Isterødvejen ved Hillerød blev onsdag spærret af efter et frontalt sammenstød, hvor en person kom til skade.
Isterødvejen ved Hillerød er igen åben for trafikanter efter flere timers afspærring.
Det skriver Nordsjællands Politi på X, efter at vejen har været spærret i begge retninger mellem Gadevangsvej og Hillerødvejen siden onsdag formiddag.
To biler kørte da frontalt sammen på Rute 19 - Isterødvejen - nord for Hillerød.
Det oplyste presseafdelingen ved Nordsjællands Politi til Ritzau. Politiet fik anmeldelsen klokken 09.58.
Omkring klokken 13.00 lød det på X, at vejen ville være spærret frem til onsdag aften.
Det skyldtes, at der skulle fjernes en større mængde dieselolie, som løb ud på vejen efter ulykken. Denne er nu fjernet.
En person kom til skade ved ulykken og blev bragt på hospitalet.
Politiet kan umiddelbart ikke komme med nærmere oplysninger om den tilskadekomne person. Det lyder dog, at vedkommende er uden for livsfare.
/ritzau/