Vi kommer formentlig aldrig til at se de billeder igen. 

For tredje gang i streg har den belgiske cykelrytter Remco Evenepoel vundet VM-guld i enkeltstart i Rwanda. 

Og det beskriver B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon, som »totalt surrealistiske billeder«.

»Remco Evenepoel leverede en drømmepræstation, og omvendt var det den totale ydmygelse for Tadej Pogacar. Jeg troede nærmest ikke, at det var muligt,« siger han og tilføjer: 

»I det øjeblik, han blev hentet af Remco, må han mest af alt have haft lyst til at stikke hovedet ind i enkeltstartshjelmen og gemme sig. Verdens - med afstand - bedste cykelrytter, der fik sig en ordentlig røvfuld.« 

Det er langt fra første gang, at Evenepoel kan kalde sig verdensmester i enkeltstart, og han gav da heller ikke sine rivaler meget plads til at slå ham på den 40,6 kilometer lange rute, der for første gang udspillede sig i Afrika. 

Efter sin sejr fortalte den 25-årige belgier ifølge Ritzau, at han kun er mere motiveret til at vinde endnu engang næste år. 

»Det er nogle store drenge, jeg er kommet op på siden af nu. Næste år er jeg nødt til at vinde én mere, for jeg vil være den første, der vinder VM fire gange i træk,« sagde han i det officielle vinderinterview. 

Men først viser kalenderen et linjeløb på næste søndag, som kun er blevet endnu mere spændende, siger Frederik Gernigon. 

»Hævnen kommer uden tvivl til at stå ud af ørerne på Pogacar, der bliver dødsensfarlig. Ikke umiddelbart en særlig god nyhed for Danmark,« uddyber han og tilføjer: 

»Tag ikke fejl. Søndagens enkeltstart var et af årets mest markante og opsigtsvækkende cykelresultater.«