»Billederne af begravelsen var præcis som Robins. Jeg kan lige se det for mig og sætte mig ind i, hvor forfærdeligt moderen har det.«
To gange om ugen lægger Ena Bargholz blomster på sin søns grav. Robin Bargholz nåede kun at blive 22 år, før han og en anden dansker blev dræbt af en af de serbiske granater, der smadrede den danske FN lejr ved Dvor i Kroatien d. 18. september 1995. Den efterladte mor er stærk modstander af, at danske soldater bliver sendt i krig i udlandet.
»Hvorfor skal vi hjælpe med at skabe fred, hvis landene ikke er interesserede i at få hjælp. Serberne bombede direkte i FN-bunkeren. Det var intet uheld. De skød for at dræbe FN-soldaterne,« siger Ena Bargholz. Hun fortsætter:
»Nu hvor FNs hovedkvarter i Bagdad også er blevet bombet, virker det heller ikke, som om de vil have hjælp til at få fred. Jeg føler ikke, at krigen er »vores«, og vores mænd skal ikke hjælpe, når de bliver beskudt. Jeg ved godt, at det er egoistisk, men jeg føler også, at jeg har grund til at være egoistisk,« siger Ena Bargholz.
Selv om der er gået otte år, siden Robin døde, fik hun ondt i maven, da hun hørte, at den danske soldat og overkonstabel Preben Pedersen lørdag nat blev skudt i det sydlige Irak.
»Jeg bryder mig ikke om at læse artikler om det, for det hele kommer tilbage. Billederne af begravelsen var præcis som Robins. Jeg kan lige se det for mig og sætte mig ind i, hvor forfærdeligt moderen har det,« siger Ena Bargholz.
For Ena Bargholz gik der tre år, før det rigtigt gik op for hende, at hendes søn var død. Hun var helt ved siden af sig selv, irritabel uden nogen grund, meget ked af det og kunne ikke sove. Efter drabet på Robin havde hun også meget svært ved at se andre soldater.
»Det var meget hårdt og er stadig hårdt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvorfor det lige netop var min søn, der skulle dø. Jeg har stadig svært ved at tale med soldater, især dem, der var sammen med Robin dengang,« siger Ena Bargholz. Hun havde kun modtaget psykologhjælp en enkelt gang efter drabet på Robin, da hun selv vurderede, at hun ikke havde brug for det. Men efter tre år krakelerede facaden, og hun henvendte sig til militæret og bad om hjælp. Og i det efterfølgende halve år gik hun så til psykolog to gange om ugen. Det hjalp.
»Jeg har stadig mine spontane hyleture og bliver pludselig ked af det. Det er sikkert, at jeg aldrig kommer over det, men jeg har lært at leve med det. Det er jeg også nødt til på grund af min familie,« siger Ena Bargholz.
I år ville Robin være fyldt 30 år, og Ena Bargholz kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hans liv ville have været, hvis han levede. Hun havde også en drøm om at blive farmor.
»Men jeg prøver først og fremmest at holde fast i de minder, jeg har fra dengang,« siger hun.
Hvert år afholder militæret en mindehøjtidelighed på den dag, hvor Robin og en anden soldat blev dræbt.
»Det er jeg glad for. Jeg havde jo tænkt på, om han bare blev glemt, men det er ikke tilfældet. I det hele taget har jeg kun ros til overs for militæret. Det er rart at vide, at der er hjælp og støtte at hente, hvis jeg får brug for det,« siger Ena Bargholz.
Hvis hun skal give et råd til Preben Pedersens mor er det at få snakket om den ulykkelige tragedie.
»Hvis hun føler, at hun har behov for det, skal hun snakke med en psykolog. Men snak også om ham med familie og venner. Både om ulykken og om, hvordan han var. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan man reagerer, men fælles er, at man har mistet sit barn. Det skulle jo være omvendt rækkefølge,« siger Ena Bargholz.
