Sygdom har for alvor ramt hele feltet inden lørdagens store Melodi Grand Prix i Forum Horsens.

Men Sophia Nohr, der stiller op med sangen ‘Blue Horizon’ må utvivlsomt tage æren af den mest interessante sygdom.

»Jeg har fået svamp i munden«, siger hun til BT og tilføjer grinende:

»Det lyder vildt ulækkert, undskyld.«

De seneste 13 dage har hun ikke kunnet synge, og noget af tiden har hun end ikke været i stand til at tale.

Det er derfor ikke en superklar Sophia Nohr, BT fanger forud for fredagens generalprøve, men hun er sikker på, at hun nok skal klare den trods alt.

Hør hvordan hun har reddet sig en omgang svamp i klippet herover.

Sophia Nohr er bestemt ikke den eneste, der har ligget syg op til showet.

Også Veronica Jensen fra Veronicas Illusion har gået og skrantet og mener, at hun må have tømt det lokale apotek i Horsens for at blive frisk.

Værst har det dog været for showets ene vært Annette Heick, der har ligget og rystet med en ordentlig omgang influenza de seneste dage.

Først fredag blev hun rigtig klar til at gå på scenen og øve sine dansetrin til showet lørdag og har derfor aflyst pressemøder fredag.

I en SMS til BT forsikrer hun dog, at hun er på benene igen, og at showet nok skal blive skønt.