kroner

Ugentligt: 210 kroner

Årligt: 10.950 kroner

For de penge kunne du i stedet have fået en all inclusive ferie for to personer til Gran Canaria på et firestjernet hotel.

Cigaretter

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Claus Bech
Vis mere

Lasten af alle laster. Du ved, det ikke er sundt for dig, men alligevel ryger cigaretpakken gang på gang ned i indkøbskurven eller med over disken, når du skal ud at handle.

Dagligt: 40 kroner

Ugentligt: 280 kroner

Årligt: 14.600 kroner

Hvis du længes endnu længere væk, så kan du ved at kvitte smøgerne komme hele vejen til Thailand med din partner og to børn. Dog rækker pengene kun til jeres tur/retur flybilletter, men det er også en start.

Take away

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Vis mere

Når du kommer træt hjem fra arbejde er det måske ikke i køkkenet, du har lyst til at bruge din tid og dine kræfter. En pizza eller en omgang thaimad er en dejlig nem løsning, men hvis du spiser taka away en gang om ugen, løber det op.

Dagligt: 11,5 kroner

Ugentligt: 80 kroner

Årligt: 4.197 kroner

For de penge kan du købe en Playstation 4 og stadig have overskud til at købe en ekstra controller og 3-4 spil.

Stor tv-pakke

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: JOHN MACDOUGALL
Vis mere

Kan du godt lide at have en masse tv-kanaler at vælge imellem? Måske skulle du overveje, om du kan nøjes med lidt færre og i stedet bruge dine penge på noget sjovere.

Dagligt: 17 kroner

Månedligt: 519 kroner

Årligt: 6.228 kroner

Hvis du skifter fra den store tv-pakke til den mindste, har du 4.680 kroner ekstra på lommen om året. For de penge kan du få en spitny cykel, du kan køre rundt på.

Sodavand

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

Kan du godt lide en halv liter sodavand til frokosten eller til aftenslikket om fredagen? Udgifterne til en sodavand her og der tænker de fleste nok ikke over, men det burde du nok gøre. Hvis du drikker to halvliters sodavand om ugen, ser regnskabet således ud:

Dagligt: 5 kroner

Ugentligt: 40 kroner

Årligt: 2.080 kroner

For de penge kan du og din partner og to børn få to overnatninger i ferielandet Lalandia.

Indkøbsposer

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Er du typen, der glemmer det genanvendelige indkøbsnet, når du skal ned at handle? Måske kan det godt betale sig at have et liggende fast i tasken, så du ikke står i butikken og skal bruge penge på (endnu en) plastikpose. Udregningen er lavet af mikronomi.dk og er baseret på tre ugentlige indkøb med en pose hver gang.

Dagligt: 1 krone

Ugentligt: 9 kroner

Årligt: 468 kroner

For de penge kan du tage dit barn med på Dyrehavsbakken og købe turpas til jer begge.