Politiet er måske på sporet af den eller de personer, der terroriserer bilister på den fynske motorvej. DNA-spor og en række smadrede vinduesruder i området tyder på, at stenkasteren skal findes i en stille forstad til Odense.

En kvinde i løbetøj er torsdag formiddag på vej over motorvejsbroen på den strækning af E20, hvor stedkendte bilister holder et vågent øje.

»Jeg glemmer aldrig den nat i august,« siger Sara Bahr. Hun er nabo til den berygtede bro, som tusindvis af biler hver dag kører under. Hun blev vækket af braget.

»Jeg tænkte med det samme, at nogen var ved at røve tanken længere oppe ad vejen, og der blev skudt.«

Om natten 21. august 2016 lod en eller flere ukendte gerningsmænd en 30 kilo tung betonsten falde mod motorvejen. Betonklodsen ramte taget på en personbil og dræbte en 33-årig tysk kvinde på stedet. Bilens mandlige fører er i dag invalideret og blind efter hændelsen. Parrets dengang femårige søn slap uskadt.

Men det var hverken første eller sidste gang, der blev kastet tunge ting mod motorvejen. Tre dage tidligere blev en træstamme kastet fra selvsamme bro og ramte køleren på en anden bil.

Og så tidligt som 31. januar 2016 ramte en anden 30 kilo tung betonsten en personbil. Her slap passagererne uden livstruende kvæstelser.

Senest var den stenkast-plagede del af den fynske motorvej – mellem afkørsel 53 og 54 – spærret i flere timer natten til 20. december, efter at »en eller flere gerningsmænd« igen havde forsøgt at ramme bilerne.

I det lille lokalsamfund omkring gerningsstedet er beboerne stærkt påvirkede af hændelserne, fortæller Sara Bahr.

Sara Bahr er selvstændig og driver virksomheden BetterWork. Hun er nabo til den berygtede motorvejsbro og fortæller, at hun instinktivt er begyndt at holde skarpt øje med alle broer over motorvejen, når hun i forbindelse med sit arbejde kører i bil til København.
Sara Bahr er selvstændig og driver virksomheden BetterWork. Hun er nabo til den berygtede motorvejsbro og fortæller, at hun instinktivt er begyndt at holde skarpt øje med alle broer over motorvejen, når hun i forbindelse med sit arbejde kører i bil til København. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Jeg håber ikke, jeg kender nogen, der kan finde på at stå op midt om natten for at slå nogen ihjel,« siger hun og ræsonnerer, at der må være tale om mere end én gerningsmand, fordi »én person kan ikke løfte så tunge sten«.

Mens Sara Bahr taler, dukker en håndværkerbil op på motorvejsbroen på Langesøvej, og en mand ruller vinduet ned.

»Nåh ja, jeg så, at der stod nogen heroppe, og så er man jo nødt til at køre op forbi. Man ved aldrig, om nogen skal op og se, hvordan de kan kaste efter bilerne næste gang. Men I er journalister? Ja, jeg så godt blokken,« siger han og ønsker godt nytår, før han kører videre.

»Folk de holder bare øje,« siger Sara Bahr med et syngende fynsk tryk på »bare«. Hun har ikke selv et bud på, hvem der står bag ugerningerne, men holdningen i lokalsamfundet er klar, fortæller hun:

»De skulle have en kæmpe røvfuld, og så skulle de have revet armene af.«

Spørgsmålet er, om det vil lykkes politiet at opspore den eller de personer, som terroriserer den fynske E20-strækning.

Pilen peger mod Tarup

På én af de sten, der er kastet mod kørebanen, er der fundet DNA-spor, som har fået politiet til især at interessere sig for Odense-forstaden Tarup omkring 12 kilometer fra motorvejsbroen.

Sagen er, at Tarup de seneste år har været plaget af usædvanligt mange hærværksepisoder med sten kastet gennem ruder på villaveje. I tre af disse hærværkssager har politiet fundet DNA-spor, der matcher DNA-profilen fundet på stenen fra motorvejen.

Det er værd at bemærke, at gerningsmanden eller -mændene efter politiets opfattelse er ankommet til motorvejsbroen nordfra, hvor Tarup ligger.

Betonstenen, der dræbte den tyske kvinde, kan ligeledes knyttes til Tarup.

Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Og så er der ved gerningsstedet fundet en snusdåse med en anden DNA-profil, som ifølge politiet indikerer, at der kan være mere end én gerningsmand. Snusdåsen er i øvrigt af et mærke, der kan købes i Tarup-centeret, bemærker vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi:

»Så der er mange indicier, der peger på, at det er oppe i området ved Tarup, at han i hvert fald kommer, hvis ikke han bor der.«

Ud over Tarup-sporene efterlyste politiet allerede i september 2016 en mørk eller grålig Volvo 245 stationcar, der sættes i forbindelse med drabet på den tyske kvinde, og som politiet stadig leder efter.

