Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Københavns børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev om at kæmpe for sin post, dumme kvindekvoter og venlighed som hævn. Og meget meget mere ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Pia Allerslev og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Københavns børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev om at kæmpe for sin post, dumme kvindekvoter og venlighed som hævn. Og meget meget mere ...
Jeg var lige ved at opgive det hele ... da hele Venstres bestyrelse for en måneds tid siden pegede på en anden end mig som topkandidat for Venstre i København til kommunalvalget næste år. Det var en enig bestyrelse, der mente det, og det er klart, at da nåede jeg lige at få dét slag i maven, hvor jeg tænkte: ’Så kan det hele også være lige meget’. Men det varede kun to minutter, så var jeg klar til at tage kampen op. Jeg synes, jeg har så meget, jeg kan gøre i København, også i fremtiden. Men det er heldigvis vores medlemmer, der skal afgøre, om jeg skal være den øverste på listen for Venstre på den næste stemmeseddel, og ikke bestyrelsen. Den 20. september er der opstillingsmøde i Nørrebrohallen, og da skal medlemmerne afgøre den sag. Alle, der har været medlem af Venstre i minimum en uge, kan stemme. Min modkandidat fik under 1.000 stemmer ved det seneste valg, og jeg fik 14.000. Hvis Venstres medlemmer peger på hende som topkandidat, genopstiller jeg ikke. Det er på borgmesterposten, jeg synes, jeg kan gøre den største og mest afgørende forskel.
Det værste, der kan ske for en kvinde, er ... at vi vurderes på vores køn, ikke vores egenskaber. Jeg er ikke feminist, men oplever en gang imellem, at vi skal tale en tak højere for at blive hørt. Jeg ville sige nej tak til et job, hvis jeg blev valgt på grund af en kvindekvote. Jeg ville aldrig tage et job på grund at mit køn, men kun fordi jeg var den bedste til jobbet. Da jeg blev borgmester, blev jeg omtalt som den ’kvindelige politiker’ i medierne – det synes jeg var så ligegyldigt. Jeg har qua mit køn nogle bestemte egenskaber, men jeg synes egentlig også, jeg har mange maskuline sider. Til syvende og sidst handler det om, hvad man kan, og mindre om, hvorvidt man er mand eller kvinde.
Den værste egenskab hos mænd ... er, når de har behov for at hævde sig på en ubehagelig måde i selskab med især stærke kvinder. Det møder jeg af og til. Det foregår ved, at disse mænd kommer med en nedladende sexistisk bemærkning eller sidder og taler om fodbold (som jeg i øvrigt er stor fan af) i selskab med kvinder, fordi de prøver at ramme kvinder på de områder, hvor vi ikke kan eller vil være med. Eller det kan være bemærkninger om vores fysik eller seksualitet. Det er ikke fordi, jeg er sart, det kan man ikke være i min branche, men mænd, der prøver at være sjove på andres bekostning, er irriterende.
Det gode ved at være mig er ... at jeg kan få lov til at holde den liberale fane højt i København og samtidlig skabe gode resultater og gode kompromiser. Jeg er enormt stolt af at have sikret en hel del p-pladser til københavnerne og en arena i Ørestad, og jeg har også kæmpet for – og sikret – en filmfond i København. Men der er rødt flertal, derfor forsøger Enhedslistens Morten Kabell som trafikborgmester at gøre det surt for bilister og motorcyklister i København med høje p-afgifter og forsøg på at fjerne parkeringspladser – men vi kæmper i mod.
Jeg vil aldrig nogensinde gentage ... den håbløse beslutning, andre politikere traf, da de valgte at lukke Nørrebrogade for trafik. Det er jo at skabe en gade, hvor der kun kører cykler, og hvor man har generet samtlige andre sidegader med mere trafik. Det er ikke en rigtig vej frem for vores by at udelukke nogen fra det gode selskab – det er det mest håbløse. Hvis man ønsker landlig idyl uden biler, skal man nok ikke bosætte sig i en by.
