Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med  forfatter og litteraturanmelder Leonora Christina Skov.



Min mor lærte mig, at et normalt barndomshjem var ...
stille, rent og ordentligt. For tænk, hvis der kom gæster, og de f.eks. kiggede i skufferne eller åbnede skabene. Der kom sjældent gæster, for mine forældre havde ingen venner og brød sig heller ikke om mine. Min mor styrede familien med gråd – når hun græd, rettede min far og jeg ind – så i mit barndomshjem var det normalt, at truslen om tårer lå i luften.

Jeg vidste, jeg havde en vild historie, men ... jeg turde ikke fortælle den, fordi jeg frygtede, at min mor eller min mormor ville dø af sorg, og det ville være min skyld. Den slags fucked-up forestillinger gør man sig, når man er opvokset med, at de voksnes ve og vel er ens skyld og ansvar. Hver gang nogen har udgivet en bog om deres hårde opvækst, har jeg tænkt ’Really? I synes, at den historie er vild? Så skulle I høre min’.

Ubetinget kærlighed fra ens forældre er ... noget, som alle, der har fået den og givet den, tager for givet, at alle forældre føler. ’Selvfølgelig elskede din mor dig. Hun havde bare svært ved at udtrykke det,’ var standardreaktionen fra andre før i tiden, også selv om folk aldrig havde mødt min mor. Folk kunne lige så godt have sagt, at de vidste bedre, end hvad jeg følte. En af de mange gode ting, der er kommet ud af at skrive min nyeste bog, er, at INGEN siger sådan til mig længere. Jeg har også modtaget mange hundrede email fra kvinder og mænd, der specifikt har manglet kærligheden fra deres mødre, så noget siger mig, at den ubetingede moderkærlighed er en større myte, end man skulle tro.

Da jeg var 14, skrev jeg min første ... bog der hed ’Og solen vender aldrig tilbage’. Så melodramatisk var jeg, da jeg var 14. Heldigvis blev manuskriptet aldrig udgivet. Det handlede i øvrigt om en 14-årig pige, der begik selvmord, og først da gik det op for hendes chokerede forældre, at de elskede hende. Min far læste korrektur på manuskriptet, så alle kommaerne står perfekt. Jeg ved ikke, om han nogensinde overvejede, hvad der stod.

Jeg lærte meget af at bo i Helsinge, blandt andet ... at jeg aldrig vil bo i provinsen igen. Ingen vil kendes ved at bo der, alle siger, de er tilflyttere. Og så var byen utrolig grim, da jeg flyttede fra den midt i 90erne.

Jeg er ret skarp til ... oneliners. Hvis jeg havde villet være fuldtidsdebattør, ville mine oneliners have været et stort plus, men som forfatter har det været at skyde mig selv i begge fødder og dernæst i hovedet den ene gang efter den anden. Der er den ulempe ved oneliners, at de godt nok er hurtige at skyde af, men det er utrolig tidskrævende at rydde op efter dem, fordi nuancerne går tabt, så man skal bruge en masse tid på at berigtige. Hvis man også skal have skrevet nogle bøger, har man ikke tid til den slags.

Jeg er elendig til ... at genkende ansigter. Jeg er diagnosticeret ansigtsblind, og det betyder, at jeg kun i sjældne tilfælde kan genkende nogen, inklusiv mig selv og min kone. Det går bedre, når jeg er iført fuld makeup. Muligvis fordi jeg så ligner en tegneseriefigur, for tegneseriefigurer kan jeg altid genkende.

Jeg var hunderæd, da ... jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var hunderæd, men jeg burde nok have været det, da min kone Annette og jeg fløj direkte ind i militærkuppet i Zimbabwe i slutningen af november, for det kunne let være endt i borgerkrig. I stedet tog vi med til anti-Mugabe demonstrationer og hang ud blandt tanks og soldater i Harare. Det endte heldigvis godt.

