En politimand i Lund får stor opmærksomhed for sine tanker om en 16-årig drengs selvmordsforsøg. 

»For 25 minutter siden hængte du dig. 16 år gammel, bare et barn. Men ved et ufatteligt tilfælde kom din ven ind på dit værelse nogle få sekunder efter og lykkedes med at få dig fri af løkken.«

Sådan starter en beretning fra en politimand i Lund, der lige nu deles vidt og bredt på Facebook. Politimanden, der kalder sig »Tobbe«, blev kaldt ud til et selvmordsforsøg i nat, hvor et uledsaget flygtningebarn forsøgte at hænge sig.

Men det blev opdaget i tide, og det er turen til hospitalet, som »Tobbe« skriver om. Her forsøger han at holde den unge fyr, hvis nationalitet ikke er kendt, nede, mens han har adskillige angstanfald.

Politiet i Lund lagde opdateringen ud omkring kl. 8 i morges, og siden er den blevet delt over 20.000 gange, mens omkring 10.000 personer i timen tilkendegiver, at de »synes godt om« artiklen.

Udover den rørende beretning om drengen indeholder opdateringen også en bredside til den del af den svenske befolkning, som er stærkt kritiske overfor det drastisk voksende antal uledsagede flygtningebørn, der indgiver asylansøgninger i Sverige.

Flest flygtningebørn i EU

De svenske myndigheder forventer, at Sverige vil modtage flere flygtningebørn end noget andet EU-land i år. Bare til og med august søgte 6.432 børn om asyl i Sverige. I august er der flere uger i træk ankommet 40 flygtningebørn om dagen. Sidste år var tendensen den samme, hvor 29 procent af alle asylansøgninger fra flygtningebørn i hele EU, blev indgivet i Sverige.

Men det er ikke alle, der tror på, at de mange nyankomne virkelig er børn. De svenske myndigheder tjekker ikke som udgangspunkt, om en asylansøger virkelig er mindreårig, når han eller hun siger det. Kun hvis personen ser åbenlyst ældre ud, bliver der foretaget en vurdering. Hvis udlændingemyndighederne vurderer, at asylansøgere er und er 18 år, har personen ret til familiesammenføring med hele sin familie.

Det har man ikke, hvis man er over 18 år, og det mener indvandrerkritiske svenskere, bliver udnyttet, fordi stigningen i antallet af mindreårige asylansøgere er så voldsomt. Blandt andet tordner Sverigedemokraterna mod det manglende tjek af ansøgernes alder om omtaler konsekvent ansøgerne som "de såkaldte flygtningebørn".

Dem henvender den skånske politimand sig direkte til i sin opdatering.

»Til alle dem med fordomme om uledsagede børn: Tænk, hvis I kunne følge mig på en vagt i politibilen og se, hvad jeg har set.  Opleve, hvad jeg har oplevet og følt, hvad jeg har følt. Så tror jeg, at du havde ændret holdning og skammet dig betydeligt. Og siden stille et spørgsmål rettet mod hele menneskeheden,« skriver han og fortsætter:

»Vi fortsætter med at tillade en verden, hvor en tre-årig dreng fra Kobane, som flygter for sit liv, drukner i Middelhavet, og hvis livløse krop derefter skyllet op på stranden for øjnene af en forfærdet verden. Vi stopper aldrig med at skade vores medmennesker, og vi skaber hele tiden nye kriser og katastrofer, som resulterer i mere lidelse, krig, ødelagte skæbner, flygtningestrømme og død: Og i dag, mere end nogensinde før, bør vi alle stille os dette spørgsmål: Hvad fanden laver vi?«.

Lund politi er kendt for at være aktive på de sociale medier, hvor de ansatte, som har lyst, må bidrage med stort og småt. I 2013 vandt politiet i Lund en pris for deres indsats på de sociale medier, som Lund kommune mener er en vigtig del af det forebyggende arbejde.