Som ung gik Louise Friborg Madsen ind i en kristen sekt. Hun søgte kærlighed og anerkendelse, men mødte kontrol og regler. Da hun fandt sin mand, forlod hun sekten, men skulle lære at tænke selv igen.
Det var egentlig ikke, fordi hun ledte efter en mand, at Louise Friborg Madsen gik ind i sekten Evangelist. Men da hun havde været i den kristne missionsorganisation i et par år, meldte Henrik sig ind.
»Han var en ung drengerøv, men udviklede sig til en fornuftig ung mand. Jeg kunne godt lide hans humor og oprigtighed. Han er en rigtig mand af den gamle skole, der åbner dørene for damer. Det kunne jeg godt lide.«
De begyndte som gode venner, men hurtigt måtte Louise Friborg Madsen se i øjnene, at hun var forelsket. Og efter nogle år var følelserne endelig gengældt.
Problemet var bare, at i den kristne organisation Evangelist bliver man ikke bare kærester. Man bestemmer ikke engang selv, hvem man holder i hånden.
Kirken
Louise Friborg Madsen var ung pige i huset i Herning, da hun første gang hørte om Evangelist. Familien, hun arbejdede for, kendte til den kristne menighed fra Sjælland.
»Evangelist skulle indspille en cd forskellige steder i Danmark og spurgte, om jeg ville rejse med og synge kor,« husker den i dag 36-årige Louise Friborg Madsen.
Hun blev hurtigt en del af det, hun i dag betegner som en sekt.
»Jeg havde været lidt løs på tråden, men jeg ville mere med min ungdom end at drikke mig fuld og gå i byen.«
Dét alternativ mødte hun i Evangelist, som blandt andet lavede velgørende arbejde i lokalsamfundet.
»Jeg blev grebet af den gode stemning, der var. Omsorgen for mig og andre. Jeg var en pige, der manglede erkendelsen af, at jeg var god nok. Men her var der nogle, der troede på mig.«
Louise Friborg Madsen var 20 år, og selv om hendes familie ikke var specielt kristne, gik hun ind i Evangelist med åbent sind og flyttede til Gørløse, hvor organisationen holdt til. Der var på det tidspunkt omkring 50 medlemmer.
Evangelist var præget af en streng ledelse. Som medlem af menigheden fik man et job i den civile verden, men boede i et hus, hvor der konstant var én fra ledelsen, der holdt opsyn. Louise Friborg Madsen fik arbejde i en vuggestue, og der hvor hun boede, havde hun pligter som rengøring, tøjvask og madlavning. Udover det fællesskab, hun blev en del af, fik hun også stillet lykken i udsigt.
»De lovede mig så meget. Hvis jeg gav dem mit liv, ville jeg få mand og børn, bare jeg blev hos dem. Og hvem vil ikke gerne lykkes,« spørger hun frem for sig.
Kontrol, kontrol, kontrol
I dag er det alt sammen blevet virkelighed. Hun har fået både en mand samt en datter på fire år, som lige nu er i kiosken med sin far for at købe fredagsslik. Om lidt vender de tilbage til huset i Fuglebjerg, hvor Louise Friborg Madsen fortæller sin historie.
For at få dét liv, hun drømte om, blev hun nødt til at lægge livet i Evangelist bag sig. Hendes liv i dag står i kontrast til livet i menigheden.
»Man skulle spørge om lov til alt. Hvis man skulle en tur i Netto, skulle man bede om lov, og man skulle have tilladelse til hver ting, man ville købe,« husker hun.
Hver måned, når Louise Friborg Madsen fik sin løn, afleverede hun den til ledelsen. For hun havde ikke sin egen økonomi.
»Jeg gjorde alt, hvad de sagde. Det var naivt.«
Louise Friborg Madsens familie havde modstræbende accepteret hendes forhold til Evangelist. Mest af alt, fordi de var bange for, at hun ville støde dem fra sig, hvis de prøvede at overbevise hende om at forlade organisationen. Når Louise Friborg Madsen en sjælden gang talte med sine forældre, havde de svært ved at genkende deres datter.
»Min mor sagde, at hun manglede sin glade Louise. Men når hun sagde det, blev jeg sur. Jeg mente jo, at det var hende, der var noget galt med.«
I organisationen steg Louise Friborg Madsen i graderne og fik mere og mere ansvar for de mange mennesker, som i de år meldte sig ind i Evangelist. I dag skønner hun, at de var omkring 2-300 mennesker, da de var flest.
Kendetegnende for flokken var, at det var kristne mennesker, som ville noget med livet. Alle boede i huse i den lille nordsjællandske landsby Gørløse.
