Moderen i nomadefamilien fra Langeland er blevet løsladt af de hollandske myndigheder.

Nomadeforældrene blev anholdt onsdag efter flere ugers flugt fra Langeland Kommunes krav om en tvangsundersøgelse af børnene.

Men nu er moderen, den 28-årige kvinde 'M', blevet løsladt igen.

- Det sidste jeg har hørt er, at det kun er faderen, der er anholdt. Moderen er blevet sluppet fri igen, siger Charlotte Jensen fra Langeland Kommune til bt.dk.

Hun fortæller, at det dansk/hollandske forældrepar ikke blev anholdt på grund af mistanken om, at deres børn bliver vanrøgtet, men fordi de angiveligt har levet af økonomisk kriminalitet i flere år.

Svendborg Politi oplyser, at det danske politi er helt ude af sagen, og at faderen i hvert fald ikke er anholdt på grund af svindel i Danmark.

- Vi har alene været involveret i sagen for at kunne finde ud af, hvor børnene er henne. Der er ikke tale om, at vi har lavet en international retsanmodning om at få tilbageholdt familien på grund af nogle kriminelle forhold, siger efterforskningsleder Kim Munkgaard.

Han tilføjer dog, at man i øjeblikket undersøger nogle anmeldelser om svindel begået af forældreparret i Danmark. Men intet der har ført til sigtelser endnu.

Derfor er den 38-årige mand 'E' formentlig anholdt på grund af økonomisk svindel begået i Holland, hvor han oprindeligt kommer fra, oplyser Charlotte Jensen, souschef i Langeland Kommunes Børne- og Kulturafdeling.

Den 28-årige mor var for få dage siden omgivet af mand og fire børn, men efter tvangsfjernelsen af børnene, der skal undersøges på en hollandsk institution i tre måneder, samt anholdelsen af hendes mand, er hun nu helt alene.

Nina Klink, der er lillesøster til moderen i nomadefamilien, fortæller, at familien har levet et isoleret liv, og derfor har 'M' formentlig ikke mange at gå til.

- Jeg ved ikke, om hun har et netværk i Holland, så jeg aner ikke, hvad hun vil gøre. 'E' har noget familie dernede, så jeg kunne forestille mig, at hun måske prøver at opsøge dem. Men hun har vel ikke nogen penge at kunne rejse for eller noget, siger Nina Klink til bt.dk.

Hun har ikke selv hørt fra sin søster siden løsladelsen.