Mistænkt for terror - men ikke sigtet. Forsvarer retter en skarp kritik af PET's håndtering af den såkaldte terror-sag, der kom frem fredag

'PET anholder tre for terrorplaner'. Overskrifterne blev slået stort op, da Politiets Efterretningstjeneste fredag anholdt tre unge mænd med udenlandsk baggrund. I en pressemeddelelse meddelte tjenesten, at den havde 'anholdt tre personer i forbindelse med en terror-efterforskning.'
 
- De anholdte er foreløbig sigtet for ulovlig besiddelse af automatvåben og tilhørende ammunition, men mistænkes ligeledes for at have været i færd med at forberede en terrorhandling, stod der i pressemeddelelsen.



Den håndtering møder nu heftig kritik fra Henrik Dupont Jørgensen, der er forsvarer for en af de tre unge, der lørdag blev varetægtsfængslet i 26 dage - herunder 12 i isolation - nemlig den 22-årige jordaner M.

Det er ganske enkelt ikke fair, at PET - med pressen som megafon - sætter terror-mærkatet på de tre unge, uden at tjenesten dokumenterer påstanden. Kom med en sigtelse, eller hold mistanken indendøre, mener Henrik Dupont Jørgensen.

- Jeg synes simpelthen ikke, at det er fair over for de anholdte, at man kalder det en terrorsag, men alene sigter for "almindelige straffelovsovertrædelser". Ordet terror får overskrifterne til at eksplodere, og det er det, man husker sagen på. Nu hedder den allerede terrorsagen, siger Henrik Dupont Jørgensen, hvis klient lørdag erkendte sin rolle i den ulovlige våbenbesiddelse.

Han påpeger, at forskellen på 'mistænkt' og sigtet er enorm.

- Har man fået en sigtelse, har man krav på enten påtaleopgivelse, en frifindelse eller dom, men sådan er det ikke, når PET slynger ordet 'mistanke' ud. Det er gratis, og det kan du aldrig blive renset for. Det kan ikke prøves i retten, siger Henrik Dupont Jørgensen.

Ifølge ham afviger PETs håndtering af sagen meget fra den måde, politiet normalt agerer på.

- Det er normalt ikke noget, man slynger ud, når man bare mistænker personer. Det er noget, politimyndigheden holder for sig selv af efterforskningsmæssige grunde. Min klient var ikke blevet isoleret, hvis der ikke havde været den her terrormistanke, der ligger i baggrunden uden at være dokumenteret. Han har sådan set erkendt i en sag, hvor står til mellem 1½ og 2 års fængsel. Her vil retten normalt ikke have isoleret, siger Henrik Dupont Jørgensen, der mener, at PET tromler hen over de tre unges retssikkerhed ved at sætte terror-mærkatet i nakken på dem - uden at de har mulighed for at forsvare sig.

- PET ved godt, hvordan medierne griber det an, når den kommer med de meldinger, og når man kombinerer det med lukkede døre, er det et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem. De har ingen mulighed for at værge for sig.

Tidligere operativ chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen beskrev fredag, at efterretningstjenesten formentlig handlede, fordi den frygtede, hvad de to AK47-automatrifler skulle bruges til. Med operationen har PET brugt våbenlovens bestemmelser til at lave det, der kaldet "en knuser" - på engelsk en "disruption" - og derved eksponeret de tre unge, vurderer han.

- De er fuldstændigt færdige i terrorsammenhæng. Alle i deres omgangskreds og netværk ved, at nu at de er anholdt og har PETs opmærksomhed. De er operativt uduelige, sagde Hans Jørgen Bonnichsen fredag.

Forsvarsadvokat Henrik Dupont Jørgensen er enig i den analyse, men fastslår, at man ved manøvren tilsidesætter retssikkerheden.

- Det er regulær magtfordrejning. Man bruger et offentligt instrument, som normalt skal forfølge et formål - opklare forbrydelse - til at være præventiv med. Det er synd for dem, det går ud over, hvis de ikke har gjort det, de bliver beskyldt for. Aktuelt har de ingen mulighed for at værge for sig, og hvis det bliver ved 'mistanke' har de har ingen mulighed for nogensinde at blive renset. Det vil klæbe til dem for altid, siger Henrik Dupont Jørgensen.

PET ønsker ikke at udtale sig, men henholder sig til sin oprindelige pressemeddelelse.