Engang var jeg misundelig på ... min søster. Det er jeg faktisk stadig, hun har altid været slank og sporty, det syntes jeg var så tarveligt. Hun havde et hemmeligt trick, nemlig træning: Hvis man forbrænder lige så meget, som man indtager, holder man vægten. Det lever jeg efter i dag. Jeg løber og cykler og går til noget, der hedder EMS Bodypower. Det er træning, hvor man får elektroniske muskelstimulanser gennem kroppen, mens man træner. Træning er en stor del af mit liv i dag – og jeg finder altid på ’skøre’ ting, jeg kan træne til – den 18. september er det Copenhagen Half Marathon, og til januar skal jeg bestige Kilimanjaro sammen med Climb for Charity, hvor vi samtidig skal samle en masse penge sammen til Børneulykkesfonden – det sker heldigvis i godt selskab med min kæreste, Henrik.
Jeg husker altid at sige tak ... for jeg tror ikke på, man kan ret meget alene. De bedste resultater får man ved at rose andre og bakke op. Det bestræber jeg mig på at gøre, selvom det somme tider kan være nødvendigt også at kritisere.
Jeg vil jo gerne se lidt godt ud, derfor ... bruger jeg nok lidt for mange penge på tøj, og jeg træner også, som før nævnt, en hel del hver uge. Men jeg tilsætter lidt ’bobler’ og fest. Det skal ikke være alt for kedeligt.
Penge giver mig lykke ... fordi de giver mulighed for at glæde andre med gode gaver. Jeg elsker at være ude at spise med folk og er ikke vild med det med at dele regningen, jeg betaler gerne det hele. Det ville være helt fantastisk, hvis jeg bare kunne bruge løs uden nogensinde at skulle tale alvorligt med min bankrådgiver.
Jeg tog fejl ... da jeg troede, vi kunne løse alle de faglige og integrationsmæssige udfordringer ved at sende indvandrerbørn til andre skoler. Der skulle noget helt andet til, nemlig vanvittig dygtige lærere, som havde høje forventninger til dem, og som stillede krav, der byggede elevernes selvtillid op. Det er helt misforstået, når nogle har den holdning til børn med anden etnisk baggrund end dansk med, at det er ’synd for dig’, og folk ikke tror, de kan det samme som alle andre.
Danmark år 2026: Jeg frygter ... bylivet for mine børn, som i dag er 10 og 11 år. Det er mere en ’mor-bekymring’, end det er en ’politiker-bekymring’. Bylivet er jo meget anderledes, end da jeg var ung. Det er ikke fordi, jeg synes, der ikke gøres meget for at sikre tryghed i byen, men jeg er bange for, at de kommer ud for noget.
Jeg hævner mig med ... venlighed. Jeg er en type, som ikke hævner sig. Jeg har stor tillid til folk og synes, jeg er meget åben og ærlig, og hvis nogen generer mig, omfavner jeg dem med kærlighed og håber at vinde på den måde. Det er ikke sådan, at jeg ikke kan blive vred, men jeg tror ikke, at det med at hævne sig og lave rævekager er en god idé. Der er masser af knive og benspænd i min verden, det har der altid været, men det vil jeg ikke være en del af. Jeg vil ikke kaste smuds på andre eller løbe fra aftaler. Jeg har fundet ud af, at kill them with kindness er bedre – også når jeg er ved at gå amok.
Jeg blev afsløret i at ... have stjålet noget slik i det lille lokale supermarked. Det var min mor, der opdagede det, da jeg var otte-ni år, og hun tvang mig til at gå ned og aflevere det og sige undskyld. Jeg har aldrig oplevet noget så pinligt, hverken før eller siden. Jeg turde ikke gøre andet end at vende tilbage og undskylde. Jeg boede jo i en lillebitte landsby, og min mor skulle nok tjekke, om jeg havde gjort det.
Jeg dummede mig en anelse ... det gør jeg rigtig tit, mine børn synes, jeg gør det hele tiden. Jeg insisterer på at kysse min søn farvel hver morgen foran skolen, og det synes min søn bare er det mest pinlige, så det må jeg jo så se at holde op med – om nogle år.
Min selvtillid dalede til nul, da ... jeg skulle holde tale for 300 bysbørn i byen Ørnhøj i Vestjylland, hvor jeg er vokset op. Byen havde 100 års jubilæum og havde hentet mig hjem som en af stolthederne. Der var meget at skulle leve op til, syntes jeg. Når man kommer fra Vestjylland og er flyttet til København, frygtede jeg, at jeg havde fået prædikatet ’arrogant københavner’. Men det gik heldigvis godt, trods mine nerver. Jeg håbede, jeg kunne give dem noget tilbage af alt det, jeg har fået med mig – jeg har så meget at takke dem for.
