Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Greg Dulli fortsætter sin karriere som romantisk crooner af r’n’b-inspirerede ballader i front for The Twilight Singers, som nu udsender ’Dynamite Steps’ – projektets måske bedste album.

45-årige Greg Dulli er en romantisk herre. Siden hans tidligere band The Afghan Whigs lagde punken og rocken på hylden og sprang ud som følelsesladet foretagende på 1992’s ’Congregation’, har han ledet en karriere som klagende sanger og sangskriver af intime kærlighedshymner.

I 1993 skabte han sit mesterstykke, ’Gentlemen’ – et album fyldt med stærkt personlige bekendelser, som det aldrig siden er lykkedes den gode Dulli at overgå. Afghan Whigs gik siden i opløsning, mens Dulli søsatte sit nye projekt, The Twilight Singers omkring år 2000.

Og under samme banner er Greg nu nået til album nummer fem, ’Dynamite Steps’, som måske endda er tusmørkesangernes stærkeste. Der er ganske vist langt op til Afghan Whigs, da de var allerbedst – selve musikken er simpelthen ikke stærk nok – men mindre kan også gøre det.

Skidt start, så kickstart

For Greg Dulli handler det om at iscenesætte en dunkel, ildevarslende og erotisk stemning, ofte i en grad, så fokus fjernes helt fra selve musikken, og det er på én gang Twilight Singers’ force og svaghed udtryk. På ’Dynamite Steps’ er det heldigvis mest det førstnævnte.

Åbneren ’Last Night in Town’ er dog med sit elektroniske beat og storladne popomkvæd sammen med efterfølgende ’Be Invited’ (hvor Gutter Twin-broderen Mark Lanegan ellers brummer med) så typisk Twilight Singers, at man fra start frygter for én lang gentagelse af det, Dulli allerede har sagt mange før.

Men så kickstartes turen ind i romantikerens dunkle univers med frenetiske og euroforiske ’Waves’, der er Twilight Singers’ hidtil mest rockende fire minutter. Og kører det med powerpoppede ’Gunshots’, samt især klaverdrevne genistreger som ’On the Corner’ og ’She Was Stolen’.

Smukke duetter og middelmådigheder

Allerbedst er duettrilogien på albummets anden halvdel:

Først lakoniske ’Blackbird and the Fox’, hvori Dulli har skiftet pianoet ud med en guitar og synger sammen med en anden 90’er-helt, Ani DeFranco, som løfter den simple popsang helt op under loftet; ’Never Seen No Devil’ over for Petra Haden, der også bidrager med violin i samme sang og så ’The Beginning of the End’, hvor Carina Round og Leta Lucy synger kor.

Albummet tæller dog også en lille håndfuld sange, som er irriterende middelmådige, heriblandt de to åbnere og titelnummeret, som også er langtrukkent, men det er nærmere undtagelsen end reglen – Dulli kender sine begrænsninger som sangskriver og holder sig som regel inden for de fire minutter.

På dén vis er ’Dynamite Steps’ fornuftig kompakt, uden at der er givet afkald på den dunkle romantik – måske The Twilight Singers’ bedste. Det skal blive spændende at se, om gruppen kan følge op på de gode takter i live-regi.

Og det kan man få svar på på søndag, når The Twilight Singers giver koncert i Lille Vega. Der er stadig billetter at få.

Andre læser også