Carl Holst fik i sin tid nøglerne til magten af den tidligere amtsborgmester Kresten Philipsen – også kendt som ’hertugen af Sønderjylland’. Men siden slog Holst hånden af hertugen.
Opret abonnement på PLUS og læs hele portrættet af Carl Holst, der får hæftet ord som ærekær, egenrådig og kynisk på sig af sine poltiske omgivelser. Abonnement på PLUS koster 29 kr. - første måned er gratis (uden binding) - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, longreads og guides til dit liv.
Denne historie begynder i det forrige århundrede, længe inden Carl Holst blev konge af Sønderjylland, og længe inden han skabte sig så mange fjender, at selv Venstre-medlemmer i disse dage falder den tidligere forsvarsminister i ryggen, mens han selv forsøger at forklare sig ud af den ene møgsag efter den anden.
Senest, hvorfor han først benægtede at have brugt en ansat i Region Syddanmark som sin personlige assistent i valgkampen, når nu medierne kunne bevise det modsatte.
I 1996 går den lyshårede, 26-årige mand med de runde briller på arbejde som lærer på Povlsbjerg Skole i Vojens. Carl Holst havde fra en tidlig alder et hidsigt temperament.
»Hvis der var en lille smule uro, for eksempel hvis man rykkede på stolen, var det nok til, at han blev hidsig. Af og til kastede han med nøgler og kridt, så der var mærker i væggen bagved. Og så var han kun interesseret i at høre dem, der kunne lide Venstre,« siger en tidligere elev.
Fritiden bruger Holst på politik, og han har allerede været formand for Venstres Ungdom og er blevet medlem af Sønderjyllands Amtsråd.
Ydmygende debut
I begyndelsen er det en udfordring. Da han en dag går på gangene på sygehuset i Tønder på vej til et møde, kan han ikke finde lokalet. Den unge Holst ligner ikke den typiske amtspolitiker, og da han spørger om vej til sundhedsudvalget, bliver han afvist med, at det er et lukket møde.
Da han endelig træder ind ad den rigtige dør, må han forklare, at han altså ’ikke bliver taget alvorligt’, fortæller et tidligere amtsrådsmedlem.
Men Carl Holst vinder hurtigt respekt i de politiske kredse, og særligt en person har tiltro til den unge skolelærer .
Den magtfulde Kresten Philipsen (V), der i dag er gået bort, gjorde selv karriere i en ung alder, da han som 36-årig blev Danmarks hidtil yngste amtsborgmester. Han spejdede efter talenter, og Carl Holst var ung, ambitiøs og fremadstræbende. Philipsen tog Holst under sine vinger, og inden længe sad Holst på en af de tungeste poster som formand for sundhedsudvalget i Sønderjyllands Amt.
3. maj 2000 er Carl Holst på vej til et politisk møde på Valdemar Slot i sin Opel Astra, da en modkørende bil svinger over i Carls vejbane og tvinger hans bil ned i grøften. Han er klemt fast i bilen, der har krøllet sig sammen om ham.
Da han vågner, ser han blodet flyde, men han slipper med mindre kvæstelser.
Telefonen ringer i Rødding. To dage efter, da han ligger gul og blå på sit sygeleje hjemme i Rødding, ringer telefonen. Det er Kresten Philipsen. Efter 18 år som amtsborgmester vil han gå af, og selv om der er andre oplagte kandidater, peger ’hertugen’ på Carl Holst som sin tronfølger.
Af den gamle skole
Kresten Philipsen var politiker af den gamle skole. Han forstod ikke, hvorfor nogen ville spilde penge på en kommunikationsafdeling. Og valgplakater var slet ikke ham. For alle kendte ham, og når han gik ned ad gaden med piben i munden, hilste de forbipasserende med et ’hej, Kresten’ – og han ikke anede, hvem de var.
Også oppositionspolitikere respekterede ham, for ’Kresten var typen, man kunne lave mundtlige aftaler med på tomandshånd. Og man var ikke i tvivl om, at de blev holdt’.
Måske skyldtes det ’hertugens’ popularitet blandt både borgere og politikere, måske frygtede Carl Holst, at han umuligt kunne træde ud af hans skygge, eller måske var ’hertugens’ tilgang til politik blot for gammeldags til Holst. Uanset hvad, var Carl Holst færdig med ’hertugen’. Holst vendte sig imod ham, og det sidste, han ville høre, var navnet Kresten Philipsen. Nu ville Carl være konge.
Carl Holst voksede op på Rødding Højskole, hvor faderen blev lærer i 1960erne. Men faderen brugte mere tid i København som folketingsmedlem for Venstre end på familien.
Konge i en lorteby
Det var mindet om sin fars fravær, der fik Carl Holst til at blive med sin familie i Rødding, på trods af at han i mange år var en oplagt kandidat til Folketinget. Det har Holst selv fortalt medierne. Men han har også sagt, at han hellere vil ’være konge i en lorteby end lort i en kongeby’.
Carl Holst har beskrevet sig selv som værende ’alternativ’ i sin ungdom. Over for BT har han tidligere fortalt, at han havde det bedst med at løbe rundt uden sko, og at kammeraternes forældre antydede, at hans hår var for langt, og at han duftede af hash.
I Venstres Ungdom skiftede han det lange hår ud med et slips og mødte den seks år ældre Lars Løkke Rasmussen, som han blev nær ven med. Venskabet har siden været med til at redde Lars Løkkes formandspost i Venstre, ligesom det højst sandsynligt i dag er årsagen til, at Holst på trods af sine møgsager fortsat var forsvarsminister i 93 dage.