Jeg var nødt til at være lidt barsk ... jeg slettede min Facebookprofil i 2012 og levede offline i to et halvt år. Jeg havde brug for en radikal detox fra meningshaverlivet, så det var en fortræffelig beslutning. Facebook er stadig den vildeste skraldespand, kan jeg se, nu hvor jeg bare har en inaktiv Facebookside, hvor jeg poster informationer om mine foredrag og den slags. Alle årene har diverse for mig ukendte mænd skrevet til mig, at jeg tydeligvis trængte til noget pik og derfor skulle holde kæft. Mine heteroseksuelle veninder, der har ytret sig om lignende emner i medierne, har syntes, at jeg var heldigere end dem, for de fik altid at vide af selvsamme type mænd, at de ikke var værd at kneppe. Pikken som holdkæftbolsje kan man også kalde det. Med årene bliver man træt af smagen.

Jeg blev dybt uretfærdigt behandlet, da ... jeg vil gerne undgå ord som ’uretfærdigt’ og ’klynke’, for så bliver jeg tolket som én, der sætter mig selv i offerrollen, og jeg synes ikke, at der er nogen grund til at have ondt af mig. Men modtagelsen af min roman Førsteelskeren (2012) var i mine øjne ikke okay. Romanen handler om en usympatisk mandlig forfatter, der går til grunde i Berlin, men diverse mandlige anmeldere ville meget hellere anmelde min person og læse den som feministisk debatbog med pil i det mandehadermanifest. Den modtagelse var det vildeste lavpunkt. De hamrede mig jo ved at hamre mine bøger.

Jeg var i modvind, da ... det er svært at nævne en enkelt episode, for modvinden har sådan set varet hele mit voksne liv indtil nu. Til gengæld føles det så meget mere fantastisk at prøve medvind. Jeg er dybt taknemmelig for al den kærlige interesse for min bog, der rammer mig nu.

Jeg var dobbeltmoralsk, da ... jeg synes dagligt, at det er dobbeltmoralsk af mig at spise kød, når nu jeg ved, hvor røvdårligt dyrene bliver behandlet, hvor ressourcekrævende det er at opdrætte dem, og hvor søde og kloge mange af dem er. Jeg synes dog stadig, at mit liv ville blive fattigere uden bacon og lammekrone, så indtil videre har min mave mest at skulle have sagt. Jeg er utrolig glad for mad.

Jeg begik mit livs brøler ... da jeg sprang ud som lesbisk, feminist og anmelder i medierne, før jeg havde slået mit navn fast som forfatter. Kors, hvor har det været op ad bakke at blive taget alvorligt med den profil i mange år. Det er faktisk først nu, med #metoo og Speak your truth, at det har kunnet lade sig gøre – og jeg har altså skrevet bøger i 15 år. Man kan i den forbindelse roligt sige, at de sidste fem års stilhed fra min kant har gavnet mit forfatterskab. Danmark foretrækker stadig kvinder, der holder kæft. Ellers kommer vores meninger hurtigt til at fylde det hele i folks bevidsthed. Der skal ingenting til, tro mig. I flere år skrev jeg ét til to debatindlæg om året, og folk troede stadig, at jeg skrev den slags tekster HELE TIDEN.

Det er upassende, når folk... fløjter. Det er i ni ud af ti tilfælde mænd, og det virker som en knap så subtil måde at få opmærksomhed på i det offentlige rum. Det er sådan set ligegyldigt, om de fløjter rent eller falsk, udgyder tilfældige toner eller forsøger sig med en melodi. Frekvensen er lige så enerverende som panfløjtemusik, der er verdens værste spytmusik og burde forbydes på offentlige pladser. Man kan umuligt ignorere den slags muzak.

Jeg accepterer simpelthen ikke ... homo- og transfobi i nogen form, og det gælder også udsagn som ’jeg er mest bekymret for, at mit barn nu får et sværere liv’. Lad ikke dit barns sværere liv begynde med dig selv. De eneste, der har givet mig et sværere liv, fordi jeg er homo, er mine forældre.

Jeg bad til Gud, da ... jeg beder jævnligt til Gud, men jeg bad særligt meget 11. januar i år, da ’Den, der lever stille’ udkom. Jeg gik ud fra, at jeg havde brug for al den hjælp, jeg kunne få.