Teorien er ifølge vicepolitiinspektøren, at der er tale om mindst én mandlig serieforbryder.

»Vi har ikke signalementer. Vi kan komme med en tese om, at det må være kyniske personer fuldstændig tappet for empati. De må jo have en eller anden selvtilfredsstillelse ved at gøre det her. Eller også forsøger de at skabe opmærksomhed omkring dem selv. Det kan også være, at vi bliver overrasket, når vi endelig har gerningsmanden,« siger Per Lydiksen Laursen.

»De sataner«

Kurt Nielsen (th.), som snart har boet 50 år i Tarup, ejer selv en Volvo, men der er tale om en nyere model, end den politiet efterlyser. Han ærgrer sig over stenkastersagen, og ligesom de andre gæster på Center Pubben krydser han fingre for, at politiet snart fanger gerningsmændene.
Kurt Nielsen (th.), som snart har boet 50 år i Tarup, ejer selv en Volvo, men der er tale om en nyere model, end den politiet efterlyser. Han ærgrer sig over stenkastersagen, og ligesom de andre gæster på Center Pubben krydser han fingre for, at politiet snart fanger gerningsmændene. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

På Center Pubben i Tarups indkøbscenter drikker Kurt Nielsen middagsøl med en gruppe venner ved et af bordene. Han har boet i Tarup i snart 50 år og beskriver bydelen som et »normalt ganske fredeligt sted«.

»Det berører os alle sammen, at det her sker. Men hvad skal vi stille op? Hvis bare vi vidste, hvem det var. Han må være syg i hovedet den mand - eller de, for jeg tror faktisk, der er to,« siger Kurt Nielsen.

Hvis det stod til Kurt Skov Jakobsen, blev der gjort kort proces, så snart de stenkastende gerningsmænd er identificeret. »De sataner,« siger han fra en barstol på Center Pubben.
Hvis det stod til Kurt Skov Jakobsen, blev der gjort kort proces, så snart de stenkastende gerningsmænd er identificeret. »De sataner,« siger han fra en barstol på Center Pubben. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

I baren giver en yngre Kurt ham ret.

»De sataner,« siger Kurt Skov Jakobsen: »De burde henrettes. Og det må du godt citere mig for.«

Over hele indkøbscenteret går snakken om de kyniske stenkast mod motorvejen. I kiosken, hvor de bl.a. sælger snustobak, fortæller ekspedienterne, at der er mange stamkunder i centeret, men at mange forskellige køber snus. De er lige så meget på bar bund som resten af bydelen.

I kiosken i Tarup-centeret sælges snustobak af samme mærke som den dåse, der blev fundet ved gerningsstedet. Men mange forskellige mennesker køber snus, siger ekspedienten. Og så kan man i øvrigt købe samme mærke i en række andre butikker, herunder også i centerets supermarked.
I kiosken i Tarup-centeret sælges snustobak af samme mærke som den dåse, der blev fundet ved gerningsstedet. Men mange forskellige mennesker køber snus, siger ekspedienten. Og så kan man i øvrigt købe samme mærke i en række andre butikker, herunder også i centerets supermarked. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Centervagt Mikkel Jørgensen, der også patruljerer for virksomheder i området omkring motorvejsbroen, fortæller, at hans kollega på en patrulje for nyligt så »en midaldrende mand« iført sort tøj og hættetrøje. Manden stak af, da han så vagterne.

Vagterne i Tarup-centeret er særligt opmærksomme for tiden på grund af stenkastersagen. Men det er et problem, at der ikke er noget signalement af gerningsmændene.
Vagterne i Tarup-centeret er særligt opmærksomme for tiden på grund af stenkastersagen. Men det er et problem, at der ikke er noget signalement af gerningsmændene. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Frygter, det vil ske igen

Fra Tarup-centeret leder små, mørke landeveje gennem et bakket landskab med spredte gårde og huse frem til gerningsstedet, hvor den tyske kvinde blev dræbt.

Her deler E20-motorvejen landskabet med udkanten af Langesøskoven på den ene side og bakkede pløjemarker til den anden. Et halvanden meter højt jernhegn på motorvejsbroen sikrer, at man ikke dratter ned på vejbanen i glat føre.

 

 

To interimistiske lygtepæle er sat op efter de mange stenkast.

Sara Bahr frygter, at området ikke har set det sidste til stenkasterne. Som mange andre fra området er hun begyndt at holde særligt øje med broerne, når hun kører i bil på motorvejen.

»Hvis de ikke finder dem, så er jeg bange for, at det sker igen. Og hvis man gør sådan noget, hvad kan man så ikke ellers finde på?«

Nedenfor drøner hundredvis af biler forbi hvert minut.