At opleve halvanden times pianoekvilibrisme, skønssang, tungetale og skingre skrig signeret græskamerikanske Diamanda Galás var i sig selv en oplevelse af de større.
For en måned siden satte den islandske askesky en stopper for Diamanda Galás’ optræden i København; avantgardeikonet skulle have spillet i forlængelse af filmfestivalen CPH:PIX, men måtte aflyse i sidste øjeblik.Arrangørerne bag gav dog ikke op, fik hurtigt sat en ny dato på koncerten, her, godt en måned senere, og denne gang var Galás nået frem for at give en af sine sagnomspundne koncerter. Og en sådan fik vi, os, der havde fået adgang til den smukke Marmorkirke fredag aften.
Svært kan det dog synes at bedømme en så anderledes en koncert, som den Diamanda diskede op med, for hvordan forholder man sig egentlig til en kirkekoncert, der musikalsk bevæger sig gennem alt fra Kurt Weill over Morricone og Hermann til sort blues og Jacques Brel?
Måske tager man bare det hele med som en aparte audiens hos en anderledes kvinde, der tydeligvis ønsker at dreje fokus væk fra glimmeret og tilbage på musikken (om end det nu nok så ud som om, hun også går bare en lille smule op i sit udseende).
At Diamanda Galás ikke sådan står at sætte i bås, skyldes utvivlsomt hendes opvækst – som ung studerede hun flittigt opera og klaver, men begyndte sideløbende at spille med jazzmusikere, hvilket affødte en række banebrydende avantgardeplader i 1980’erne, hvor hun satte vokal til noget, der kunne lyde som en djævelsk besættelse.
Siden en række plader i 90’erne har der imidlertid været tavshed omkring den nu 54-årige diva, der foruden værket ’Defixiones, Will and Testament’ fra 2003 kun har udsendt livealbums i det nye årtusinde.
Fem sprog, fire oktaver
Man mærkede dog på ingen måder i aftes, at Diamanda Galás kunstnerisk har ligget stille i noget tid, endsige at hun i fjor rundede de 54. For stemmen, den var stadig umenneskeligt imponerende. Om noget har alderen blot gjort, at græskamerikaneren har endnu nemmere ved at lyde som en heks, når det behøves.
I den mørklagte Marmorkirke gik Galás på scenen med et kvarters forsinkelse og brød fra start ud i en potent omgang effektindsmurt tungetalevolapyk, som må have bortjaget de få sarte sjæle, der var gået galt i den udsolgte kirke i aftes.
Og gennem samtlige koncertens 90 minutter sad Galás så bag sit sorte flygel og forsøgte at tvinge toner ud af tangenterne, som kunne matche hendes voldsomme, fire oktaver brede røst, mens hun fremførte kompositioner, der talte sangtekster på både græsk, fransk, italiensk, spansk og engelsk.
På papiret lyder det som for meget af det gode, og det var det på mange måder også – men man har nok glemt at læse på lektien, hvis man lod sig overraske af vidtfavnende avantgarde grænsende til det prætentiøst krukkede fra Galás’ side.
Fremmedgørende oplevelse
For os, der ikke er inde i navne som Gréco, Marinella, Kalzoum og Kazantzidis var det lidt svært rent musikalsk at følge med i det sæt, som det 54-årige unikum fremførte – i stedet kunne man så sidde med kæben på kirkegulvet over, hvad hun stadig kan med sin stemme.
Somme tider sneg der sig et par genkendelige engelske strofer ind – såsom Edith Piafs sorte sørgesang ’Heaven Have Mercy’ eller Blind Lemon Jeffersons ’See That My Grave Is Kept Clean’.
Eller ekstranummeret Shel Silversteins klassiker ’25 Minutes to Go’, som Johnny Cash gjorde berømt; det næppe nogensinde er blevet fremført med så spøjs og spjættende galgenhumor som denne aften (måske lige på nær af Povl Dissing).
Men den slags virkede næsten obstruerende, for det var lige så meget fremmedgørelsen, ikke bare midt i musikken, men også i den enorme – i anledningen var farverigt belyst – Marmorkirke, der i sig selv var en oplevelse af de unikke.
Hvis man i søndags følte sig hensat til Himmelen i selskab med Joanna Newsom, hendes englerøst og hendes harpe, så kom man noget længere sydpå i stemmens vold med Diamanda Galás, hendes umenneskelige røst og hendes flygel.
Og så inden for samme uge…
