Der udspiller sig i øjeblikket et vildt internt drama hos føde- og drikkevarer giganten Nestlé.

Virksomheden bag brands som Nescafé, KitKat og Nesquick fyrede i starten af september sin administrerende direktør – og nu er der krav om, at der skal rulle flere og større hoveder.

Laurent Freixe blev fyret med øjeblikkelig virkning, da han ifølge BBC undlod at oplyse om et »romantisk forhold« til en »direkte underordnet«.

Freixe var den anden af to administrerende direktører, der er blevet fyret hos den schweiziske gigant på lidt over et år.

Nestlé havde i seneste regnskabsår en omsætning på 645 milliarder danske kroner.
Nestlé havde i seneste regnskabsår en omsætning på 645 milliarder danske kroner. Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix

Og håndteringen af situationen med Freixe får nu, ifølge Financial Times, Nestlés investorer til at opfordre bestyrelsesformand Paul Bulcke til at træde tilbage.

Mediet har været i kontakt med flere aktionærer, der fortæller, at afskedigelsen af Laurent Freixe og håndteringen af undersøgelsen af hans adfærd har forværret deres tillid til ledelsen i Nestlé og har fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved Bulckes beslutninger.

Bulckes har ellers meldt ud, at han til april 2026 træder tilbage som bestyrelsesformand i virksomheden efter 50 års ansættelse i virksomheden.

En talsmand for Nestlé har fortalt Financial Times, at de to administrerende direktørers afgang ikke havde nogen sammenhæng, og at Freixes adfærd var en klar overtrædelse af virksomhedens adfærdskodeks.