En ny metode blandt tricktyve har ført til flere anmeldelser og anholdelser i København.

Sommeren har lokket flere til at dase på et tæppe i en park, hvor flasker og dåser med pant var med.

Men den kombination har givet tricktyvene en ny fremgangsmåde, hvor borgere har mistet telefoner, punge og andre værdigenstande.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse, hvori de beder alle om at være ekstra opmærksom.

Det, tricket går ud på, er, at tricktyvene bruger de tomme pantflasker som dække for at komme tæt på borgerne.

Tricktyvene efterspørger panten, men i virkeligheden er de ude efter borgernes værdigenstande, som ligger fremme.

»Vi vil gerne opfordre borgere til ikke at have værdigenstande liggende synligt fremme, når de opholder sig i parker og lignende,« siger Mathias Holm, der er politikommissær i Københavns Politi.

Men det er ikke kun tricket med flaskerne, som politiet har set over sommeren.

Der har også være eksempler på, hvor en tricktyv bruger et bykort til at dække over en værdigenstand, for eksempel en mobil på et cafébord, hvorefter mobilen under kortet bliver snuppet.

Københavns Politi beretter også om metoden 'dansetyven'. Her afleder tricktyven opmærksomheden ved at danse med sine ofre, hvorefter tyven hapser værdigenstande.

Københavns Politi opfordrer til, at man med det samme ringer 1-1-4, hvis man bliver udsat for et tyveri.