Da Lars Løkke Rasmussen i 2008 var under massivt pres på grund af sine bilagssager, lånte Carl Holst ham sin lejlighed på Tenerife, så han kunne få lidt fred.
Og da Løkke igen forrige sommer var i politisk stormvejr på grund af nye bilagssager, bad Carl Holst på direkte tv baglandet i Venstre om at holde deres kritik af formanden internt i partiet.
Da Carl Holst bliver amtsborgmester, er magtforholdet mellem ’hertugen’ og ham vendt på hovedet. Det får Holst slået fast, da han foran de 31 amtsrådsmedlemmer skal holde sin første budgetfremlæggelse.
I rundkredsen af medlemmer sidder også Kresten Philipsen, fordi han stadig er medlem af amtsrådet. Carl Holst tager ordet.
»Han forklarer, at amtets økonomi er elendig, og at det skyldes hans forgænger. Det undrede vi os over, når han et halvt år før havde fået posten serveret på et sølvfad af Kresten. Det var i hvert fald ikke loyalt,« siger tidligere amtsrådsmedlem for Socialdemokratiet Karsten Meyer Olesen.
Carl Holst begyndte at benægte sit ophav. En række kilder fortæller uafhængigt af hinanden, hvordan Carl Holst ’tændte af’ eller ’flejnede ud’, hvis man talte om Kresten Philipsen. Ifølge en Venstre-kilde kunne han også finde på at sige: ’Kresten Philipsen? Hvem er det?’.
Og den gamle ’hertug’ rystede til sidst på hovedet ad ’Kong Carl’. ’Hertugen’ brød sig ikke om, at en ’så ung politiker opførte sig så arrogant’, som en tidligere embedsmand i det sønderjyske siger.
»Hvis der var noget, Kresten Philipsen fortrød, så var det at gøre Carl Holst til amtsborgmester,« fortæller et medlem af Venstre, der ønsker at være anonym.
Et år efter Carl Holst er blevet kronet som amtsborgmester, bliver han til kommunalvalget i 2001 også valgt ind af vælgerne. Da amter bliver til regioner, fortsætter Holst som regionrådsformand.
Sidder tungt på tronen
I 2013 får han over 94.000 personlige stemmer. Han sidder tungt på tronen og har tro støtter blandt direktionen. Privat går han for eksempel på jagt med sundhedsdirektør Jens Elkjær, der i dag også fungerer som regionsdirektør.
Selv om lokalpressen skriver kritiske artikler, preller det af på Holst, der ikke har interesse i at stille op til interview. Han får ry for at skubbe embedsmænd og udvalgsformænd foran sig for at tage skraldet.
Men da Carl Holst bliver forsvarsminister, er der ingen vej uden om. Og da de første møgsager dukker op, får hele Danmarks pressekorps interesse for Holst.
Pressen vil vide, hvem han er, og telefonerne hos de tidligere kolleger i Region Syddanmark gløder. De tegner et blandet billede af Holst.
På den ene side er han en dygtig politisk håndværker, er velforberedt og husker som en elefant. På den anden side er han ’kolerisk, ærekær, egenrådig, en hidsigprop, intimiderende og udfarende’. Ordene kommer fra regionsrådsmedlemmer og embedsmænd, BT har talt med.
»I de 15 år, han har siddet der, har han med sin intimiderende adfærd fået folk til at holde kæft. De har ikke kritiseret ham, men prøvet at snakke ham efter munden. Nu er det slut, fordi der er så mange medier, der kigger på ham. Han har ikke været klar over det skifte, og nu er det payback time. De var bange for ham tidligere, men nu er der ingen, der forsvarer Carl,« siger en tidligere embedsmand.
Denne artkel er skrevet på baggrund af 13 interview med tidligere og nuværende embedsmænd og politikere fra Sønderjylland samt artikler fra Fyens Stiftstidende, Lokalavisen Vejle, Politiken og BT.
--- OOO --- OOO --- OOO ---
Carl Holsts møgsager
Juli
Vejle Amts Folkeblad er først til at bringe nyheden om et eftervederlag på 833.040 kr. fra tiden i regionalpolitik, som Carl Holst – retmæssigt – får oven i sin nye løn som forsvarsminister. Da Carl Holst svarer på kritikken, bliver han i stedet kritiseret af soldaterformanden Flemming Vinther for at have tid til at svare på sine personlige lønforhold, mens han er tavs i sagen om forsvarets nedslidte og stressede flymekanikere, der er udsendt som led i koalitionen mod Islamisk Stat. Efter at have stået fast på sin ret til eftervederlaget, beslutter Carl Holst at frasige sig resten af udbetalingerne, men beholder de over 400.000 kr., han allerede har fået.
August
»Nogen mener, at vi aldrig får afdækket, hvorfor vi gik i krig. Jo, det gør man. Vi gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben. Den begrundelse var forkert. Slut,« siger Carl Holst i et interview med Ritzau som begrundelse for, hvorfor Irak-kommissionen er unødvendig. Men udsagnet modsiger Anders Fogh Rasmussen og den tidligere regerings officielle forklaring på engagementet i Irak-krigen.
September
Carl Holst beskyldes for at have brugt Christian Ingemann Nielsen, der var ansat i Region Syddanmark, som sin egen personlige rådgiver i valgkampen. Først benægter Carl Holst alt, men efter flere medier fremlægger mailkorrespondance, sms’er og anden dokumentation, erkender forsvarsministeren, at Ingemann fungerede som hans personlige assistent. Men han vil ikke sige, om han har ført valgkamp. Statsforvaltningen beslutter at undersøge sagen nærmere.