»Jeg tvivlede overhovedet ikke på, at det var et godt sted.«
Den lovede kærlighed
Da Louise Friborg Madsen havde været med i bevægelsen i to-tre år, kom der en ny mand til Evangelist. Henrik ville gerne leve efter de samme principper, så han blev indlemmet i det kristne samfund, hvor de unge ugifte medlemmer boede i kønsopdelte kollektiver. Men selv om de to ikke boede sammen, sås Henrik og Louise Friborg Madsen til møderne.
»Der var regler for, hvordan man var kærester, så man ikke ’gjorde noget dumt’, inden man blev gift. Når man var kærester, skulle man have ledelsens tilladelse til alt. Til at holde i hånd, gå en tur eller kramme – kortvarigt. Man kunne blive straffet, hvis man f.eks. havde krammet for meget. Så kunne lederne finde på at sige, at man ikke måtte være kærester mere.
Derfor ringede Louise Friborg Madsen til sektens leder for at få hans velsignelse af det spirende forhold.
»Jeg sagde, at jeg godt kunne tænke mig at gå en tur med Henrik. Lederen sagde, at det var fint for ham,« husker hun og mindes deres første tur til København.
De havde ledelsens tilladelse til at holde i hånd på turen – men ikke andet.
»Det var noget helt specielt. Jeg var ikke vant til kropslig kontakt, og pludselig måtte jeg gå med Henrik i hånden gennem København. Det var en hyggelig tur.«
Nyt liv
Med tiden begyndte Louise Friborg Madsen at planlægge det bryllup, hun var blevet lovet af Evangelist – og som også skulle blive hendes vej ud.
»Henrik og jeg var begge begyndt at tænke over kontrollen og over, hvordan Evangelist behandlede mennesker. Derfor havde vi planlagt, at når vi kom tilbage fra vores bryllupsrejse, ville vi tale med ledelsen om det. Det virkede forkert, og vi trængte til at være normale unge mennesker, der kunne trække vejret.«
De nåede dog aldrig så langt. Brylluppet havde nemlig sat mere i gang end blot deres eget fremtidige liv.
»Vi havde insisteret på at invitere mange af de gamle medlemmer af Evangelist med. Ledelsen var ikke begejstret, men vi gjorde det alligevel. Jeg tror, der skete noget, da alle medlemmerne sad sammen med de tidligere medlemmer. Pludselig kunne medlemmerne se, hvordan Evangelist havde ødelagt livet for de tidligere medlemmer.«
Louise Friborg Madsen og hendes mand tog til Rhodos på bryllupsrejse, og da de kom hjem, var det en organisation i opløsning, de mødte.
»Halvdelen af medlemmerne var rejst til Jylland. Vi havde fået en lejlighed i Hillerød, hvilket bestemt ikke var populært. Jeg ville faktisk stadig gerne være med i Evangelist, hvis der blev lavet om på nogle ting i ledelsen. Der var kræfter, der prøvede at gå mod ledelsen, og hvis det var lykkedes, var jeg blevet.«
Men sådan skulle det ikke gå. Efter mange år med kontrol over selv de mindste beslutninger i hverdagen skulle Louise Friborg Madsen og hendes mand lære at leve deres eget liv som nygifte i Hillerød.
Egne beslutninger
Men det var svært, at der ikke længere var nogen, der tog beslutningerne for det unge par.
»Jeg turde f.eks. ikke bruge penge på noget som helst. Der gik mange år, før jeg kunne gå ind i et storcenter og bruge 500 kr. på mig selv. Det sidder faktisk stadig i mig. Vi var jo vant til, at når vi overvejede at købe noget, kiggede vi rundt i menigheden for at se, om der var nogen, der manglede noget mere, end vi gjorde.«
Når hun tænker tilbage, var livet lettere i Evangelist.
»Der var nogen, der sagde, hvor man skulle bo, hvem man måtte se, hvor man skulle arbejde, og hvor man tog på ferie. Næsten hvad man skulle have på af tøj. Dét liv var så nemt,« husker hun med en hovedrysten.
I dag skal hun sammen med Henrik selv tage alle de beslutninger.
»Vi skal selv beslutte, hvor vi bor, og hvad vi laver. Det er faktisk stadig svært for os nogle gange,« siger Louise Friborg Madsen, som siden er blevet mor til Lærke på nu fire år.
Selvbestemmelsen skulle stå sin prøve sidste år, da Louise Friborg Madsen og hendes mand så et job og et hus på Sydsjælland.
»Jeg er stadig i tvivl, om den beslutning var o.k. Vores familie syntes, vi flyttede for langt væk. Alle var imod det, men vi kunne mærke som familie, at det var det rigtige. Det var så grænseoverskridende at tage en beslutning, som andre var imod. Men jeg skal ikke længere behage andre mennesker. De skal acceptere mig, som jeg er.«
Artiklen er blevet forelagt Evangelist, men frikirken har ikke ønsket at kommentere Louise Friborg Madsens historie.
