Stadion-morderen Rasmus Popenda er netop idømt to år og tre måneders fængsel for at have slået en ung mand ned, blot syv måneder efter sin prøveløsladelse. Han ankede på stedet.

Det blev udfaldet af retssagen torsdag i Aalborg. Her sad den 21-årige Rasmus Popenda og hans 26-årige kammerat Kasper tiltalt for at have skubbet og slået en 24-årig ung mand med knyttede næver efter en bytur 2. juni i år.

Forinden havde Rasmus Popenda nægtet sig skyldig, og vennen Kasper havde taget det fulde ansvar for voldsgerningen, der kostede ofret en hjernerystelse og en tre centimeter lang flænge i baghovedet. Men flere vidner gennemhullede torsdag Rasmus Popendas uskyld, fordi de på gerningsnatten så netop Rasmus Popenda slå det 24-årige offer.

Derfor valgte dommeren at udløse den omdiskuterede reststraf på 697 dage, som Popenda manglede at afsone for drabet i 2007, hvor han tævede en familiefar ihjel ved Aalborg Stadion. Torsdag blev han således idømt tre måneders fængsel for volden 2. juni i år - plus to år fra reststraffen. En dom, han ankede på stedet.

Retssal B var torsdag tætpakket af de tiltaltes venner og familie, der stående og siddende på gulvet fulgte retsmødet tæt. Heller ikke de lagde skjul på, hvad de mente om dommen. Flere græd og omfavnede efterfølgende hinanden, og Rasmus Popendas mor var tydeligt berørt, men ønskede ikke at kommentere dommen.

- I har ødelagt så meget for ham ved bare at skrive om den her sag. Så vi har intet at sige, kom det kortfattet fra hans mor.

Den medtiltalte kammerat Kasper lagde heller ikke skjul på sin skuffelse over dommen. Han slap med 60 dages fængsel for noget, han gerne havde taget hele ansvaret for.

- Jeg er dybt skuffet. Meget. Det kommer bag mig, sagde Kasper, mens Rasmus Popenda selv hovedrystende afviste at kommentere dommen.
 
Da Rasmus Popenda forlod Statsfængslet i Ringe 30. november sidste år, var det med en prøvetid på tre år, hvor han de første to år skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen og desuden skal deltage i afvænning for både alkohol- og stofmisbrug. I begyndelsen aflagde Popenda rene urin-prøver, men under dagens retsmøde kom det frem, at han i foråret havde drukket nogle øl, fordi han havde været træt af ting i sit liv. Bl.a. at der løb rygter om, at han havde begået ny kriminalitet.

Disse afvigelser fra afvænningsprogrammet talte også i skærpende retning, mente anklageren Anne Louise B. Petersen fra Nordjyllands Politi. Hun havde også krævet ubetinget fængsel til Popendas 26-årige medgerningsmand, og da han også er tidligere dømt - for trusler mod en offentlig ansat - skulle straffen skærpes til 60 dages ubetinget fængsel.

Det er blot syv måneder siden, Rasmus Popenda afsluttede afsoningen af fem års fængsel for drabet i 2007. Derfor havde anklageren forinden krævet den store reststraf udløst, og det valgte dommeren torsdag at lytte til. Men sagen er ikke slut endnu. Den skal nu en tur forbi Landsretten.

- Vi har anket dommen til Landsretten, fordi vi mener, at der er gode argumenter for, at reststraffen ikke bør udløses, sagde hans forsvarer Kristian Mølgaard efterfølgende.