OL i Tokyo står til at blive det dyreste sommer-OL i historien ifølge det seneste budget for legene.

Udgifterne til det udsatte sommer-OL i Tokyo bliver ved med at stige.

Ifølge nyhedsbureauet AP har arrangørerne tirsdag fremlagt det seneste budget, som viser, at regningen for det store arrangement er vokset til 15,4 milliarder dollar. Det svarer til 94 milliarder danske kroner.

Dermed er prisen vokset med 2,8 milliarder dollar - eller 17 milliarder kroner - i forhold til det budget, der blev fremlagt sidste år.

De ekstra udgifter er prisen for udsættelsen af OL, der efter planen skulle have været afholdt i 2020, men som på grund af coronapandemien først begynder i juli næste år.

Regningen på 15,4 milliarder er en fordobling af det budget, som japanerne fremlagde, da de i 2013 fik tildelt værtskabet for legene. Dengang lød det samlede budget på 7,5 milliarder dollar.

Ifølge en undersøgelse fra Oxford Universitet bliver Tokyo-legene det dyreste sommer-OL nogensinde.

Den største regning har indtil nu ligget i London, som i 2012 brugte 15 milliarder dollar på sommerlegene i den britiske hovedstad.

Det dyreste OL til dato var vinter-OL i Sotji to år senere. Legene i sortehavsbyen kostede 22 milliarder dollars. Det svarer til mere end 137 milliarder danske kroner.

OL i Tokyo begynder 23. juli.

/ritzau/Reuters