Onsdag anholdt Fyns Politi tre mænd for salg af narko til blandt andet børn og unge i Svendborg.
Det er børn helt ned til 13-årig, som de tre ifølge politiet har solgt narkotika til.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Alle tre mænd er fra Svendborg Kommune, og to af dem fik en straksdom, mens den tredje blev varetægtsfængslet i fire uger.
Sidstnævnte er den 19-årig mand, der er sigtet for videresalg af 10,2 kilo hash og 1,4 kilo kokain.
En 32-årig mand fik en straksdom på 2,5 års ubetinget fængsel for videresalg af 500 gram kokain og fem kilo hash. Han blev også fundet skyldig i forsøg på at videreformidle 100 gram amfetamin.
Endelig fik en 19-årig mand en straksdom på et år ubetinget fængsel. Han blev fundet skyldig i videresalg af 200 gram kokain og to kilo hash.
Politiet har efterforsket de tre personer over en længere periode:
»Det er ingen hemmelighed, at vi tager salg af narko til særligt børn og unge meget alvorligt, og at det er noget, vi har arbejdet meget aktivt på at sætte en stopper for,« siger politikommissær Rasmus Tyllesen fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.
»Derfor er jeg også tilfreds med, at de her tre personer er anholdt, og at de dermed er kommet væk fra gaden. De to straksdomme, der er blevet givet i dag (torsdag, red.) sender også et stærkt signal om, at det har alvorlige konsekvenser at sælge stoffer. Det synes jeg, er et vigtigt budskab at få ud.«
Grundlovsforhøret foregik i Retten i Svendborg og blev afholdt for lukkede døre.