Den socialdemokratiske politiker Yildiz Akdogan kom til Danmark som femårig, og da hun tre år senere var på ferie i sin hjemlandsby i Tyrkiet, forlangte hun at blive der.
I MIT FOTOALBUM fortæller Yildiz Akdogan om sin travle hverdag som ung, hvor hun ikke så meget andet end sin egen næsetip, om hvordan hun kom til Danmark som femårig og om hvordan hendes kærlighedsliv har væet gennem årene - i dag er hun endelig blevet gift ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Yildiz Akdogan, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Den socialdemokratiske politiker Yildiz Akdogan kom til Danmark som femårig, og da hun tre år senere var på ferie i sin hjemlandsby i Tyrkiet, forlangte hun at blive der.
I MIT FOTOALBUM fortæller Yildiz Akdogan om sin travle hverdag som ung, hvor hun ikke så meget andet end sin egen næsetip, om hvordan hun kom til Danmark som femårig og om hvordan hendes kærlighedsliv har væet gennem årene - i dag er hun endelig blevet gift ...
1. Min farmor var et særligt menneske
De første 5 ½ år af mit liv boede jeg hos min højtelskede farmor og farfar - på billedet - mens min mor arbejdede i Danmark på fabrik, først på Vestfrost og dernæst en fiskefabrik i Esbjerg. Min farmor har spillet en stor rolle i mit liv. Min far var i det tyrkiske militær som faldsskærmssoldat og kok, så ja, han er god til at lave mad. Min farmor Sultan var en fantastisk omsorgsfuld og stærk kvinde. Alle i landsbyen kendte hende. Jeg var hendes første barnebarn og blev bogstaveligt talt båret på ryggen af hende, og hun lærte mig om det vigtige i, at man skulle behandle andre mennesker godt. Hun var en person, der altid havde mad parat, når der kom gæster til byen, og hun socialiserede også med byfolkene og middelklassen, selvom hun var en landsbykvinde, der hverken kunne læse eller skrive. Da jeg blev 15, mistede familien hende til kræft. Hun var kun i halvtredserne. Hendes begravelse blev nærmest statsmandsagtig, politichefen, forretningsfolk og politikere deltog i hendes begravelse - det viser, hvor særlig en person hun var.
2. Hele landsbyens barn
Billedet her af min far og mig, som min far sendte til min mor i Danmark med teksten: ’Se vores søde lille datter.’ Jeg havde det som blommen i et æg, da jeg boede i landsbyen, jeg var den lille vildbasse, som fik meget kærlighed. Jeg var hele landsbyens barn, og alle kan stadig historier om mig og min farmor.
3. Overvældende at komme til Danmark
Her er jeg otte år og var kommet til Esbjerg - foran mig lillebror. To et halvt år tidligere skulle jeg væk fra min farmor og til mine forældre, som var nogle helt unge mennesker i Danmark, som jeg ikke kendte så godt. Jeg vidste godt fra min farmor, at mine forældre boede i Danmark, men det var alligevel overvældende at komme op til dem og tilmed til en baby-lillebror. Da min far boede i Tyrkiet - han kom senere til DK end min mor - besøgte jeg ham bl.a., mens han var soldat, hvor jeg var knap 3½ år. Jeg husker det ikke, ligesom jeg var for lille til at huske min mors besøg i landsbyen, men det kan de heldigvis.
4. I min egen travle verden
Her var jeg til skolebal på Esbjerg Statsskole sammen med mine gode venner Peter, Anne og Ursula, som jeg stadig har kontakt til. Det var i 1993. Jeg gik i en sproglig gymnasieklasse, og her var det aftenen, hvor vi skulle danse lanciers. Kærester? Nej, det brugte jeg ikke. Jeg var lidt i min egen travle verden, fordi min far havde åbnet en grønthandlerbutik, Regnbuen, i Esbjerg, hvor jeg arbejdede hver dag. Han var nødt til at arbejde to steder, fordi der ikke var meget omsætning i at sælge noget så anderledes som auberginer og chili. Butikken blev en succes og efter mere end 25 år solgt til en anden. Jeg kom ikke fra et bogligt hjem, så der var et hav af ord og nye begreber, jeg skulle finde ud af. Det gjorde jeg ved at tage på biblioteket, dengang havde man ikke Google. Jeg var som regel helt smadret hver aften af træthed, og jeg så ikke meget andet end min egen næsetip.
5. Blev hurtigt bedste venner
Jeg var her på en slags dannelsesrejse med min tysk-tyrkiske veninde Nuran i 1995, da jeg var 23. Nuran og jeg fandt hinanden på øen Sild, hvor jeg arbejdede en sommer, fordi jeg havde brug for at komme væk fra Esbjerg og lave noget andet efter gymnasiet. Hun var fra Tyskland og kom til øen, fordi hun skulle væk fra sin familie. Vi kom til at bo i det samme værelse på ferieøen og blev hurtigt bedste venner. Lige efter studentereksamen vidste jeg, at jeg skulle flytte hjemmefra, nemlig til Aarhus, og det var hårdt for mig at tænke på. Nuran og jeg snakkede om alt, og vi skulle ud at erobre verden med rygsække på. Vi var i Tyrkiet, først som frivillige i en børnehave, dernæst rejste vi rundt i landet –bl.a. på det alternative feriested med andre hippietyper i Olympus.
6. På vej til stranden
Min farmor besøgte os i Danmark i cirka 1979 - på billedet er det mig, min farmor, min mor og lillebror Umut, vi er på vej til stranden på Fanø.
7. ’Nu bliver jeg her’
Min far Halil står her foran sin Volvo, som bragte os ned til Tyrkiet en del gange. Det tog os to tre dage at komme derned, og vi sov i bilen undervejs, mens min mor og far skiftedes til at køre. Min far havde på et tidspunkt et langt skæg, så han lignede en fra rockgruppen ZZ Top. Han lignede mere en viking end en person fra Tyrkiet. En af de første ture var, da jeg var otte år, og da vi kørte ind i landsbyen, sagde jeg: »Nu bliver jeg her - jeg kommer ikke tilbage.« De grinede, men det blev faktisk til, at jeg fik lov til at bo der i et år. Jeg insisterede på at være der et år mere, og det fik jeg også tilladelse til. Men jeg skulle tilbage til Danmark, for det mente de, der var mest fremtid i.
8. Gift med Jonas
Jeg er i dag gift med Jonas, og vi har Ayda Sofia sammen. Jeg lærte ham at kende til en fest hos en veninde, da jeg var i midten af 30´erne. Mine forældre havde ellers opgivet, at jeg nogensinde skulle giftes, men efter vi havde datet nogle gange, blev vi forlovet og siden gift. Det foregik i Helsingør, og det er i øvrigt Jakob Holdt, ham med amerikanske billeder, der tog dette billede.
